Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

Tre gange Bundesliga

Til trods for at der er tre gange så mange, der går i teatret, som der er tilskuere til Bundesligakampe i Tyskland, gør man sig alvorlige tanker om teatrets rolle i dagens Tyskland. Stor konference i Berlin tager livtag med teatrets opgave.

Hvad er teatrets opgave? – En diskussion om den samtidige teaterforståelse lød titlen, da det tyske Akademie der Künste bød indenfor til en konference i slutningen af januar. Det var skuespilleren Ulrich Matthes, der havde fået idéen til konferencen, og dertil havde man hidkaldt mange af de vigtigste repræsentanter for tysk teater. Teaterchefer, udøvende kunstnere, anmeldere, redaktører fra forlag og enkelte politikere var til stede for at betragte teatret ud fra flere perspektiver, men helt centralt: Hvad er teatrets politiske opgave – og hvilken social kontrakt eksisterer mellem teatret og det omkringliggende samfund?

Annonce

I hjertet af Berlin

Med den imponerende udsigt fra Akademiet der Künstes sal over Brandenburger Tors quadriga kunne man næppe have fundet et mere passende sted at mødes og tage pulsen på tysk teater i dag. Der var frit udsyn til symbolet på det genforenede Tyskland, hvor Berlin har manifesteret sig som en af Europas førende teatermetropoler, men som samtidig også er blevet til hjemstedet for de tunge politiske opgaver, der fulgte i kølvandet på genforeningen.

Efter sommerens flygtningestrøm i Europa har situationen ændret sig markant i det tyske samfund, og det afspejler sig også i den måde, teatrene tager affære på. Hvor diskursen på teatrene tidligere handlede om integration og sameksistens og om, hvordan flertallet forholdt sig til mindretallene i samfundet, går man nu langt mere konkret til værks. Kaster man et blik på diverse udmeldinger fra de offentlige tyske teatre, er det tydeligt at se, at der hersker en helt anden social kontrakt mellem teaterinstitutionerne og det omkringliggende samfund, end det er tilfældet i Danmark. Fra Berlin til Wien og fra Dresden til Düsseldorf tilbyder mere end 50 teatre fx sprogundervisning, indsamler penge til undervisningsmateriale, ledsager flygtninge til samtaler med myndighederne, formidler psykologisk bistand og inviterer indenfor ved at give fribilletter til forestillingerne på teatrene. Denne høje aktivitet fra teatrenes side hænger naturligvis også sammen med omfanget af opgaver, som den forstærkede flygtningestrøm medfører for det tyske samfund.

Teatret mellem dannelsesopgave og social smeltedigel

Netop af den grund var det oplagt at sætte fokus på det tyske teaters sociale opgave i det politiske felt – ikke mindst set i lyset af de nye opgaver, som kulturinstitutionerne står overfor. Derfor havde man inviteret to teaterchefer, Wilfried Schulz fra Staatsschauspiel i Dresden og Burkhard C. Kosminski fra Nationaltheater Mannheim, til at give deres besyv med i en podiesamtale, der blev flankeret af to hhv. politiske og kulturpolitiske stemmer: lederen af Tysklands kulturfond Kulturstiftung des Bundes Hortensia Völckers og overborgmesteren i Mannheim, Peter Kurz.

Det var også panelets to politiske deltagere, der straks kundgjorde, at til trods for teatrenes egen angst for publikumstilbagegang eksisterer der rent faktisk en kontrakt mellem institutionen og publikum, og at den i disse år kan finde ny kraft. Hortensia Völckers mindede om, at den særlige egenskab ved teatret er en iboende evne til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående samfund, samtidig med at et stort antal borgere gennem teatret får adgang til det samfund, som teatret sætter til debat. Omvendt fortsatte hun med at slå i bolledejen og fremhævede, at det tyske samfund står over for en ’dannelsesopgave’, som består i at gøre kulturen tilgængelig for samfundet som helhed. Hvis teatret skal løse sin opgave, skal det være (eller snarere blive) det sted, hvor alle borgere i samfundet mødes. Overborgmesteren i Mannheim, en by i det vestlige Tyskland, hvor 60 % af de unge har immigrationsbaggrund, anerkender, at byen har brug for identitetsskabende, kulturelle centre, og teatret er ét af de centrale steder. Peter Kurz fremhævede teaterinstitutionen som et kraftcenter, fordi kunstarten ikke blot er en formidlende kulturinstitution, men også en producerende enhed, der går i dialog med sit publikum. Peter Kurz medgav dog selv, at man ikke har løst den inkluderende opgave, som teatret står overfor. Indledningsvis kunne han berette, at byen Mannheim bruger hele 15 % af byens budget inden for kulturområdet, hvilket giver et fingerpeg om, at kulturen skal og bliver prioriteret i opbruds- og krisetider.

