Nogens fald

Anmeldelse af Kongens fald på Det Kongelige Teater

<strong>Nogens</strong> fald

Kongens fald på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

Kongens fald
16. nov - 21. dec 2018
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

Billedserie

Kongens fald
16. nov - 21. dec 2018
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

Dansk litteraturs bedste roman – Johannes V. Jensens Kongens fald – er for første gang omsat til scenen. Det er en drabelig roman om dansk vægelsind. Anmelderen mærker selv splittelse og ubeslutsomhed.

★ ☆ ★ ☆ ★ ☆

Man kan kun skabe noget nyt, hvis man tør løbe en risiko. Det er det credo, som den catalanske instruktør Carlus Padrissa arbejder under, fremgår det af en artikel i programhæftet til Det Kongelige Teaters og Aarhus Teaters opsætning af Kongens fald, Johannes V. Jensens historiske roman, der er et uigendriveligt højdepunkt i dansk litteratur, et mageløst og mærkværdigt skønskrevet mesterværk.

Så lad os tage instruktørens princip op her. Jeg er villig til at løbe en risiko. Ja, jeg er faktisk nødt til det. Jeg ved nemlig ikke, hvad jeg skal mene om det, jeg så i Skuespilhuset i går aftes. Noget af det tiltalte mig enormt. Andet skuffede mig. Så når jeg nu vælger at bringe mine arbejdsnoter fra mørket, er det ikke i forventning om at skabe noget nyt (herregud, en anmeldelse er jo trods alt bare en anmeldelse, uanset dens form) men i forhåbning om i det mindste at ramme en retvisende udsagn om en forestilling, der er både forførende og forvirrende. Hvad jeg beslutter mig til at mene, finder jeg først ud af, mens jeg skriver. Til noterne hører noternes noter, der fastholder mine indfald.

Instruktøren hedder Carlus. Jeg tænker at det er et catalansk navn, en afart af drengenavnet Carles, som i Carles Puigdemont og Carles Puyol, hhv. catalansk løsrivelsespolitiker og catalansk fodboldspiller. Jeg hæfter mig ved fornavnet her, fordi det på nær ét bogstav er identisk med navnet på den måske mest fascinerende skikkelse i Kongens fald, nemlig Carolus, den gotiske homunculus, kongens uægte søn, som har fået fjernet hovedskallen, så hjernen kan vokse frit. Carolus er et vidunderbarn, ren og skær intelligens, men også en vanskabning af guds nåde, hemmeligholdt for folk i Lübeck, hvor han bor i en særlig beholder hos en olding af en astronom. Gad vide om Carlus og Carolus – med kun et o til forskel – er to sider af samme sag? Er den catalanske instruktør og scenograf også en orakelhjerne? Eller vil han, som sin næsten-navnefælle i romanen, havne på bålet?

Et transparent fortæppe i hele scenerummets bredde glider ned over scenen. Titlen, Kongens fald, står skrevet med bogstaver, der vel skal være middelalderlige, vi er jo i 1500-tallet. Men begyndelsesbogstavet, det store K, er formet af nøgne mennesker, der har lagt sig i formation på et gulv. De er fotograferet oppefra, lodret ned. Et humanbogstav, et menneske-K. Hvis øjet frastøder konstruktionen, står der ongens fald. Hvis o og n bytter plads, står der nogens fald. Nogen skal falde. Men hvem? Er det kun kongen? Hvad med instruktøren? Kan en catalaner løfte dansk litteraturs kongefortælling ind på scenen, eller vil han snuble undervejs? Og hvorfor står der i programmet at Mikkel Thøgersen spilles af Joen Højerslev? Jeg troede, at det var Peter Plauborg? Der må have været en nyhed, som jeg har overset? Det må jeg google i pausen.

Scenografien – som også er instruktørens værk – emmer af middelalder, markedsgøgl, muld og mørke. Hele teaterrummet er i brug, pludselig dukker spillerne op bag os og i gangene. Det irriterer mig. Der skal være tunge argumenter for at gøre den slags. Det er ikke nok, at der står en gøgler og jonglerer på et gelænder nede i parketten. Teater bliver ikke mere teater af at forlade scenen, ofte bliver det bare mindre teater, synes jeg. Men Carlus Padrissa larmer op. Med masker og maskiner, med video og vand, med hele snorepiberiet og det store krigsudtræk. Det hele ligner et maleri af Breughel.

Det er eminent opfindsomt, nærmest nycirkusscenografisk, når fire mennesker forvandler sig til hest og rytter og når et par slangemennesker går i bro og bevæger sig som larver i personstørrelse henover scenen. Men det er også overlæsset. Ingen begrænsning, kun begær. Og vand er åbenbart stadig højeste mode i scenografien. Masser af vand, plaskende, pjaskende, svuppende. Fint nok. Vand er et klassisk symbol. Livgivende, dødbringende. Også her – som alle mulige andre steder i samtidskunsten – dukker den orange redningsvest op. Skal vi virkelig tænke på Middelhavet og flygtningene? Også her?

Er der noget galt med Henrik Szklanys manuskript? Er der noget galt med instruktionen? Eller er scenografien simpelthen bare forestillingens clou? Måske skal kongen falde med al den visuelle kraft, der kan samles på en scene. Og så må Johannes V. Jensens formidable ordkunst tage til takke med skuespillere, der ikke har noget nær samme format. Mikkel Thøgersen, hvor er du? Jeg kan se at der står en mand deroppe på scenen, som hævder at han er dig. Men jeg kan ikke mærke ham. Jeg kan dårligt nok høre ham. Og Ide, du blide! Mikkels døvstumme barnebarn, som han fornægter. Jeg kan se dig i al din hvidkalkede bleghed som stykkets sfæriske fortæller. Men dine små skrig af skræk til trods, kan jeg ikke finde dine følelser. Der er et mærkeligt fravær af karisma i det karismatiske stykke. Det er som om, at menneskerne ikke kan hamle op med de stærke, støjende omgivelser, de er sat i.

Pause. Jeg finder en nyhed fra oktober om, at Peter Plauborg ikke ”kunne se sig selv i stykkets koncept” og derfor trak sig. Hm. Det lyder som om, der har været uovervindelige uenigheder. Nok om det. Jeg elsker romanen. Den er den danske litteraturs hjertekammer og skatkammer, et gnistrende eksperimentarium for sprog og historiefortælling. Men hvad skal jeg mene om skuespillet? Jeg leder efter kongenialiteten, efter overensstemmelsen mellem Carlus Padrissa og Johannes V. Jensens stil, tone og intention. Men hvorfor gør jeg egentlig det? Måske fordi den sidste litterære dramatisering i Skuespilhuset havde det hele, Elisa Kragerups udgave af Rifbjergs Den kroniske uskyld. Den sad lige i øjet. Nu er jeg i tvivl. Jeg kan genkende romanens stemning i scenografien, ikke i menneskene. Men tvivl er jo også en kvalitet. Jeg lytter til den gamle konge. Hvad er det han siger, den vægelsindede Kong Christian, da han sejler en lang nat mellem Jylland og Fyn, fordi han ikke kan bestemme sig til, om han skal tage kampen op mod de oprørske herremænd, eller om han skal forskanse sig hjemme i København. Hvis man tvivler skal man altid undlade, siger han. Man skal vende ryggen til genstanden for sin tvivl. Genstanden for min tvivl er jo netop deroppe på scenen netop nu. Hvis jeg vender ryggen til genstanden for min tvivl, mister jeg jo evnen til at bedømme den. Jeg tvivler på om det er relevant at bebrejde scenografien sin glubske kreativitet? Jeg tvivler på om det er fair at kritisere skuespillerne for ikke at have udstråling nok til at fylde dansk litteraturs måske mest karismatiske drama? Jeg tvivler på om legebarnet Carlus har tænkt over, at hans navn minder så meget om navnet på dansk litteraturs mest mærkværdige skabning, hjernebarnet Carolus?

Johannes V. Jensens roman handler om vægelsindet som en dansk disciplin. Kongen inkarnerer den. Uviljen ved at skulle vælge. Jo tak, selv er jeg lammet af ubeslutsomhed. Jeg kan vælge at være begejstret. Jeg kan vælge at være forbeholden. Begge dele med lige god ret. Det jeg har set på scenen, afgør ikke sagen entydigt for mig. Men nu bestemmer jeg mig: Skuespilpræstationerne imponerer mig ikke. Mikkel er for vag. Kongen er for fjollet. Ide er for udvisket. Og så videre. Har Carlus Padrissa søgt dette udtryk? Det tror jeg ikke. Men hvorfor er der ikke sprunget ild ud af gløder? Det er en ubesvaret gåde. Men opsætningen som helhed er litterært loyal, båret af en visuel vision om en brunt formuldet middelalder. Jeg deler de seks stjerner lige over. Men splittet som jeg er – splittet som en konge i rutefart mellem Fyn og Jylland – går jeg i land og fortryder, sejler ud igen, og fortryder. Derfor får Kongens fald tre stjerner, men kun hver anden.

Skuespilhuset til den 21.12. 2018
Derefter Aarhus Teater fra den 9.1. 2019.

Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa
Dramatiker: Henrik Szklany
Kostumedesign: Karin Betz
Komponist: Adele Madau
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikke Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen, Janus Elsig samt virkusartisterne Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Silvestre Matos, Matthias Umaerus og David Ullrich.

Del artiklen

'Nogens fald'

Facebook