Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

Reumertsalon: Krop til ord, og ord til krop

Året har budt på en række meget fysiske forestillinger, der bruger spillet mellem ord og krop – og mellem virkelighed og repræsentation – til at fortælle stærke historier om tiden og det at være menneske. Bikubenfonden havde inviteret tre kunstnere til samtale, for hvad skal vi dog med al den fysik på scenen? Midt i CPH Stage bød Bikubenfonden atter til Reumertsalon på Husets Teater. Denne gang talte tre Reumertnominerede paneldeltagere om ord og krop med medlem af Reumertjuryen Tore Leifer som moderator.

Morten Burian og Paw Henriksen var begge nomineret som Årets Mandlige Hovedrolle for stykker, der har en voldelig person i titlen, hhv. den fiktive Rocky!, der spillede på Husets Teater i efteråret 2017 med Burian i rollen som fortæller og Mig & Tyson, der spillede på Teater GROB i foråret 2017 med Paw Henriksen i rollen som ’Paw Henriksen’ og bokseren Mike Tyson som referenceramme for monologen. Tore Leifer spørger derfor som noget af det første, om figurerne Rocky og Tyson ikke er lidt sære valg til et traditionelt teaterpublikum.

Men det er de to skuespillere ikke enige i. ”Jeg tror godt, folk vil se en del”, mener Burian, ”Det handler jo mere om, hvordan det bliver fortalt. Når rammerne flytter sig, sker der også noget nede i salen”. Henriksen supplerer: ”Ja, folk vil gerne overraskes og vi er jo afhængige af, hvordan publikum reagerer”. Burian anerkender, at der er aggression i figuren Rocky, men ”at vreden jo kommer ved at gå ind i afmægtigheden, som taberen oplever, og som genererer den aggression, som er interessant at koble på den repressive tolerance på venstrefløjen. Den helt fysiske vrede, som bl.a. Dansk Folkeparti kan tricke. Rocky er jo netop ikke en 1:1 overførsel fra filmmediet, men opstod ud fra en fascination af tabermyten og blev til en undersøgelse af magtforskydningen fra kultureliten til andre grupper”, fortæller Burian og fortsætter: ”Rocky udfordrer fortælleren på den definitoriske sproglige magt”. Fortællerrollen er en venstreorienteret, humanistisk skuespillertype – en kliché, der kunne være Burian selv, hvilket peger på endnu en lighed med Mig & Tyson, nemlig koblingen til virkeligheden.

Henriksens rolle i Mig & Tyson var egentlig tænkt til en helt anden skuespiller, så historien tog en drejning, da han kom på holdet. Han er selv passioneret bokser og det autofiktive og stykkets afsluttende boksekamp kom dermed til at fylde meget mere end først tiltænkt. ”Boksning er jo sådan en slags gladiatorteater og det ville jo være sært, hvis alle mente, at det bare er alletiders at slå løs på hinanden”, siger Henriksen. Netop derfor var det en vigtig fortælling for ham og derfor gav det mening at bruge hans egen historie. ”Der er kun få ting, som jeg ikke selv har oplevet. Og jeg var glad for at kunne fortælle om min baggrund og min kærlighed til boksning. Jeg ville derfor også have med, at det at slippe boksningen, var ligesom at miste sin første kæreste”.

Sorg i en helt anden forstand er omdrejningspunktet for monologen Jeg løber, der spillede på Det Kongelige Teater i efteråret 2017, og som panelets sidste deltager, Line Mørkeby, var nomineret til Årets Dramatiker for. Den havde altså modsat de to andre ikke en voldelig figur som omdrejningspunkt, men var baseret på journalisten Anders Legarth Schmiths Politiken-løbeblog af samme navn, som han skrev efter hans datters død. Mørkeby fortæller, at hun også selv arbejdede ganske fysisk med dramaet for at skabe en rytme, hvor ordene fulgte løbet. “Løb er jo hele tiden fremad, små bevægelser, skift i tempo, så jeg skulle ramme en rytme, der vekslede mellem små sætninger og store passager og pauser og jeg løb derfor selv for at finde ind i rytmen”. Skuespilleren Anders Juul, der løb sig gennem den 75 minutter lange monolog, brugte derimod det fysiske rum til at strukturere teksten ved at placere de forskellige dage i fortællingen forskellige steder i rummet.

