Hotel Pro Forma Live er en hyldest til teatret som kunstform

I løbet af maj genopførte det innovative teaterkompagni Hotel Pro Forma tre af deres anerkendte hovedværker i Den Grå Hal på Christiania: Flammenwerfer (2024), NeoArctic (2016) og Operation:Orfeo (1993). De tidløse værker er stadig lige vedkommende, imponerende og spillevende i Kirsten Dehlholms eftermæle.

Værkerne blev præsenteret i omvendt kronologisk rækkefølge og føltes dermed også næsten som en tidsrejse: En samlet hyldest og historie om den forhenværende direktør og grundlægger Kirsten Dehlholm, iscenesat af hendes mangeårige kollega, instruktør Marie Dahl.

Dette scenekunstneriske maraton var et vildt og intenst møde med et af de teaterkompagnier, som virkelig har sat Danmark på teater-verdenskortet. At se værkerne i forlængelse af hinanden, tydeliggør, hvad det er for nogle greb, der gør dem til mere end bare musikteater. Det er kunst som bliver siddende i kroppen længe efter, man har forladt teatersalen.

Fra skizofreni til kropsdysmorfi

Programmet blev indledt med Flammenwerfer, som er Kirsten Dehlhoms sidst gennemførte projekt i Hotel Pro Formaregi, inden hendes død i 2024. Forestillingen er en voldsom, kropslig, visuel og auditiv rejse gennem menneskesindet og de psykiske lidelser, som billedkunstneren Carl Fredrik Hill (1849-1911) døjede med og skildrede i sin kunst.

Hills foruroligende billeder er iscenesat i 14 kapitler om alt fra skizofreni til kropsdysmorfi og paranoia. Med Magnus Pinds videodesign og Henrik Vibskovs scenografi kommer billederne til live i lag og bevægelse. Temaerne kommer også auditivt kvælende tæt på gennem udvalgte værker af komponisten Nils Frahm, vokalkompositioner af Marie Dahl og nyskrevne værker af Blixa Bargeld – som også selv er på scenen.

Under afsnittet anxiety lægger Bargeld eksempelvis hæse skrig ovenpå hinanden, så de bygger sig op til en klaustrofobisk lydmur. Det er som at opleve et panikanfald inde fra Hills eget hoved, og flere publikummer må holde sig for ørerne. På scenen optræder også Vokalensemblet IKI som cellerne i Hills plagede krop – fanget mellem billederne. Der opstår en legende kommunikation mellem Blixa Bargeld og vokalensemblet, som går på tværs af scenens tydelige opdeling, også selvom de kun interagerer gennem musikken.

Både vokalensemblet og Bargeld bruger effektivt deres kroppe og stemmer til at tingsliggøre angsten. Det er næsten som en mareridtsversion af Netdoktor, når de messende, syngende og hviskende lister symptomer og behandlingsformer op eller bruger åndedræt til at skabe lydlandskaber. Apokalyptiske tanker, vrangforestillinger og hallucinationer bliver således både forklaret med klinisk afstand og audiovisuelt sanset på en måde, man ikke kan undslippe.

Se trailer her.

Auditiv manifestation i tekst og billede

NeoArctic havde premiere første gang i 2016, og består ligesom Flammenwerfer af adskilte stemningsbilleder fortalt gennem video og sang. Denne gang er temaet klimakrise. Kapitlerne undersøger hver især naturens materialer og tilstande, og hvordan mennesket som økoturister både betragter og påvirker jordens langsomme kollaps. Den samlede oplevelse er lige så skræmmende, som den er smuk og rørende.

Hvert kapitel er et nyt videokunstnerisk materiale, som transformerer den i udgangspunktet enkle scenografi bestående af hvide lagner med associationer til det arktiske landskab. I det ene øjeblik oversvømmes scenen af et plastikhav. I det næste er der technofest med selvlysende dyrearter fra havbunden. Menneskeheden repræsenteres af Latvian Radio Choir, som er en organisk del af scenografien, men også hovedkarakterer.

Iført Wali Mohammed Barrechs finurlige og farverige kostumer bevæger de sig med enkle effektfulde bevægelser gennem det skiftende landskab. Under ledelse af Kaspars Putnins – svingende en lyssværdslignende dirigentstok – udføres noget af det mest spændende kormusik, jeg nogensinde har hørt. De 12 sange, skrevet af Andy Stott og Krists Auznieks med tekst af Sjón, er den auditive manifestation af teksturen i billederne.

Vokalarrangementet viser, at stemmen er et mangefacetteret instrument, når koret både kan lyde som hvid støj, summende elektricitet, lys og mørke. Stemmerne medformer landskabet, ligesom koret gør i fysisk form. Og det er kuldegysfremkaldende, når forestillingen kontrastfuldt afsluttes med én enkelt stemme, der synger om jordens uddøen.

Se trailer her.

Sjælden smuk og skræmmende

Programmet slutter med Operation:Orfeo, som havde premiere i 1993. Dengang blev den en øjeblikkelig kultklassiker på grund af den innovative brug af lyd, lys, scenografi og koreografi. Her 33 år senere virker denne dekonstruktion af myten om Orfeus stadig både nyskabende og opfindsom.

Bo Holten har i sin musik splittet sangstemmen, operaens klichéer og selve sproget fra hinanden – og sat det sammen igen i nye former. Alt det vante bliver vendt på vrangen, og klichéerne får nye betydninger. Holten har også sat musik til Ib Michaels klistrede og mørke libretto, hvor havbunden hentes helt op til overfladen og nærstuderes. Vi holdes konstant hen i mystik, i de uhyggelige og meget smukke harmonier, der næsten aldrig lander i en ren tonalitet.

Scenen ligner til forveksling ét stort billede af en trappe, som står midt på den hårde brostensundergrund i Den Grå Hal. Denne ikoniske scenografi, skabt af Maja Ravn, bliver transformeret i det uendelige af Jesper Kongshaugs lysdesign. Perspektivernes skiften markerer skiftet i de tre akter, som repræsenterer henholdsvis nedstigningen til dødsriget, den svære opstigning og til sidst tabet af Eurydike. I forestillingens sidste akt ender publikum selv under havets overflade i en sjældent smuk og skræmmende kombination af grønt lys og røg. 

Undervejs er Latvian Radio Choir igen lige så stor en del af scenografien, som de er karakterer. De bevæger sig langsomt, kontrolleret og synkront – emulerer et maleri i konstant forandring. I kontrast fremstår solodanseren Lisbeth Sonne Andersens Eurydike næsten flydende, når hun i slowmotion bevæger sig op og ned ad trappen. Klangligt bæres hele stykket udelukkende af stemmer – og i en vekslen mellem solister og korsang kryber Orfeus’ sorg helt ind under huden.

Se trailer her.

Levende kunstinstallationer

Hotel Pro Forma viser med Live, hvad teater som kunstform kan. De tre værker leverer på hver deres måde en perfekt audiovisuel synergi og bliver til levende kunstinstallationer. Selvom de er helt forskellige i udtryk og budskab, opstår en rød tråd gennem form og greb, så Hotel Pro Forma Live opleves som et samlet statement.

De viser tydeligt, hvordan teatret som kunstform kan gøre store og svære emner håndgribelige og sanselige. De tidløse værker lever derfor videre i Kirsten Dehlholms eftermæle – stadig lige vedkommende, relevante og ikke mindst bare imponerende.