Malmö Opera har vakt røre i dele af det svenske anmelderkorps med opsætningen Lakmé, hvor de indiske karakterer optræder med blå kropsmaling. Er det et udtryk for ”det mest racistiske greb i scenekunstens historie”, som Dagens Nyheter mener, eller et æstetisk udtryk for indisk kultur, som teatret hævder? Og kunne den diskussion egentlig have fundet sted i Danmark?
Begrebet blackface stammer fra USA og refererer til de minstrel shows, der var populære i det tidlige 1800’tal. Det var en form for varieteforestillinger, hvor hvide skuespillere sminkede sig sorte med store, røde læber og parodierede afroamerikanere som lalleglade tåber, bl.a. som argument for at bevare slaveriet. Elementer fra disse shows har overlevet helt op til vore dage, især i form af sorte karakterer som den ”åh så gode og loyale”-butlertype, hvis fremmeste mål er sine hvide herrers m/k’s velbefindende.
Minstrel-genren er – trods sine moderne fremtrædelser – af indlysende årsager ganske tabubelagt i USA, mens det først i de senere år er kommet på den europæiske dagsorden at diskutere sceniske fremstillinger af etnicitet og eksotisme. Indtil for år siden har ingen stillet spørgsmålstegn ved, at fx Othello-rollen som oftest spilles af en hvid skuespiller, som er sminket sort, men i 2015 blev blackface kåret til årets anglicisme i Tyskland efter en ophedet debat om flere teatres brug af sortsminkede skuespillere.
I Sverige har man fuldt blus på debatten, der ikke kun handler om fænomenet blackfacing, men om alle aspekter af racisme i kulturelle fremstillinger. Hvem husker ikke fx debatten om Pippis far negerkongen, der fik adskillige svenske biblioteker til at bandlyse samme børnebog og fjerne den fra hylderne?
Hvad er det, de svenske anmeldere kritiserer?
Malmö Opera og instruktør Nicola Raab er landet midt i debatten med deres opsætning af Léo Delibes Lakmé fra 1881, der af flere anmeldere beskyldes for netop blackfacing.
Lakmé er en Madame Butterfly-historie, hvor den unge indiske Lakmé forelsker sig i den engelske soldat Gérald, der dog vælger hæren og æren frem for hende og overlader hende til døden. Operaen skriver sig dermed ind i en tradition, hvor et maskulint, europæisk blik beskriver den eksotiske kvinde som en del af den natur, der kan bruges af europæeren. Dog med den væsentlige tilføjelse, at Delibes er franskmand og derfor har et kritisk blik på de britiske kolonisatorer.
Netop derfor og pga. af operaens musik, herunder evergreens som Blomsterduetten og Klokkearien, kan operaen opføres i dag, fremfører operadirektør Michael Bojensen i P1 Eftermiddag, hvor han imødegår den skarpe kritik for blackfacing. ”Alle kulturinstitutioner i Sverige forholder sig til, hvordan de fremstiller minoriteter, og det har derfor også været en overvejelse i forhold til Lakmé”, fortæller han videre. Den blå kropsmaling har således intet med etnicitet at gøre, men visualiserer en indisk tradition, hvor farven er en hyldest til guden Shiva. Denne udlægning understøttes af en anden nylig forestilling, BollywoodOpera på Parkteatren i Stockholm, hvor spillerne også optrådte med blå kropsmaling.
Den argumentation køber Nicholas Ringskog Ferrada-Noli fra Dagens Nyheter nok næppe, da han mener, at farvetraditionen er helt irrelevant i den aktuelle forestilling. Han får følgeskab af et par andre anmeldere, der også finder kulturfremstillingen nedladende, mens andre anmeldere slet ikke nævner den blå kropsmaling eller omvendt priser den farverige iscenesættelse. Generelt er der nok mestendels konsensus i det svenske anmelderkorps om, at musikken er fantastisk, men librettoen noget støvet og i visse anmelderes øjne tæt på kedsommelig.
