★★★☆☆☆ Araberkælling!

Elisa Kragerups Othello er nu en kvinde, men ellers er alt ved det gamle. Det handler stadig om den altædende, hævntørstige jalousi. Din, min og magthavernes.

Vi kalder det jalousi, men svenskerne har et stærkere, mere voldsomt og deskriptivt ord: svartsjuka, sortsyge. Netop, det er jo en veritabel sygdom, Othello lider af, en lidelse der injiceres i ham med onde ord og lumske løgne af den manipulerende og konspiratoriske snog Jago, der er en mester udi kunsten at sætte lus i skindpelsen.

Elisa Kragerups version af Shakespeares storslåede kærlighedstragedie omskriver rollebesætningen på ét vigtigt punkt, nu er hærføreren ikke længere en sort mand, men en arabisk kvinde. Othellos elskede Desdemona er dog ikke blevet omformuleret til en mand, men hvorfor egentlig ikke? Som lesbisk kærlighedshistorie tilføjes der ikke noget til det grundlæggende menneskedrama.

Men hvorfor i det hele taget transformere Othello fra sort til araber? Måske af den praktiske grund, at ensemblemedlemmet Lila Nobel, der spiller titelrollen, har arabisk blod i kroppen (hendes far er fra Algeriet)? Måske fordi ‘Araberen’ er vor tids dominerende faktor, når det gælder fjendebilleder og fremmedfrygt?
”Den araberkælling!”, vrænger Jagos håndgangne mænd om generalen, der har forbigået løjtnanten ved en forfremmelse. Nu sætter misundelsen, hævntørsten og sortsygen ind. Jago udtænker en plan for, hvordan de destruktive og hadefulde følelser, han retter mod Othello, kan overføres til Othello selv. Hun skal slagtes. Hendes livs lykke skal smadres med udspekulerede og intrikate midler. Hun skal ædes op indefra i mødet med sin egen altfortærende jalousi og nedkalde tragedien over sig selv.

Hævntørstens potentiale?
Jonas Flys imposante scenografi af tårnhøje garderobemure med grå jakkesæt hele scenen rundt, trækker Shakespeares militære 15-1600-tals intrige ind i nutiden, ikke kun i krigens verden, men også i politikkens og finansens: banditter i habitter, som man siger.

Jago (Jens Jørn Spottag) er banditten over dem alle, den instrumentaliserede skurk. Hvad stykket spørger sit publikum om, er: Har også du hævntørstens kriminelle potentiale i dig? Kan også du forfalde til destruktiv jalousi? Og hvad stykket gerne vil have os til at overveje: Hvad sker der, hvis sortsygen ikke blot får ét menneske til at rive sin elskede med sig i faldet? Hvad nu, når tragedien ikke er personlig, men politisk? Hvad nu, hvis en nations magthavere injicerer en hel befolkning med sortsyge? Svaret er naturligvis uhyggeligt. Som sådan er Elisa Kragerups Othello en både indlysende og småbanal politisk kommentar.