Tit bliver monarker portrætteret som smådumme, enfoldige og forlystelsessyge fjolser, som køres rundt i manegen af deres intrikate embedsfolk og rådgivere. Vi har Kejseren i H.C. Andersens Kejserens nye klæder, vi har Sultanen i den disneyficerede udgave af Oehlenschlägers Aladdin, vi har Kong Christian VII fra Danmarkshistorien, og sikkert mange, mange flere. Medfødt magt indbyder til satire.
Netop nu, på Det Kgl. Teater Gl. Scene, i Amadeus – Kasper Holtens udgave af Peter Shaffers skuespil (1979), bedst kendt fra Miloš Formans film (1984) – møder vi endnu en tronperson uden magt over sin egen, ja: magt. Kejser Joseph II sidder godt nok øverst på hierarkiets tinde i Wien dér i 1780’erne, men i praksis er han en blot en kransekagefigur, en handske- og nikkedukke.
Det er Kristian Halken, der giver Kejseren krop og stemme. Det gør han klassisk komisk med en behagesyg vennesælhed, der slet ikke passer sig for en mand i kejserens position. Men hvad skal den stakkels mand gøre? På den ene side er han meget tiltrukket af det uortodokse geni Mozart. På den anden side er staklen under fidel påvirkning af sine nærmeste rådgiveres gule jalousi overfor opkomlingen. Det vender jeg tilbage til.
Først må vi lige have styr på tid, sted og handling. Men hvad det angår, tror jeg bare at jeg stiller direkte om til Det Kongelige Teaters eget handlingsreferat, som er helt retvisende, så klik her.
Snoge og sykofanter
Godt. Nu ved vi, hvad det går ud på. Men de betydningsbærende lag i stykket må vente lidt endnu. Først må jeg nemlig lige opholde mig ved den scene, som er omtalt i referatet, hvor Kejser Joseph II falder i søvn under Figaros bryllup. På denne premiereaften på Kgs. Nytorv måtte vi nemlig op og stå og hilse velkommen til vores helt egen monark. Hende går vi ikke rundt og griner af her i landet – latterliggørelsen var forbeholdt hendes mand. Enkedronningen ser vi derimod som et livsklogt orakel. Men hvordan kan en dronning være livsklog på sit folks præmisser, når hun på ingen måder lever et liv, der minder om almindelige menneskers? Det spørger jeg mig selv om hvert år, når nytårstalejubelen ingen ende vil tage.
Altså: Dronning Margrethe II indfandt sig i sin loge, og fra min plads i parkettet havde jeg perfekt udsyn til hendes svagt oplyste profil. Tit skævede jeg hendes vej for at se, hvad hun syntes. Selv kan jeg godt blive urolig i kroppen og udmattet i hovedet, når jeg sidder i en mørk teatersal efter en travl dag. Selvom jeg godt kan lide det, jeg ser, kan jeg blive snigløbet af småsøvn. Det kan alle, tror jeg. Jeg har hørt om en teateranmelder, der skrev så frisk om aftenen efter forestillingen, fordi han altid havde fået en lille lur i salen. Men en dronning kan jo ikke tillade sig at falde hen. Det er vist sket for hende ved ørkesløst lange åbningsdebatter i folketinget, men godt ser det jo ikke ud.
Men når Kejser Joseph II kan falde i søvn til premieren på Figaros bryllup, kan Dronning Margrethe II vel også blive søvnig til premieren på Amadeus? Nej. Hun sad, rank og urokkelig, fuldt fokuseret og koncentreret, oven i købet med et lille saligsmil om munden. Men hun må nok have tænkt sit – på en måde som kun hun kan gøre her i landet – om kejseren, der faldt i søvn i sin stol (morsomt lavet, latterligt overdimensioneret, Kejseren lignede et legetræt barn, der er faldet omkuld i en lænestol). Og om portrættet af den fjollede musikinteresserede monark, som alle hoffets snoge og sykofanter prøver at tage røven på.
Amadeus på Det Kgl. Teater Gl. Scene. Foto: Camilla Winther
Kunstarternes samvirke
Amadeus er i Kasper Holtens hænder en på én gang teaterklassisk og vild og vilter omgang, kraftigt krydret og muntert serveret, naturligvis spækket med påhit og prøvelser, som tilsammen udgør en farvefuld og energisk skæbnehistorie om kunst, jalousi og magtspil. Her kommer både skuespillet, musikken, operaen og dansen til sin ret. Det er kunstarternes samvirke, der slår til, smukt hjemmehørende i Maja Ravns dunkelt-kaotiske scenografi, hvor nodepapirer rejser sig som et fjeld, en overkammende bølge (måske formgivet efter en nodedetalje eller lignende?), der vellykket rummer de temperamenter, den labile Mozart er udspændt imellem: Den legesyge skaberglæde og den sorteste apati.
Som Salieri – den sorte snog, der på én gang hader og elsker Mozarts geni, som ikke alle kan anerkende, men han, Salieri, er ikke i tvivl, og dermed heller ikke i tvivl om sin egen middelmådighed – er Søren Sætter-Lassen helt enormt velspillende, hvilket er lige så overraskende som regn på en rude. Han giver den indebrændte komponists bitterhed over ikke at være beåndet af det guddommelige geni, der flyder som musikalsk guld fra Mozarts hjerne, strålende.
Amadeus på Det Kgl. Teater Gl. Scene. Foto: Camilla Winther
Geniet selv spilles af Simon Bennebjerg, der med et åbent fjolleansigt og en let forklovnet stemme har lagt sig lige lovlig tæt op af filmatiseringens Mozart (Tom Hulce). Klart stærkest er han, når Mozart er i sin dybeste livskrise, fattig, syg, fortabt. Så er smilet tørret af og de rødrandede øjnes desperation gløder. Som Mozarts hustru, Constance, ses Rosalinde Mynster, der forekommer mig at være mere berømt og berømmet, end fair er. Især i hendes replikker bliver Kasper Holtens egen oversættelse også triviel. Men henne på hjørnet af Hestemøllerstræde og Lavendelstræde hænger jo en mindeplade for hende, for her boede hun som enkefrue efter Mozarts død, da hun giftede sig med en dansk diplomat. Her i byen så hun sin mands værker opført på netop den scene, hvor hun nu selv bliver portrætteret.
Amadeus på Det Kgl. Teater Gl. Scene. Foto: Camilla Winther
Med Mozart som slagmark
Hvorfor Amadeus ikke bare hedder Mozart, kan jeg ikke forklare. Det er jo til efternavnet hans geni er knyttet, og skuespillet handler dybest set om geniets kamp for at få plads til at udøve sin kunst. Selv er han ikke i tvivl: Ingen andre i verden kan skrive den musik, som strømmer ud af ham. Men de småtskårne middelmådigheder under ham ikke det, der tilkommer ham. Han bliver ydmyget, hans hustru ydmyger sig for hans skyld – men ydmygelsen falder tilbage på middelmådighederne selv. Deri ligger Salieris dobbelte selverkendelse, og det er stykkets clou. Han kæmper sin kamp, en kamp mod Mozart, sig selv og Gud, med Mozart som slagmark. Det kulminerer så smukt – plottet går behændigt op først med forklaringen på Mozarts febersyn om en ansigtsløs mand, der vil have ham til at skrive en dødsmesse! – med Salieri der udråber sig selv til skytsengel for alle middelmådigheder, nu og i al fremtid. Mageløs selverkendelse.
Geniets rejsning – og publikums
Efter tæppefald bryder jubelen løs blandt det københavnske teaterpublikum, der altid labber det store udtræk i sig med god appetit. Hvis en joke er sjofel, vil lykken ingen ende tage. ”Sænk Deres stemme,” får Mozart at vide. Han replicerer: ”Sænk Deres testikler!” Han siger også: ”Når man løfter jeres sjæle op, ser man bare røvhullet så meget tydeligere!” Og når der tales om ”det ophøjede i musikken”, siger han, at det eneste ophøjede der interesserer ham, er hans rejsning.
I logen sidder Dronningen og klapper, mens hun smiler. Og skuespillerne, musikere, sangere og dansere – både genier og middelmådigheder – gør reverens for hende, før de bukker mod os andre. Da Kristian Halken, Kejseren, træder frem, bukker han pligtskyldigt mod dronningelogen med en subtil og nødtørftig kropsdiskretion. Det lignede lidt en viljeshandling. Men på publikums rejsning så det ud som om de havde mødt det ophøjede.
