Her skriver Sofie Volquartz Lebech om sin arbejdsproces med den iscenesatte reading I Love You, You Love Me, som man kunne opleve på Det Frie Felts Festival i 2015.
I Love You, You Love Me er en undersøgelse af tortur og terapi. Titlen refererer til “I Love You” af Barney the Dinosaur, der er en af de mest brugte sange til tortur og afhøring af fanger i Guantánamo-fængslet på Cuba. Arbejdet udfoldede sig fra september 2014 til juni 2015, hvor vi lavede en iscenesat reading. Et citat af Marguerite Duras fulgte mig gennem hele arbejdsprocessen: “When it’s in a book I don’t think it’ll hurt any more … exist any more. One of the things writing does is wipe things out. Replace them.” Det er det, jeg er bange for: at det at lave en performance om tortur forvandler det til noget andet, noget uskyldigt, noget der kan glemmes, noget der ikke eksisterer i virkeligheden.
Arbejdet er svært, fordi det er langsomt. Det begynder med en fiktion: formuleringen af et koncept. Det begynder med at fægte ind i det ukendte: interviews med forskere og mennesker, der har et personligt forhold til tortur. Det begynder med forsøget på at finde et offer, der vil tale. Tortur kan ses som en bivirkning af kampen mod terror. Verden har ændret sig siden 9/11. Tortur er blevet genindført som et af krigens virkemidler til at stoppe terroren, om end mange eksperter mener, at tortur ikke virker til at få information. Målet er snarere at skabe frygt, der vil forhindre fremtidig jihadisme. Krig, tortur og terror indgår i et relationelt netværk, hvor de hele tiden fører tilbage til hinanden.
Mit hovedspørgsmål er: Hvorfor torturerer vi? Jeg vil besvare spørgsmålet gennem forskellige dokumentariske fortællestrategier, re-enactments af interviews med torturofre og gentagelser af de iscenesatte kroppe, vi kender fra fotografierne fra Abu Ghraib-fængslet. Mit arbejde er struktureret i tre dele: 1. Interviews og læsning, 2. arbejde i studiet alene og sammen med performer Katrina Bugaj og lyddesigner Pelle Skovmand og 3. manuskript-skrivning.
I begyndelsen af 2015 interviewer jeg torturofret Hussein Husseini, som har været i behandling på DIGNITY, og terapeuten Lone Jacobsen, der arbejder samme sted. Langsomt skifter mit fokus fra ofret i torturøjeblikket til den langstrakte effekt af tortur. Jeg bliver interesseret i den paradoksale spejling af torturrummet og terapirummet. I begge rum bliver ofret bedt om at fortælle sin historie. Selvfølgelig til meget forskellige mennesker og med meget forskellige formål. Tortur handler om at ødelægge et menneskes tillid til andre mennesker. Det tager kun et øjeblik, men det tager et liv at komme tilbage til hverdagen igen. Jeg bliver interesseret i relationen mellem tortur, terapi og tid og i de kvinder, der bliver tortureret eller deltager i torturen af andre.
Hver gang jeg interviewer en person, har jeg fornemmelsen af, at jeg både møder en person og en mulig karakter. Hvem er mennesket bag ofret og bødlen? Hvem var de tidligere, og hvad bliver de til efter de begivenheder, som de har deltaget i? På den måde kommer torturens tidslige dimension til at spille en afgørende funktion. Vi tror, at smerte finder sted i nuet. Men smerte finder også sted i fortiden og fremtiden. Nogle gange kan frygten for smerte eller erindringen om smerte være større end selve smerten. I min research er der mange stemmer, der taler, og de leverer ikke kun entydige facts, men også fiktioner om virkeligheden. Ofrets, bødlens og forskerens stemmer begynder at glide ud og ind i hinanden. Arbejdsprocessen består af valg og framing. Jeg vælger og redigerer de stemmer, der taler.
Kan vi skabe et scenisk rum, hvor vi kan tænke over tortur? Hvor meget kan siges gennem kroppen og sproget? Kan man overhovedet lave en forestilling om tortur? Skal man vise smerten, eller skal man for alt i verden undgå det? Jeg begynder at skrive:
We want her to describe the pain. We want to understand why. We want to know. We want to know. In the beginning we want to see. After a while we are not so interested. It’s the old discussion of looking or not looking. Some say we should look. Some say we should look away. We need a clean victim. We need a clean victim. We are not saying anything about nationality. Or race. We are not saying anything about outsourced torture. We are just saying that it’s far away from us.
Jeg begynder alene i studiet. Jeg reenacter interviewene og laver sproglige improvisationer, der mimer hukommelsens brudte sprog. Jeg går baglæns for at slette tiden og udviske erindringen. Jeg forsøger at gentage billederne fra Abu Ghraib. Det virker ikke. Der er en grænse for, hvor meget smerte vi kan klare at se. Vi kan berøre det ubærlige, men vi kan ikke rumme det, hvis det bliver for detaljeret. Da vi kommer til den iscenesatte reading, har Bugaj og jeg begrænset bevægelserne til en stram koreografi, der refererer til vores fælles fotografiske arkiv af poserende torturofre og bødler fra de sidste 15 års krig. Vi springer ind og ud af de forskellige roller som offer, bøddel, terapeut, forsker og vidne. På gulvet står en Coca-Cola. Nogle gange placerer de en Coca-Cola i torturrummet, og efterfølgende vil ofret altid blive mindet om torturen, når hun ser en Coca-Cola. Lyden af vand fosser ud af højttalerne. Skovmand skaber et live soundscape af forskellige lyde af vand. Det er en reference til waterboarding, som har været en af de mest udbredte former for tortur på Guantánamo, og samtidig er det en modsætning til de ørkenlandskaber, hvor torturens skyggespil udfolder sig i disse år.
Efter readingen holder jeg en pause. Projektet modtager støtte, og værket vil blive videreudviklet til forestillingen This is for her, der har premiere i 2017.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #174 2016.