Reumertsalon
Bikubenfondens Reumertsalon på Husets Teater. Foto: Bikubenfonden

Alle tre forestillinger har altså et stærkt fysisk aspekt og Leifer spørger, om der er noget, de ikke vil gøre på scenen. Burian mener, at der er grænser, men at de ikke ligger fast. ”Det skal ikke være provokation for provokationens skyld, der skal være hjerte med. I en voldelig forestilling som Rocky! giver det mening at stille min krop til rådighed – og det er jo også hårdt for publikum at se på”. Mørkeby er bevidst om publikum, men tænker ikke i effekter. ”Mine tekster er nok ikke så konfronterende, men mere modellérbare i mødet med publikum. Det er nu-heden, der er teatrets potentiale”. ”Man skal jo ofre sig for publikum”, siger Henriksen, der var glad for den fysiske rolle, selvom det var hårdt at bokse uden opvarmning og ”bare lige få en tandbeskytter på”.

Teater er i sin grundform fysisk, men disse tre stykker skiller sig ud ved at kræve ”stjernegod form”, som Mørkeby formulerer det. Det handler, ifølge hende, også om at forstå noget via fysikken. At man kan sige noget om samfundet, om følelser og begreber på en anden måde med kroppen end med ordene. Burian er enig i, at der er en tendens til det konkrete i samtidens teater, og Leifer spørger, om den tendens er beslægtet med tendensen til at bruge virkeligheden, fx det autofiktive aspekt. ”Der er nok skruet lidt op for den tendens, der jo i teatret også bliver et spil mellem præsentation og repræsentation, mellem skuespiller Paw og rolle ’Paw’”, mener Burian. Netop repræsentationen havde Mørkeby fat i, da hun først spurgte Anders Legarth Schmith, om hun måtte bruge hans blog til en dramatekst. Efter lidt overvejelse gav han tilladelse, netop fordi det var i kunstnerisk sammenhæng og ikke til en damebladshistorie, og han var til Mørkebys glæde meget berørt og glad for resultatet, hvor liv blev transformeret til kunst.

Reumertsalon
Bikubenfondens Reumertsalon på Husets Teater. Foto: Bikubenfonden

De tre i panelet er nomineret for ny dansk dramatik og Leifer runder derfor salonen af med at spørge til deres syn på forholdet mellem denne type dramatik, klassikere og block busters. Burian kan være nervøs for, at vi af mangel på risikovillighed vænner publikum til for få, sikre titler. ”Jeppe, Hamlet, Macbeth!”. Henriksen roser GROB, der bare tog konceptet Mig & Tyson ind. ”Det er jo sådan noget, der skal gøres. Man kan ikke lave gode fortællinger som segment-tv og boy bands. Der skal jo være alt teater”, fortsætter han og roser også Teater Sorte Hest, der holder det absurde teater i hævd. Mørkeby skriver både smalt og block busters som SKAM. Hun er ikke så nervøs og synes, branchen skal stoppe med offerpositioneringen. ”Der er mange teatre, der satser på ny dramatik og SKAM giver mening, når jeg står og ser busser fulde af unge – nye teatergængere – strømme til”.

På denne håbefulde note sluttede en Reumertsalon i godt selskab og med kig direkte ned i det æstetiske arbejde med at gøre ord til krop og vice versa. Der var noget mindre slag i bolledejen end til sidste salon om kunst og identitetspolitik, men begge vinkler har sin berettigelse, så lad mig håbe på, at der også fremover vil være en vekslen mellem det overvejende æstetiske og det samfundsdebatterende.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce