Skuespillerne sprudler i et væld af tovlige karakterer på Mungo Park i teaterudgaven af Line Knutzons humoristisk kritiske roman Camille Clouds brevkasse. Vi venter ikke på Godot, men på selvhjælps-guruen Camille Cloud.
”Jeg venter på Camille Cloud”, forklarer den bebrillede nørd genert. Han fortæller, at han lider af OT, Overdreven Tålmodighed, og at han tidligere har ventet i over to døgn på selvhjælpsguruen uden succes.
Det er bare én af de tossede og fantasifulde karakterer i sceneversionen af dramatiker og forfatter Line Knutzons roman Camille Clouds brevkasse.
Rammefortællingen er simpel; en Q&A efter et oplæg, og det er på den måde gammeldags teater, vi får i Camille Clouds brevkasse. En række karakterer venter på Camille Cloud, der skal holde foredrag. Camille Cloud er en succesfuld brevkasseredaktør. Hun har før, hun blev født vidst alt, hvad der var værd at vide og har svaret på alt. I hendes hovedværk, den psyko-filosofiske bog De tre søjler, finder man således også gode livsråd om selvet og det villede selv, der vil selv – i modsætning til det modsatte.
Mens karaktererne venter på guruens gode råd, begynder de at fortælle hinanden om deres problemer og stiller deres spørgsmål. Det glade, utilfredse ægtepar spørger til, hvilke kunstnere det mon vil være bedst at hade, mens manden, der er faldet helt pladask for sig selv, beder om råd til at møde ligesindede.
Karaktererne skiftes nu til at forestille sig, hvad Camille Cloud ville svare. Og efterhånden viser det sig, at den 50-årige kvinde, der er fortvivlet over at begynde at se ud som en 50-årig kvinde, overtager den ventede foredragsholders karakter og forvandler sig til Camille Cloud med lyserød paryk og fjer lige for øjnene af os. Marianne Mortensen, som Camille Cloud, leverer en af pragt-scenerne her på Mungo Park i Allerød. Men Malin Rømer Brolin-Tanis enestående fysiske fortolkning af hviske-kunstneren, der har svært ved at lave marketing for sig selv, fordi hun jo hvisker, også skal fremhæves. Det er i det hele taget kun imponerende, hvordan alle fire skuespillere glider ind og ud af alle deres mange forskellige roller.
Til sidst dukker Line Knutzon også selv op som karakter i stykket. Det er selvfølgelig oplagt, at forfatteren selv må optræde i en forestilling om selvet. Og derudover forstyrres skellet mellem fiktion og fakta ved Knutzons egen optræden. Hun hader Camille Cloud, men det skal ikke afsløres her, hvor meget.
Camille Clouds brevkasse er virkelig veloplagt satire over vores succes og selfie-kulturs lomme-psykologiske og overfladiske selvdyrkelse. Det er let og skægt teater, men med kritisk bid. Man kunne diskutere om ikke kritikken af de sociale mediers selviscenesættelse er en smule enøjet og bedaget, men de veloplagte skuespillere og Knutzons fantasifuldt sprudlende karakterer og sprog er helt sikkert en kolossal fornøjelse.
