Vi elsker krimier på tv, i biografen og på skrift, men hvorfor er krimien, thrilleren eller gyseren i rendyrket form nærmest ikkeeksisterende i dansk teater? Dramatiker Andreas Garfield taler her for at give krimien eller thrilleren en chance på scenen.
Vi er pissedygtige til at lave krimier i Danmark. Vores manusforfattere og instruktører vinder store udenlandske priser for serier som Forbrydelsen og Broen og senest Susanne Bier for Natportieren. Biografserien om Afdeling Q kører med stor succes. Vi er gode til at lave krimier i Danmark, og folk elsker dem. På tv altså. Og i biografen. Og på skrift i en bog. Men på teatret er krimien nærmest ikkeeksisterende ligesom thrilleren. Enkelte dramatikere inddrager af og til elementer eller stilistiske træk som fx Jokum Rohde i Jernhesten og Darwins testamente. Men den rendyrkede form af krimien eller thrilleren må man kigge langt efter i det danske teaterlandskab.
Filmen og fjernsynet har kigget på teatret og har med stor opfindsomhed og succes videreudviklet måder at fortælle historier på. Hvorfor skuer teatret i højere grad ikke tilbage og bygger videre på de udviklinger?
Groft sagt opererer vi kun med fire genrer på teatret: komedien, tragedien, farcen og melodramaet. Man kan så fusionere dem, så vi også har komitragedien, tragikomedien og melofarcen. PR-folk kan gøre deres bedste for at distingvere yderligere ved at bruge begreber som livsstilskomedie og bittersød komedie – men det er stadigvæk komedier, der er tale om. De fleste vægrer sig imod at bruge ordet tragedie og bruger i stedet termen drama. Et desperat drama, et nådesløst drama. Men det ændrer ikke på, at dramaet, hvis det har en ulykkelig slutning, er en tragedie. Og hvis det har en lykkelig slutning, har vi en tragikomedie. Nogle vil måske hævde, at det politiske teater eller debatteatret er genrer i sig selv. Men de kan i sidste ende også føres tilbage til en af de fire hovedgrupperinger. Det kan alle genrer naturligvis. Hvis man analyserer en krimi eller en thriller i bund, vil man ofte stå med spørgsmålet om, det endte lykkeligt eller ulykkeligt. Blev forbryderen fanget, eller slap forbryderen væk? Til trods for det vil jeg dog vove den påstand, at det er de færreste, der vil kalde tv-serierne The Sopranos eller Breaking Bad tragedier, selvom det virkelig er, hvad de er i ordets klassiske gamle græske forstand: En mand begår en serie grufulde fejl, føler sig hævet over andre, føler sig som en gud og mister alle omkring sig, før han mister sit liv.
Nej, The Sopranos og Breaking Bad er krimier. Thrillere. Ligesom Forbrydelsen, Broen og serien om Afdeling Q – eller andre klassikere som M, Vertigo, Marathon Man, Ondskabens øjne og Se7en. Og før filmen overhovedet var opfundet, trivedes genrerne i stor stil blandt nogle af de mest berømmede og banebrydende forfattere som Edgar Allan Poe og Fjodor Dostojevskij. Folk elsker krimier og thrillere og har altid gjort det. Alligevel er det, som om det betragtes som et lukket land for teatret.
Teatret er i krise. Åbenbart. Det var det også for 20 år siden. Selvom publikum tilsyneladende er uenigt og strømmer til, så er der nogle, der mener, der skal lukkes scener og centraliseres. Mit bud er, at hvis denne tankegang og udvikling fortsætter, ja, så vil teatret komme i krise. Folk elsker diversitet. De små scener, der kan tillade sig mere eksperimenterende forestillinger, fordi de ikke skal fylde 600 publikumspladser i fem uger, oplever stor fremgang. Men med de nye besparelser på kulturområdet og frygten for fiaskoer og lukninger af respektive scener er der allerede nu en tydelig tendens. Play it safe. Spil på det sikre. Lav noget, folk kender. Dramatiser en bog eller en film. Omskriv og opdater en klassiker. Kort sagt: Giv publikum dét, vi ved, de vil have.
Normalt er jeg af den holdning, at man altid skal give publikum dét, de ikke vidste, de ville have – eller nogle gange dét, man ved, de ikke vil have. Men i dette tilfælde er jeg enig: Giv dem dét, vi ved, de vil have. Giv dem krimier og thrillere. Og smid gerne et par romantiske komedier oveni. Vis dem, hvor kraftfuld en krimi eller en thriller er, når den bliver udfoldet i kød og blod foran deres øjne. Giv dem hårdheden fra The Sopranos og Breaking Bad. Giv dem atmosfæren fra Forbrydelsen og Broen. Den nådesløse spænding fra Ondskabens øjne og Se7en. Historier om mennesker under voldsomt pres, som må kæmpe med alt, hvad de har, for at nå deres mål – selve dét historier er lavet af; helt tilbage fra de græske tragedier.
