★★★★★☆ Fandenivoldskheden og livsglæden stråler ud af De Røde Løbere

Kompagni 47 charmerer med akrobatik og rose mellem tænderne i den frygtløse gadeteaterforestilling De Røde Løbere.

Alt er rødt i forestillingen De Røde Løbere. Jakkerne er røde, hattene er røde og selv den trillende musikscenevogn er rød. Derfor lyser denne gadeforestilling så forunderligt op, når den bevæger sig gennem byens stræder med sine kropskunstnere og sin musik, der buldrer ud af vognens effektive højttalere.

Der er noget herligt uhøjtideligt og nærmest sydlandsk over forestillingens udtryk: En uimodståelig stemning af kække gøglere, der får byens borgere til at stoppe op og følge med. Livsglæden stråler i hvert fald smittende ud af denne velkomponerede forestilling, der blander akrobatik og dans med fysisk teater, og hvor publikum bliver tiltalt netop så meget – og så lidt – at det matcher den danske tilbageholdenhed i gadebilledet.

Smittende dans

Det er Kompagni 47 fra Næstved, der sammen med Egnsteatret i Vordingborg har produceret denne uhøjtidelige gadeforestilling for alle tilskuere fra fem år og op. Øjet lader sig umiddelbart indfange af Kristian Knudsens lokkende musikvogn med udklappelige “påfuglevinger”. Og derefter performernes eventyrlige kostumer af Tanja Bovin og Maria Joy, der har drysset et væld af skønne, røde detaljer ud over alt fra snøreliv til velourhatte – og med elegante strejf af både Molière-komedie og glamrock-koncert.

Instruktøren Anne Sofie Reumert har skabt en række fængende scener, åbenbart efter kloge instruktionsråd fra de garvede performere Paolo Nani og Line Svendsen. Ved KLAP festivalen i Kolding begyndte forestillingen på en sidegade. Her rullede de rødklædte akrobater en rød løber ud fra musikvognen, hvorefter kunstnerne havde held med at smitte publikum med danseglæde. De fik i hvert fald tilskuerne til at bevæge sig i en lang kæde mod vognen, inden optoget bevægede sig videre gennem gågaden. Med en lang hale af nysgerrige tilskuere efter sig.

Halsbrækkende udspring

De Røde Løbere er en forestilling, der både rummer cirkusakrobatik, sang og fysisk komik. Forestillingen har ikke noget egentligt plot. Men de forskellige karakterer har vidt forskellige temperamenter, og undervejs opstår der spændingsfyldte situationer, når akrobaterne gør sig parate til at udføre deres halsbrækkende stunts og udspring ned mod asfalt og truende brosten.

Performeren og koreografen Sine Krag er kunstnerisk leder af Kompagni 47. Men hun er også forestillingens førstespringer. Hun har godt styr på sin akrobatiske grundteknik og stråler af mimisk overskud, når hun kravler øverst op på den røde musikvogns tårn.

Både hun og Tilda Lappalainen kaster sig frygtløst ud, og gribes sikkert af medperformerne Viktor Blædel Knudsen og Magnus Sommerstedt, der også falder også med ind i den muntre koreografi. De slår vejrmøller, og de hopper op og står på skuldrene af hinanden. Og kort efter bevæger hele truppen sig videre ned ad gaden med løftede knæ og skægge armbevægelser – iført røde solbriller og med ivrige røde vifter i hænderne. I hvert fald lige indtil næste saltomortale.

Imens står musikeren Oliver Nani øverst oppe på opfindervognen med overblik og charme. ”Hajuka!” lyder hans kryptiske kampråb, når han styrer forestillingen sikkert videre gennem byen. Han synger drævende, hvis han da ikke spiller stemningsfuldt på sin melodika og andre instrumenter, mens vognen triller afsted. Det er lige til at blive i godt humør af.

Rose mellem tænderne

De Røde Løbere er en festlig gadeteaterforestilling, der først og fremmest insisterer på at få tilskuerne til at være til stede i nuet. I denne analoge verden findes kun nuet, når akrobaten spænder alle muskler og hvirvler rundt i luften. Forestillingen har samtidig en forfriskende fandenivoldskhed og virker overbevisende som en stedsspecifik hybrid mellem fysisk teater og samtidscirkus.

I Kolding endte De Røde Løbere på et torv. Her stillede alle tilskuerne sig i en cirkel rundt om vognen, hvorefter akrobaterne bød på hele deres brogede springrepertoire med sjove kolbøtter og skægge løft endnu en gang.

Æstetikken blev fulgt helt til ende. Til applausen holdt performerne nemlig på bedste gøglervis en rose mellem tænderne. En rød rose, naturligvis.