I anledning af 500-året for den hollandske middelaldermaler Hieronymus Bosch’ død præsenterer Republique i co-produktion med det canadiske nycirkus-kompagni Les 7 Doigts de la Main en billedfabulerende og kunsthistorisk drømmerejse ind i malerens univers.
I foruroligende clair obscur-belysning ligger Bosch på dødslejet omgivet af sære, truende insekt-agtige personager, da en lille pige kommer ind og på magisk vis drager et æble ud af Bosch’ krop. Månen blusser op og sluger scenebilledet, der brat illusionsbrydes af en Bosch-besat kunstprofessor, som på forscenen klapper sin Mac op og passioneret gennemgår kunstnerens værk Lysternes Have, der projiceres op på forscenens lærred. Hermed er forestillingens grundelementer præsenteret, og vi hvirvles videre i en fortælling, der det meste af vejen doserer sin særlige variation af genren tableaux vivant, det vil sige billedet kommer til live, særdeles vel i kombinationen af artisteri, videokunst og kunsthistorisk indsigt.
Lysternes Have er et triptykon, det vil sige et trefløjet maleri med låger. På ydersiden ser vi Jorden på vej til at blive skabt, mens de tre fløje indeni repræsenterer Himlen/Edens Have, Jordelivet og Helvedet. Æblet, som den lille pige drager afsted med i første scene, optræder flere steder i maleriet og fungerer både her og i forestillingen som et tvetydigt symbol, der jo i den kristne syndefaldsmytologi associeres med lyst og uskyldstab – evnen til at skille godt fra ondt – men i andre kontekster for eksempel kan betyde kærlighed og udødelighed. Alle disse temaer er på spil i maleriet og hermed også i forestillingen, hvor der både visuelt og fortællemæssigt spørges til den ikke altid så klare grænse mellem godt og ondt – mellem liv og død, lys og skygge som visualiseret i åbningsbilledets clair-obscur.
Det lyder måske som tung kost, men Bosch’ Drøm er alt andet. Forestillingen besidder en lethed, en visuel poesi og ikke mindst en dragende sensualitet, som man sjældent ser på scenen. Lysternes Have har en overdådig detaljerigdom af nøgne kroppe, pudseløjerlige dyr, bizarre scenerier og groteske skabninger – en Find Holger-bog på syre kunne man beskrive det.
Dette univers transformeres på scenen til et fuldstændig betagende visuelt design, der nok bygger på maleriet, men også udvider det med sit spil mellem forgrund og baggrund, med bevægelser, der understøtter oplevelsen af artisternes vægtløshed, med animerede sekvenser, der bringer mindelser om Monthy Pythons Flying Cirkus. Højdepunktet er den sanseberusende, psykedeliske filmsekvens, der mere end nogen ord formidler, hvordan Bosch har influeret på 60’ergruppen Doors musik. Show, don’t tell – sådan! Inden da har vi været med Salvador Dali på Museo del Prado, hvor Lysternes Have er udstillet, og set ham observere den kraftfulde, bløde, sanselige kvinde på håndstand i boblen, som forsvinder i et sprøjt, da han punkterer boblen med sin stok. Det er teatermagi, der samtidig giver os indsigt i, hvordan kunstnere i deres udtryk inspireres af forgængere.
Alt lykkes ikke lige godt i Bosch’ Drøm. Rytmen er ikke helt på plads, sceneskift kræver nogle langtrukne forscene-mellemspil og skønt artistnumrene hver især er fine, står enkelte netop kun som numre, hvilket bliver så meget desto mere synligt, når andre går op i en højere enhed med det samlede udtryk og fortællingen om menneskets mudrede spænd mellem Himmel og Helvede. Der kan altså med fordel skæres en anelse i de mindre motiverede scener og gentagelser, så den fabulerende fortryllelse – den naive fortælleglæde – billedlysten helt kan komme til sin ret. Flowet skal nok komme på plads og Bosch’ Drøm er trods disse indvendinger en lystfuld oplevelse, der kan – og bør – ses af alle aldre for sit magiske mix af drømmesyn og sensuelt artisteri vippende mellem uskyld og eksistentiel uhygge som menneskelivet selv.
Læs mere om Teater Republique her
