Skuespiller Viktor Melnikov leverer en stærk fortolkning af den russiske forfatter Dostojevskijs En drengs historie på Assistens Kirkegård i København. Forestillingen spørger direkte sit publikum og himmelråbende til guds eksistens i en verden, hvor børn mishandles.
Han sidder på scenen på hug med en spilledåse. Det kunne være en drengs spilledåse. En lille dreng, der må gå rundt i byen alene med mørkerøde fingre, der gør ondt af kulde. Drengen er sulten og kan kigge ind ad ruderne til stuer; familier og hjem med mad og juletræer. Drengen ender med at lægge sig alene bag en brændestabel og sove. Her dør han i vinterkulden.
Den russiske skuespiller Viktor Melnikovs sidste forestilling i hans prisværdige Dostojevskij sceneinitiativ og -trilogi i Teaterkapellet på Assistens Kirkegård i København lægger ikke fingrene imellem. Det er rå virkelighed. Eller det kunne være virkelighed, det kunne være en aktuel historie fra virkelighedens flygtningesituation i Danmark, som fortælleren og romanforfatteren i En drengs historie siger: ”det er mig stadig som om, det, jeg har fundet på, virkelig er sket en gang – en juleaften – et eller andet sted i en stor by i en skrækkelig kulde”. Associationerne til H. C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne er lette at få.
Og Melnikov er ikke kun romanforfatteren i forestillingen. Han forvandler sig lige for øjnene af os til den lille dreng med lyseblåt blik og åbent, uskyldigt ansigt; drengen, der kigger ind ad vinduerne i byens huse. Han ser alt det andre har, men han selv slet ikke kan komme i nærheden af. Historien om en dreng af Fjodor Dotostojevskij er set gennem barnets øjne. Barnets drømmerier maner Melnikov frem for os. Publikums egen fantasi bliver aktiveret i forestillingen; vi må selv forestille os det hele næsten. Der er nemlig ingen stor scenografi eller opsigtsvækkende rekvisitter og kostumer. Kun en enkel og stemningsmættet dialog med accordeonspillet af Adam Ørvad.
Teaterkapellet på Assistens Kirkegård i København er så den perfekte ramme til Melnikovs Dostojevskij-projekt. For det er et rum, der helt konkret befinder sig i grænseområdet mellem liv og død og altså kan rumme de eksistentielle og aktuelt vedkommende spørgsmål forestillingen stiller.
Historien om en dreng er intelligent teater, der ikke giver nogen svar. Melnikov taler, hvisker, råber direkte, henvender sig til sit publikum. Hele spændingen i forestillingen ligger i romanforfatterens tvivl. Han svinger mellem snart at tro på harmonien i verden, det gode og sande, men snart tvivler han igen. For hvordan kan der eksistere en gud, en harmoni og mening i en verden, hvor voksne mennesker piner børn og dyr? Er der en mening i et samfund og en verden, hvor ikke bare prominente, magtfulde personer, men helt almindelige mennesker ikke kan dy sig for at udnytte deres magtposition over for hjælpeløse børn og dyr?
Romanforfatteren fortæller ikke bare historien om den lille dreng, Han beretter en række uhyrlige historier, små dagligdags scener og eksempler på menneskets fattige ondskab; historierne kommer én efter én som perler på en snor: Moren, der låser sit eget bange barn inde om natten; soldaten, der skyder en baby i en magtesløs mors arme; manden, der pisker og piner sin hest til blods. Og man får indtryk af, at forfatteren kunne blive ved.
Viktor Melnikov og resten af holdet bag Historien om en dreng har flot forløst iscenesættelsen af Fjordor Dostojevskijs komplekse tekst, der står i opposition til og diskuterer Dostojevskijs samtids trøstesløse nihilisme, manglende tro på harmoni. Forestillingen viser menneskets vanskelige sammensatte sider; de gode og de onde. Måske forfalder Melnikov ind i mellem til et for patetiske udtryk i stedet for at lade Dostojevkijs ord og de enkle, hjerteskærende fortællinger tale for sig selv? Men Historien om en dreng stiller, ligesom de andre forestillinger i trilogien, helt bestemt de vigtige og store spørgsmål til liv, relationer mellem mennesker, til samfundet – tænder et spinkelt ønske om tro og håb i en forarmet verden, som rigtig mange mennesker i dag vil kunne relatere til.
