★★★★☆☆ Iben Hjejle balancerer velfærdsstatens absurditeter i Endnu en dag i Guds skaberværk

Det Kongelige Teater byder atter på en adaption af en nyere dansk roman. Denne gang af Katrine Marie Guldagers velfærdsstatskritiske Endnu en dag i Guds skaberværk. Det er ikke en epokegørende samfundsanalyse, men med en fremragende Iben Hjejle i rollen som den fortabte socialrådgiver Lotte bliver den en sanselig og uafviselig levendegørelse af ensomheden midt i fællesskabet.

Verden er faldet fra hinanden. Lotte sidder sammenkrøbet i hjørnet op ad muren med de røde sten, der også breder sig ud over gulvet, til de knækker af og bliver uregelmæssige i kanten. Hun er bokset inde, i noget, der både er abstrakt, men også meget konkret – måske en baggård på det Vesterbro, hvor hun tager sine kampe i Endnu en dag i Guds skaberværk.

Lattervækkende og grådfremkaldende

Kampe er der nok af i denne historie fra den temmelig grå hverdag, der dog får isprængt farver af Lottes bekendtskaber og hendes eget buldrende temperament. Det drives af retfærdighed – og et vist mangel på selvværd, der gør det nemt for hende at rumme andre, men svært for hende at lukke dem rigtig ind.

Retfærdighedsfølelsen har kostet hende jobbet som socialrådgiver, fordi hun stod op mod statens effektiviseringstrang, der skader de svageste. Det vaklende selvværd har kostet hende Michael, der efter 14 år tilsyneladende har fået nok af, at hun altid trækker sig følelsesmæssigt.

“For nogle måneder siden var jeg et nogenlunde normalt menneske,” siger hun, men ikke nok med, at både job og kæreste er røget. Hendes hjem invaderes også af naboen Charlotte og hendes tre børn, når hun on/off er uvenner med sin kæreste Caspar – “med A”, som Lotte hvisler. Den sagte, sydende risten af det yngre, hipsteragtige par er, ligesom parodien på kollegaen Bibi og jobkonsulenterne, både lattervækkende og grådfremkaldende i al deres desperate fægten for at være i en verden fuld af idioti.

Det er der ikke mange, der kan

Iben Hjejle er en fuldstændig vidunderlig skuespiller, der med småbitte nuancer giver Lotte sprækker i den barske facade. Med næsten nonchalant elegance skifter hun – ikke bare mellem roller, men også mellem sindsstemninger, hvor tyk sarkasme fuldstændig troværdigt kan svinge til dyb sorg på et sekund. Det er der ikke mange i Danmark, der kan, og det er som altid en udsøgt fornøjelse at se Hjejle på scenen.

Hun får godt modspil af Alexander Bryld Obaze, der forstår at gå i ét med murstensvæggen meget af tiden, for så at træde i karakter. Mest som Michaels søn, Daniel, der opsøger Lotte, da han ikke kan få fat på sin far. “Du er ikke min mor,” råber han rituelt, men båndet mellem de to er stærkt og varmt, og giver dem en vej ud, selvom de må gennem fortvivlelse og sorg på vejen. De rammer hinanden godt som de to ensomme sjæle, der sidder i aftenlyset på murens små fremspring og forsigtigt tør håbe på en fremtid.

Obaze får også lov at give gas som CV-konsulent, og kritikken af velfærdsstatens meningsløsheder flyder tungt gennem Katrine Marie Guldagers tekst, der er bearbejdet loyalt til scenen af instruktør Camille Sieling Langdal. Lige denne del er måske en anelse fortærsket revymateriale. Men det fungerer overraskende godt som absurditet midt i den eksistentielle krise, Lotte gennemlever som en af de vrede kvinder i Guldagers samtids- og velfærdsstatskritiske trilogi.

Ensomheden midt i fællesskabet

Det Kongelige Teater har snart længe haft en forkærlighed for at adaptere nyere danske romaner til scenen. Det går ikke altid godt, men Endnu en dag i Guds skaberværk hører til i den bedre ende. Det skyldes dels, at Guldagers tekst allerede i sit udgangspunkt minder om en lang rasende monolog. Men især at Iben Hjejles magtfulde, glasskrøbelige spil kan både pausen, smerten og eksplosionen, og dermed bringer ordene til live.

Langdal holder intensiteten i sin iscenesættelse, der hele tiden dirrer af det fortrængte og det iøjnefaldende smertefulde. Af den angst for afgrunden, som Lotte udfordrer, når hun balancerer på kanten af stensætningen. Og som heldigvis også får lov at sitre abstrakt i Mårten K. Axelssons dunkeltlegende belysning og ikke mindst Janus Jensens sprøde, melankolske lyddesign.

Man kan mene, at murstensmetaforen bliver for bastant, når Lotte og Daniel forsøgsvis bygger små tårne midt i kaos. Men det er en mindre anke mod en helstøbt forestilling, der byder på skuespil i særklasse på en moderne socialrealistisk præmis, der med et ret almindeligt menneske som prisme udfordrer vores forståelse af verden. Det er ikke en epokegørende samfundsanalyse, men en sanselig levendegørelse af ensomheden midt i fællesskabet.