Hvad er teatrets opgave? – En diskussion om den samtidige teaterforståelse var titlen på konferencen, der blev afholdt i Berlin i januar 2016. Foto: Pixabay

Efter at kulturpolitikken og teatrets samfundskontrakt var ridset op, var det tid til at lade teatercheferne komme til orde. Der var enighed om, at det offentlige teaters motor er den sociale kontrakt med det omliggende samfund. Men dermed er det ikke gjort. Det er grundliggende vigtigt at finde frem til, hvad der kendetegner det teater, man leder, netop i den politiske, sociale og æstetiske kontekst, som teatret befinder sig i. På Staats-schauspiel Dresden i det tidligere Østtyskland har man igennem det sidste halvandet år givet et kraftigt modspil til den højrepopulistiske anti-islam-bevægelse Pegida og andre politiske skævvridninger i delstaten Sachsen. I en delstat, hvor den samlede andel af udlændinge udgør lidt mere end 2 % vel at bemærke. En temmelig udmattende proces, som Wilfried Schulz kunne berette om, men når enkelte medlemmer af befolkningen mener, de kan udnævne sig selv til talerør for flertallet af befolkningen ved at tage ordene ”vi er folket“ i munden, så må det reelle flertal gøre brug af et offentligt rum som scenerummet til at tale disse politiske tendenser midt imod.

Anderledes forholder det sig på Nationaltheater Mannheim, en vesttysk by med en identitet, der er præget af at være en driftig industriby med en lang tradition for indvandring og den dertilhørende debat om integration. Byen og hermed også teatret indgår som en del af et fællesskab, man kan betegne som ’urban citizenship’, hvor den enkelte borgers identitet sættes i et globalt perspektiv. Her er scenen et af de centrale steder, hvor et sådant møde kan finde sted.

Den nye, fælles opgave

Det var tydeligt at fornemme, at podiesamtalen om teatrets opgave tydeligvis har ændret sig efter sommeren 2015. Teaterchefen Burkhard C. Kosminski kunne fortælle, hvordan teatrets repertoire nogle gange bliver overhalet indenom af virkeligheden, og et stykke som Arthur Millers A View from the Bridge om indvandring i USA’s 50’ere kræver en refleksion over det, der foregår uden for teatrets mure, som det var tilfældet på Nationaltheater Mannheim, hvor man inddrog virkelighedens nytilkomne på scenen.

Når det tyske teater tager den fælles opgave på sig, der hviler på teatret; det være sig litteraturvalg, fremtidens kulturjournalistik eller æstetikker, der er på færde inden for skuespilkunsten, så er det tilbagevendende spørgsmål, hvordan teatret skal inkludere alle samfundets borgere. Med det store antal nytilkomne vækkes en forsømt debat om, hvordan teaterinstitutionen kan reflektere samfundet. Både gennem casting af spillere med forskellige etniske baggrunde og ved at bringe størst mulig social og etnisk diversitet ind blandt ansatte bag scenen på teatret. Det kan godt være, at der er flere tilskuere i teatret end til Bundesligakampene, men der er et stykke vej, inden holdene på og bag scenen bliver lige så mangfoldige som spillerne på de tyske Bundesligahold.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #174 2016 under overskriften. Tre gange Bundesliga

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Mary Aniella Petersen
Mary Aniella Petersen
Mary Aniella Petersen er administrerende direktør på projekterne Drama Dept & Internationale Schillertage på Nationaltheater Mannheim
Annonce