Præcis sådan skal en moderne og hyper–professionel revy skæres!

<strong>Præcis sådan skal en moderne og hyper–professionel</strong> revy skæres!

Cirkusrevyen 2018. Foto: Henrik Petit

Rikke Rottensten:

Rikke Rottensten er en dansk teaterkritiker og museumsinspektør på Revymuseet på Frederiksberg

Billedserie

Cirkusrevyen 2018
til 31. aug 2018
Dyrehavsbakken

Billedserie

Cirkusrevyen 2018
til 31. aug 2018
Dyrehavsbakken

Lisbet Dahl er en stjerne til at lave revyens rækkefølge, og årets cirkusrevy holder publikum til ilden hele vejen igennem. Læs en begejstret anmeldelse her.

Da tæppet går for 2. akt, og Lisbet Dahls Lars Løkke sidder på scenen med benene oppe på skrivebordet, er det som hele første del af årets Cirkusrevy mest skulle varme os op til sidste og til gengæld brandvarme heat af årets revy.

Selvfølgelig har 1. akt sine gode og også rigtig gode numre imellem – med Ulf Pilgaards cannabisskæve 68’er fra plejehjemmet Bellahøj ”med fed streg under høj”, og Henrik Lykkegaards virtuose, perfektionerede parodi på verdensstjernen og popviolinisten André Rieu, som klare topscorere.
Men også lidt rigeligt af den slags bløde mellemvarer, vi også kunne have set i 2013 eller 2020. Som Vase og Fuglsangs lidt tynde hyggesnak mellem to babyer, der kun bæres igennem fordi Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard spiller den slags med en blød og yndig uskyld, der virker ægte.
Men alt det, der optager os lige nu og her – hvor bliver det af?

Cirkusrevyen
Henrik Lykkegaard og danserne, Cirkusrevyen 2018. Foto: Henrik Petit

Lisbet Dahl er en stjerne til at lave revyens rækkefølge. Hun slutter overraskende første akt med at give publikum det, hun ved de vil have: Nemlig hende selv som Humørbomben, der stadig rammer ved siden af hver eneste tone i sin chacha-sang.

Og så hugger hun ellers til. Slut med at falde hen og nøjes med at småsmile.
Årets Lars Løkke-vise af Carl-Erik Sørensen er et suverænt topnummer, der viser forfatteren, når han er allerskarpest og sprudlende med en præcist drejet tekst om en statsminister, der godt ved, hans politik ikke er til et 12-tal med pil opad, men hvad skal man gøre, når en Thuelsen Dahl ustandseligt inviterer sig selv på flæskesteg på Marienborg, og det eneste regeringsmakkerne ville gå med til var at skaffe ”billigere Lamborghinier – sgu da flot af et parti, hvis medlemmer kan sidde i to Fiat Minier!” Leveret af en suveræn Lisbet Dahl, der knivskarpt veksler mellem det kyniske og joviale.

Det er en åbning, der i ét sikkert greb viser, hvad dansk revy kan, når den er allerbedst: Indfange, indramme og give os overraskende vinkler på aktuel politik. Og det fortsætter og stiger gennem hele anden del af revyen.

Her kommer det endeligt alt sammen: #MeToo, Trump og Kim Jong Un, Putin og indimellem kan vi komme op og trække luft til René Vinthers overdådige balletnumre, der faktisk ikke længere har den pausekarakter, Cirkusrevyens ballet tit har haft, men istedet er korte, helstøbte danseforestillinger i sig selv.

Og på scenen står også et hold, der udstråler, at de ved, de står med en god revy, og en revy hvor de alle har et topnummer. Det er faktisk ikke så let eller tit, det sker, som man skulle tro. Med Ulf Pilgaard ikke kun som revyens nestor, men i allerhøjeste grad også dens trumf. Når den mand er på scenen, så styrer han ikke bare den, men også os. Vi sidder med tilbageholdt åndedræt, når han med små ekvilibristisk placerede detaljer gør den modne overklassemand i blå Ralph Lauren polo, der fra sin villa ved Øresund frygter Løkkes ghettoudspil – og det er jo ”ikke kun her, det er også Charlottenlund” – til et menneske, og ikke den kliché, som en mindre dygtig spiller kunne være faldet i at lave.

Med en klædeligt hvas Niels Ellegaard som Peter Aalbæk, der i Vase & Fuglsangs glimrende tekst stadig ikke har forstået en fløjtende fis af, hvorfor #MeToo ramte ham. Det var jo bare spas, sjov. Abegrotten, ikke?

Cirkusrevyen
Ulf Pilgaard, Cirkusrevyen 2018. Foto: Henrik Petit

Amalie Dollerup glider ubesværet og muntert ind i ensemblet, hendes unge energi og skønne sangstemme klæder revyen, også selv om hun måske ikke har aftenens bedste tekster.

Og så er der ikke mindst Henrik Lykkegaard. Parodiens og poesiens mester. Der glider så legende let fra prikkende præcise parodier på især selvoppustede statsoverhoveder til de smukkeste, blide og ufatteligt morsomme crazykomik numre. Hans stil sætter i år et så markant præg på revyen, at han nu for alvor har karakter af kronprins i Lisbet Dahls dronningerige.

Selv det poppede potpourri, der de seneste år er gået mode i at have med i enhver dansk revy – her fejrer den ene folkelige og udskældte genre, den anden folkelige og udskældte genre, nemlig Dansktoppens jubilæum – lader os både synge med og klappe i takt, men stikker også til genrens mærkeligste hits, som når Ulf Pilgaard med stoneface afleverer Henning Viléns håbløst sentimentale Elefantsangen.

Ikke engang dér får vi lov til bare at læne os tilbage og hygge, vi bliver holdt til ilden. Præcis sådan skal en moderne, vedkommende og hyperprofessionel revy skæres!

Medvirkende: Lisbet Dahl, Amalie Dollerup, Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard
Kapelmester: James Price
Direktør: Torben 'Træsko' Pedersen
Koreograf: René Vinther
Kostumier: Michael Nøhr
Scenograf: Niels Secher

Del artiklen

'Præcis sådan skal en moderne og hyper–professionel revy skæres!'

Facebook