Countrybandet The BeatRoots var i opløsning i 5-6 timer. Heldigvis for os fandt de sammen igen og trykker alle genrens banaliteter af i en helstøbt forestilling om fælleskaber og individualitet.
Teatergrad har begået en beskidt lille perle med musikforestillingen The BeatRoots, der handler om familie-countrybandet af samme navn, men allermest om individualismens udfordring af fællesskaberne.
Et band er jo essensen af et fælleskab, men utallige myter knytter sig også til dramatiske opgør, hvor eneren går sologang eller gemytterne bare ikke kan forenes om den fælles idé længere.
Således også i bandet BeatRoots, hvis centrum Mama Nellie er død. Hendes sønner Rolf (Hansen) og Jacob (Teglgaard) forsøger sammen med deres udkårne Søs (Marie Louise von Bülow) og Chris (Christine Worre Kann) at ære morens minde på en turné i forsamlingshuse, for det er jo der, fællesskaber opstår, som de siger.
Men det er ikke nemt, når Rolf er gået på vandvognen og krammer træer for at finde sig selv, og Jacob har et umådeligt og ganske patroniserende behov for at dirigere både scene og sal i folkelighedens navn. Søs og Chris holder skansen, men ender også som del af stridighederne, fordi de som ægte country-kvinder Stand by Your Man, som Søs allerede tidligt i forestillingen synger med sødme og pondus.
Line Mørkebys tekst og Pelle Nordhøj Kanns instruktion bruger alle countrygenrens koder og finder hinanden i en sejt skåret forestilling, hvor musiknumre og dialog spiller sammen med publikumsinddragelse og slowmotionscener, hvor vi hører de fires tanker – og de er ikke altid stuerene.
Countrygenrens banalitet og ligefremhed bobler også op i replikkerne, men hele tiden i en perfekt balance mellem ironisk kant og genrens indbyggede inderlighed. Teksten nærmer sig det didaktiske i sin udpegning af individualitetens bagsider, men glemmer heller ikke at stille spørgsmålstegn ved, om man kan have patent på fællesskabet. Banalitet og didaktik virker, når den leveres med charme og autenticitet.
Det leverer holdet fra Teatergrad, der er eminente til den nænsomme publikumsinddragelse. Her bliver vi både taget med bukserne nede, når linedans pludselig får fascistiske undertoner, men bringes også i havn på slutningens blide sang, der langsomt forplanter sig fra scene til sal. Så har man altså publikum i sin hule hånd.
Afsindigt dygtige Marie Louise von Bülow har arrangeret de traditionelle sange og selv komponeret et par stykker. Christine Worre Kann giver sammen med hende en solid udgave af Dolly Parton-klassikeren 9 to 5, men brager særligt igennem med Me and Bobby McGee, som hun gør frisk og sjælerivende på ny. Der er en smule knas med harmonierne i en enkelt sang mod slut, men ellers er vi sejt swingende med de fire bandmedlemmer hele vejen, hvad enten hjerte rimer på smerte eller sukkerfoden skal vrikkes.
The BeatRoots er en rigtig god idé, som lykkes. Min unge ledsager var bjertaget, ligesom de grånende linedansere på første række. Genren er måske en anelse forkætret, men vi kan jo sangene og sammen med de fires skønne sam- og modspil lirker de os op til et øjebliks åbenhed og refleksion.
Det er en lille forestilling, men en perfekt perle, der hiver den femte stjerne hjem for atter at tænke teaterrummet nyt og ramme plet med et kunstnerisk spørgsmål til samtiden.
