Ny kunstnerisk leder – om opgør, drømme og visioner

Anna Andrea Malzer:

Anna Andrea Malzer er instruktør og dramatiker samt kunstnerisk leder på Teater Momentum.

Billedserie

Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Teater1 #176 i 2016.

Billedserie

Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Teater1 #176 i 2016.

<strong>Ny kunstnerisk leder</strong> – om opgør, drømme og visioner

Anna A. Malzer er ny kunstnerisk leder på Teater Momentum. Her kan du læse om hendes drømme og visioner for scenekunsten. Privatfoto

 

Anna Andrea Malzer er Teater Momentums nye kunstneriske leder. Hun er vokset op på Ama’r, gået på en belastet folkeskole og hængt ud i lidt for mange kældre som teenager. Læs her hendes oprør mod scenekunsten som metervare for den hvide middelklasse og en neoliberalistisk tankegang.

LEMONADE er Beyoncés nye visuelle album. Her gør hun op med sin gamle facade. En facade, der slikkede røv på den hvide musikindustri med glat hår og honningsøde kærlighedssange, som den hvide middelklasse kunne relatere til emotionelt.

På det nye visuelle album er der stærke billeder fra Black Panter-demonstrationer, billeder af hvid politivold mod sorte i USA, og kostumeæstetikken undersøger den betændte slavehistorie, USA har i bagagen. Nu har en popkunstner ændret retning og skabt et produkt, der for en gangs skyld ikke er til den hvide middelklasse. Det er jeg på røven over.

Min veninde, der er født i Ghana, er ikke så imponeret over LEMONADE. ”Hun kapitaliserer på min farve; på den racisme, jeg oplever, på mine vilkår,” siger min veninde. For Beyoncé er ikke længere en del af den mørke underklasse, hun forsvarer i sin musik. En interessant pointe, som vi har diskuteret til de sidste fester. Vi er dog enige om, at LEMONADE er en verdensbegivenhed.

Da jeg en dag ivrigt ville diskutere LEMONADE med nogle lidt ældre teaterkollegaer, så de desværre lidt forvirret på mig. Nogle spurgte, hvad LEMONADE var, andre sagde ”det der plastikpop?”. Og så var der selvfølgelig dem, som indrømmede, at de danser til Beyoncé, når de er fulde, men nok ikke ligefrem anerkender hendes nye album som reel verdenskunst.

Jeg har spildt nogle år på at forsøge at lære elitens kulturelle koder at kende.

Jeg vidste ikke, hvem Don Juan var, før jeg kom ind som instruktørstuderende, og velskrevne hiphop-rim vil altid komme før Shakespeares jamber – i min verden. Jeg er vokset op på Ama’r, har gået på en belastet folkeskole og hængt ud i lidt for mange kældre, da jeg var teenager.

Fra Anna A. Malzers forestilling Uskyld med skuespillerne Camilla Lau og Alvin Olid på Den Danske Scenekunstskole. Foto: Anna A. Malzer

Det har medført, at jeg har spildt nogle år på at forsøge at lære elitens kulturelle koder at kende og efterligne dem for at blive en god instruktør. Jeg skulle kultiveres, og det kunne ikke gå stærkt nok. Men som min uddannelsesvejleder så rigtigt sagde en sårbar dag: ”Gør det dig til en relevant kunstner?”

Svaret var nej, og siden har jeg fundet ud af, hvad der driver mig som iscenesætter.

Så tror jeg fanden, at publikummet også kun er hvide, rige, kongelige eller kunstnere.

Der findes jo et kæmpe publikum i Danmark, som deler samme kulturelle koder som mig, og det er dem, jeg skal skrive og iscenesætte teater til. Et publikum, som desværre er forsømt.
I denne sæson (red. 2016) er de fleste hovedkarakterer på de store scener:

  • Rige mennesker, der har det hele, men alligevel ikke føler noget
  • Kongelige hvide sønner, der tager hævn
  • eller kunstnere i identitetskrise.

Så tror jeg fanden, at publikummet også kun er hvide, rige, kongelige eller kunstnere.
Jeg synes alt for ofte, at de få fortællinger, der skabes, som ikke kun vedrører eller handler om eliten, bliver reduceret til borgersceneforestillinger, sociale projekter med unge amatørskuespillere, eller også er det de små scener eller frigrupperne, som for ingen ressourcer trækker statistikken i en anden retning.

Jeg drømmer om et modigere og større teaterlandskab, hvor de kunstnere, der arbejder på de større scener, har forskellige baggrunde, forskellige erfaringer og forskellige kulturelle koder at trække på.

Jeg tror på teatre med meget skarpere profiler. Men man kan ikke tale blindt ud i luften – til alle – om livsvigtige emner som økonomi, køn, krig, race og kultur. For de begreber er lige så forskellige, som vores hudfarver og bankkontoer er. Og det er ignorant og stupidt af den hvide middelklasse at tro, at deres fortællinger og kulturelle koder er eviggyldige og universelle.

Jeg drømmer om, at hver enkel scene tør skille sig ud og have et tydeligt, gennemgående projekt. På den måde ville hver enkelt scenes ansatte blive specialister på deres interessefelt, og kunstnerne ville kunne komme dybere ned i kunsten. Publikum ville have meget nemmere ved at navigere i, hvor de skulle tage hen at se teater, og nye publikumsgrupper ville komme til og blive. Scenernes eventuelle parring med frigrupper ville også skærpes kolossalt, fordi man pludselig helt tydeligt ville kunne matche DNA med hinanden.

Anna Malzers 2.års forestilling Sans på DDSKS. Foto: Anna Andrea Malzer

Teatrets styrke i vores moderne verden er, at det kan ramme snævert og lokalt, i modsætning til filmen. Vi skal ikke kæmpe om at få de samme roller eller instruere de samme historier. Vi skal placere os det mest personlige og specifikke sted, vi tør.

Derfor drømmer jeg om at lede en scene, der ligger på Amager eller i Nordvest. Hvor jeg sammen med et ensemble, der har samme sociale baggrund som jeg selv, undersøger de store spændinger, der er imellem klasser, køn og kulturer lige nu.

På min scene drømmer jeg også om drejescener, store kostumer, tre akter og flyvninger. Men indholdet skal skrives og performes i vores sprog og kulturelle koder.

Forestillingen Uskyld på DDSKS. Foto Anna A. Malzer

For det kan ikke være rigtigt, at de, som har flest penge, har flest historier at nyde. Vil dansk teater virkelig være med til at bidrage til den neoliberale tankegang om, at de, som kan betale for varen, er de, som får den? Det kunne jo være, at nogen andre havde mere brug for den? Og det kunne være, at det elitære publikum kunne have godt af at se ind i nogen andre menneskers virkelighed end deres egen?

Måske vil min dansk-ghanesiske veninde beskylde mit drømmeteater og dets indhold for at kapitalisere på vores egen sociale baggrund. Det må vi så diskutere. Men jeg ved, hun kommer og sætter sig i stolen – for de tematikker, vi kapitaliserer på, vedrører hende helt ind i hendes egen DNA.

Arkivartikel fra Teater1 #176, 2016.

Anna Andrea Malzer f. 1991
Instruktør og dramatiker. Uddannet på Den Danske Scenekunstsskole.
Kunstnerisk leder af Teater Momentum.

Del artiklen

'Ny kunstnerisk leder – om opgør, drømme og visioner'

Facebook