Del

Tête de Louise Alenius
6. - 27. april 2019
Eighteen Gallery

Komponist Louise Alenius overrasker igen med sin sansemættede musik-performance Tête, der lader publikum glemme tiden et kort øjeblik, mens de én af gangen får en blid, musikalsk omfavnelse i en koncertsal, der er udformet som kunstnerens eget hoved.

Hvis det er sådan, det føles at være inde i hovedet på komponist Louise Alenius, så bytter jeg gerne for en stund. I værket Tête tager hun os bogstaveligt talt med ind i sit eget hoved, hvor én tilskuer af gangen får opført en miniature-koncert i en sal, der er udformet som kunstnerens eget hoved. Her er det tanken, at vi skal møde Alenius’ idéer som råmateriale, inden de får fysisk form og bliver udsat for kompromiser og fornuft.

Tête er, udover et musikalsk værk, et 3,5 meter højt og hult træ-hoved med en blankpoleret overflade, hvor bløde bakker og dale danner ansigtets overdimensionerede, men fine træk. Hovedet mangler et øre, og der, hvor det skulle have været, er i stedet indgangen til den lille koncertsal.

Tête de Louise Alenius på Eighteen 2019. Foto: Jan Søndergaard

Inden vi hver især får lov at komme derind står vi i stilhed og lytter til musikken – en symfoni af milde harmonier – der strømmer ud fra hovedet. Hver tilskuer får et par minutter derinde, og da jeg nærmer mig indgangen og kan kigge ind, udbryder min ledsager forbløffet: “Der er et andet menneske derinde”. Ud over tilskueren, der er placeret på en stol midt i det mørke rum, kravler en performer rundt langs væggen og det er blandt andet hendes stemme, vi har lyttet til.

Inde i installationen bevæger performeren sig rundt og synger først i mit ene, dernæst det andet øre, nede ved mine fødder og trukket lidt tilbage i rummet. Hendes stemme er klar og fin og de små vokal-etuders harmonier danner et roligt lydunivers, der uden ord, men med forskellige lyde – nogle hæse og luftige, andre gurglende strubelyde – har en næsten meditativ indvirkning.

Louise Alenius foran Tête. Foto: Lina Hashim

Den lille boble, som Alenius har skabt, synes som et beskyttelsesrum, hvor vi kan lukke alting ude og glemme tiden – et øjeblik. Idéen om, at der er brug for et beskyttelsesrum for det moderne menneske, er tankevækkende i sig selv. Det er oppe i tiden at forsøge at finde ro for diverse stressfaktorer og forstyrrelser – beskeder, notifikationer og alt det, der kæmper om vores opmærksomhed i en digital hverdag. Psykologiske redskaber og meditationsteknikker som fx mindfulness bliver større i takt med, at vi får et større behov for at lukke af. Det pålægges den enkelte at finde løsninger, så vi effektivt kan tilpasse os og da jeg sidder dér inde i hovedet og forsvinder væk i lyduniverset, tænker jeg, at det er alt det udenfor hovedet, vi burde ændre på.