Ella Petersson, der er musikredaktør på Sveriges Tv (SVT), rammer nok noget essentielt i debatten, da hun i et interview på SVT’s Kulturnytheterna peger på, at der er en stigende udfordring med racistiske stereotyper i tekst såvel som gestalt i særligt operagenren, der har tradition for at lægge sig tæt op af originalforlægget, modsat andre former for scenekunst, hvor der er langt mere tradition for radikale fortolkninger. Det handler altså ifølge hende mere generelt om, hvordan vi iscenesætter ældre værker med helt andre livssyn.
I Danmark må man gerne sminke sig sort
De danske anmeldere repræsenteret ved Søren Schauer fra Berlingske og Thomas Michelsen fra Politiken forholder sig kun til de blå kroppe i Lakmé som en del af en god æstetisk forløsning af en lidt bedaget opera.
Og i Danmark er vi generelt slet ikke med på blackfacing-debatten. Ifølge en afstemning på dr.dk i september i år synes 75 % det er ok at sminke sig til en anden etnicitet i teater og opera. Der er således heller ikke en eneste anmelder, der har anfægtet – eller blot nævnt – Asger Rehers indianersminke i den aktuelle Annie Get Your Gun på Det Ny Teater, der formentlig kunne have udløst både kritik og blokade i lande som USA, England og Sverige.
Et andet eksempel på den danske ”farveblindhed” er Dagbladet Informations Anne Middelboe, der går helt i den anden grøft i sin anmeldelse af Christian Lollikes Living Dead, hvor hun opfatter den sorte ansigtsmaling, spillerne påfører sig, som ”et politisk korrekt udtryk for farvesympati”. Det øvrige anmelderkorps forholder sig heller ikke kritisk til dette tvetydige eksempel på blackfacing.
Den sorte ansigts- og kropsmaling, som bl.a. Jago påfører sig i Det Kongelige Teaters aktuelle Othello-forestilling har heller ikke givet anledning til debat, ligesom samme forestillings brug af gloser som ’Araberkælling’ heller ikke tages til indtægt for etnisk undertrykkelse i Danmark, men nærmere som en opdatering af skuespillets tematisering af fremmedhed.
Med andre øjne
Malmö Opera er ikke ude i en shitstorm, da kun dele af det svenske anmelderkorps er gået i clinch med den etniske fremstillingsproblematik, mens andre anmeldere slet ikke inddrager det aspekt. Men at fremstillinger af etnicitet og fx køn debatteres langt mere intenst på den anden side af sundet er evident, ligesom det er lige så indlysende, at vi i Danmark har en helt anden indfaldsvinkel end vores naboland.
Det fik også den danske teatergruppe Global Stories at mærke, da deres erklærede mangfoldigheds-workshop Med andre øjne i 2014 blev aflyst på Malmöfestivalen efter en række indsigelser, der opfattede projektet som racistisk. Med andre øjne går i al enkelhed ud på, at deltagerne bliver sminket om til en anden etnicitet eller et andet køn, bevæger sig ud i verden og bagefter deler erfaringer. Fra en dansk synsvinkel altså et inkluderende og oplysende projekt, hvor man ser verden fra et andet perspektiv, fra et svensk undertrykkende racisme, idet man som privilegeret hvid ikke kan opnå erfaring med at være farvet blot ved at sminke sig et par timer, hvorfor projektet ses som et postulat.
Man kan argumentere for, at svenskerne dyrker en krænkelseskultur, der let kommer til at fremtræde historieløs og præget af automatreaktioner, men man kan også omvendt argumentere for, at Danmark har en noget naiv opfattelse af, at anything goes, der ikke er mindre historieløs. Som musiker og debattør Henrik Marstal pointerer om blackfacing i operaens verden i P2 Puls: ”At gå fra sort til hvid er ikke på samme måde problematisk, for der er et magthieraki involveret: Hvide har traditionelt haft magten, sorte har været betydeligt mindre magtfulde i stort set alle sammenhænge”.
Det er et aspekt af debatten, som er tæt på usynligt i Danmark, mens det fylder måske lige rigeligt i Sverige. Et andet mere konstruktivt aspekt kunne være den allerede nævnte kontinuerlige forholden sig til og diskussion af, hvordan vi iscenesætter klassikere og ældre værker, der er skrevet under og med helt andre livssyn end nutidens.
