Funktionalisten og humanisten

Anmeldelse af Flygt

<strong>Funktionalisten</strong> og humanisten

Flygt. Det Flydende Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Flygt
maj - aug 2018
Teater i BLOX og på Furesøren

Billedserie

Flygt
maj - aug 2018
Teater i BLOX og på Furesøren

Jeg tager hatten af for Det Flydende Teater, der med godt blik for historien i Historien har lavet en række fine portrætforestillinger om flere danske kulturkoryfæer, bl.a. Halfdan, Storm P. og Kaj Munk. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, at en eller anden national kulturkommissær havde lagt repertoireplanerne. Men æres dem, som æres bør, og det må være teaterets flydende bestyrelse og den kunstneriske leder Pelle Nordhøj Kann.

Nu kommer så et dobbeltportræt af mesterarkitekten Arne Jacobsen og hans kollega, lysmageren, kulturkritikeren, viseforfatteren, dragebyggeren m.m.m., Poul Henningsen (PH mellem venner og fjender), uropført torsdag i en multisal i Dansk Arkitektur Center i det spritnye grønne glaspalads på Københavns havnefront, BLOX, vis a vis Den Sorte Diamant, tegnet af Rem Koolhaas, den grandiose hollandske arkitekt, der sandsynligvis kan sin Arne Jacobsen, men næppe sin PH.

Og så er jeg nødtvungent nødt til at tage hatten på igen. For det her er en aparte forestilling, der er splidagtig med sig selv. Line Mørkeby – flittig som en hel myrekoloni – er som altid velskrivende, men denne gang går hendes idérigdom ikke op i nogen højere enhed. At hun kan sit tekstarbejde og har perfekt sans for de skæbnesvangre øjeblikke i den i forvejen dramatiske historie, er der dog ingen tvivl om. Det er alt det andet, udenomsværket, filigrannet, der forvirrer og irriterer, ikke mindst Cille Buchs indlejrede operasoloer, der ligger som mellemlægspapir mellem scenerne. Hvad dette fortællerspor skal gøre godt for, fangede jeg simpelthen ikke.

Flygt. Det Flydende Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Pelle Nordhøj Kann er PH – og staklen har fået kronraget et månekrater på issen, så der kun er ph’sk hår i siderne, man må lide for kunsten (men bagfra ligner han mest en middelaldermunk) – og Rolf Hansen er Arne Jacobsen. De to giganter på hvert deres felt har ambitioner og idealer om at vække danskerne af deres slummer. Vi skal have arkitektur og design med kvalitet, funktionalitet, rene linjer, klare systemer og æstetik, mener Arne Jacobsen. Det er et spørgsmål om tryghed. Og PH er for så vidt enig. Men for ham er kulturkamp også et spørgsmål om lys og latter, visen er et våben, og modstandskampen skal have sit subtile sprog. Ham kan ingen lukke kæften på, han skriver med livet som indsats: ”Jeg er hverken pessimist eller optimist, jeg er kritisk humanist! Nogen må bekæmpe højredrejningen i det her land,” gjalder han.

Flygt. Det Flydende Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Da vi møder de to koryfæer, er de blevet bragt sammen under ulykkelige omstændigheder. Jorden brænder under dem, de må flygte til Sverige. PH er en torn i øjet på tyskerne, og den danske nazihåndlanger Wilfred Petersen stræber ham efter livet. Arne Jacobsen er af jødisk familie, og nu begynder jorden at brænde under ham, uanset hvor lidt jødisk han føler sig. Den 30. september 1943 befinder de to mænd sig derfor med kone og kæreste i en lille robåd, der sætter ud fra Høje Skodsborg med kurs mod Sverige. Ved årerne sidder en ung jødisk konkurrenceroer, der også selv må væk. Flugten kan begynde.

Om det er autentisk eller ej, ved jeg ikke, men i Line Mørkebys historie efterlader Arne Jacobsen og PH en mand på stranden. En jøde ved navn Cenderowitz, der bønfalder dem om en plads i jollen. PH forbarmer sig, men Arne Jacobsen sætter sin vilje igennem, det er for farligt. Manden bliver på stranden, hvor han spiller på sin violin, mens flygtningene forsvinder ud på sundet. På den måde bliver de reddet, men han gør ikke. Hvis han havde været med om bord, var båden måske kæntret under overvægt. Det er stykkets nøgledilemma: Hjælper man hinanden for enhver pris, eller hytter man sine egne? Det spørgsmål stiller mange flygtninge stadig sig selv, heldigvis ikke på Øresund, men ved Middelhavet.

Flygt. Det Flydende Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen

Problemet med denne scene er, at intet tyder på, at Arne Jacobsen har nægtet at hjælpe en flygtning og dermed indirekte forvoldt hans død. Er der kilder til dette? Hvis ikke, synes jeg at det er en lige lovlig hamper fiktionalisering. Jeg har slået efter i Hans Hertels PH-biografi, men der er intet i beskrivelsen af flugten, der indikerer sådan en historie. Jeg har ikke biografien om Arne Jacobsen, så jeg må lade spørgsmålet være uafklaret.

Pelle Nordhøj Kann er ganske overbevisende som PH. Rolf Hansen begynder meget vegt som Arne Jacobsen, men får mere fylde hen ad vejen. Cille Buch er et uopklaret mysterium. Cellist Hanna Englund og klarinettist Marie Helene Bessesen spiller komponist Nikolaj Busks musik så fint, så fint. Men hvorfor skal det hele have en undertone af østjødisk klezmer og film score fra Schindlers Liste? Det har mildest talt intet med sagen at gøre.

Så vidt jeg ved står BLOX solidt plantet netop på den kajplads, hvor en anden vigtig flygtning gik i båden under besættelsen præcis et år efter PH og Arne Jacobsen, nemlig Informations stifter, Børge Outze. Han kunne også godt så rigeligt bære et teaterportræt.

Flygt har gode intentioner og god tekst, der holder den flydende i lav vandskorpe. Båden tager vand ind.

Medvirkende Pelle Nordhøj Kann, Rolf Hansen + Hanna Englund (cellist), Marie Bessesen (klarinettist) og Cille Buch (sanger). Senere i spilleperioden vil det være Kirstine Pedersen (cellist), Anna Klett (klarinettist) og Idil Alpsoy (sanger).
Instruktør Jacob Schjødt
Dramatiker Line Mørkeby
Scenograf Sir Grand Lear
Komponist Nikolaj Busk
Producent Christine Worre Kann
Koncept og idé Det Flydende Teater

Del artiklen

'Funktionalisten og humanisten'

Facebook