Når det gælder årsagerne til, at disse genrer ikke figurerer i det danske teater, bliver det selvsagt gisninger. Om det er teatrene, der ikke bestiller dem, eller dramatikerne, der ikke skriver dem, er egentlig ligegyldigt. Spørgsmålet må i begge tilfælde være: Hvorfor er det sådan? Jeg har set et mindre heldigt forsøg på en thriller for en del år siden, og jeg har set et ganske vellykket forsøg for nylig. Det mindre heldige forsøg blev straffet af både anmeldere og publikum. Men sådan gælder det jo for alle forestillinger og alle genrer. Er det, fordi krimien og thrilleren ikke er fin nok til den ældgamle teaterkunstart? Næppe. Der er vel i skrivende stund ikke flere barrierer at overskride; den gode smag er blevet blødt, defækeret og ejakuleret på. Og som tidligere nævnt har fx Dostojevskij brugt krimien som motor i både Forbrydelse og straf og Brødrene Karamazov til at diskutere små ting som skyld, frelse, tilgivelse, filosofi, religion og politik. Krimien og thrilleren nærmest fordrer disse eksistentielle spørgsmål, fordi personerne ofte rives ud af deres genkendelige dagligdag og tvinges til at forholde sig til ondskab, meningsløshed og fortvivlelse.
Jeg vil vove den påstand, at hvis man som dramatiker eller teaterchef ønsker at tage brydetag med disse emner, så er krimien og thrilleren de oplagte genrer at gøre det i. Vi bliver som publikum suget ind i et univers, hvor noget frygteligt finder sted og sætter den normale verden ud af kontrol. Folk viser deres sande ansigt; hvad de tror på. Gennem deres handlinger falder det fuldstændigt naturligt at filosofere over livet, døden og meningen med menneskets eksistens. Vi ved næsten alle sammen, hvordan Hamlet ender, og hvad der sker undervejs. Det samme gælder Othello. De ligger begge i genren tragedie. Men begge har de også træk og elementer, vi i dag typisk vil tilskrive thrilleren: En ung mands far er blevet dræbt. Der går rygter om, at hans spøgelse bevæger sig rundt på det iskolde slot. Den unge mand viser sig modig og opsøger spøgelset. Og sandelig – det er hans far, der fortæller, han blev dræbt af sin egen bror. Og han byder sin søn at hævne ham. Men hvordan kan den unge mand tage et andet menneskes liv? Hvor meget vidste hans mor? Hans kæreste? Hans gamle kammerater? Er der nogen, han kan stole på, eller er alle med i komplottet? På samme måde med Othello: Iago, inkarnationen af ondskab, vil hævne sig på en intetanende nygift mand. Iago penetrerer hans sind, forgifter det, ødelægger det, men vi håber til sidste sekund, det ikke vil lykkes ham at bemægtige sig det. Men jo. Og den uskyldige hustru bliver kvalt. Dette er de dramatiske motorer i to af de største teaterklassikere. Spændingen. Mystikken. Gyset. I krimien og thrilleren er det i bogstaveligste forstand altid et spørgsmål om liv eller død for karaktererne.
Hvad er det så, der tilsyneladende naturligt afholder os fra at prøver kræfter med de to genrer? Er det skrækken for at publikum ikke kan eller vil acceptere dem? Men publikum accepterer syngende katte, brud på den fjerde væg, livemusik på scenen – de accepterer alt, så længe de er indfanget af historien.
Er det for frygten for, det ikke kan fungere på teatret, som ikke har billedet og klipningen til sin rådighed? Kan man gøre publikum foruroligede, spændte, skrækslagne? Selvfølgelig kan man det. Jeg har selv oplevet det, og jeg har selv været med til at gøre det. Det adskiller sig på ingen måde fra det, der kræves for alle andre genrer: Vi skal tro på skuespillerne på scenen og den historie, de fremfører. Skuespillerens frygt forplanter sig tilskueren. Og der kan være rædselsvækkende mørkt i en teatersal. Stilheden kan være ubarmhjertig. Modsat filmen er offeret foran os – i ægte 3D. Vi kan ikke skrue ned for lyden. Vi kan ikke spole over sekvensen. Det eneste, vi kan, er at kigge væk. Og når vi gør det, er vi fanget. Så må vi erkende, at vi er skræmt fra vid og sans. En oplevelse, vi slet ikke troede, var mulig i dette oldgamle medie.
Giv krimien og thrilleren flere chancer på teatret. Lad os lære af filmen og tv-mediet, som de har lært af os. Så vil vi måske både kunne give publikum dét, vi ved, de vil have, og dét, de ikke vidste, de ville have. Og muligvis vil vi give dem, der ønsker besparelser, dét, de ikke vil have: beviset på, at der er alt for mange historier og genrer til, at publikum ønsker centraliseringer og lukninger. Kort sagt; for at svare på Den hvide Engels spørgsmål og undgå at blive boret i tænderne: Yes. It’s very safe.
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #176 2016 under overskriften: Is it safe?
