Isabella’s Room er et tidløst mesterværk i konstant bevægelse. Efter 15 års sceneliv føles historien om Isabella, der jagter sin Ørkenprins, stadig som rock’n’roll.

Hvis du stod for enden af dit liv og skulle fortælle om det, hvad og hvem ville du så ikke tage med? Hvad ville være fuldkommen betydningsløst, selvom det står i alle historiebøger? Hvad er sandheden, hvad er løgn. Og skal hemmeligheden afsløres?

”A life in pain is a waste of time”, synger den blinde hovedperson, 89-årige Isabella, der har fået specielle briller, som gør hende i stand til at se. Hun akkompagneres af rå elguitarer, spillet og sunget af de vigtigste figurer i hendes lange liv. Der er de drikfældige bohemeforældre, som valgte hinanden over datteren. Den poetiske elsker med kone og børn et eller andet sted, som bliver småtosset på sine gamle dage. Der er det eneste barnebarn, der også er hendes sidste kæreste (!), og som purung bliver skudt i fantasilandet, Afrika. På scenen hvirvler hendes energiske to hjernehalvdele og hendes erogene zoner rundt (som i Isabellas fantasi har fået hver sin dansende krop) ligesom fantasifaderen, Ørkenprinsen. Denne aften i Isabellas Room hjemsøges den aldrende levekvinde, fordi de alle vil afsløre den store hemmelighed, at hun har løjet for sig selv.

Hvor er det nu, lighteren er? Nå ja, på den udstoppede narhvalspenis

I dødens venterum er Isabella omgivet af antropologiske gravrøvede relikvier fra verdens første civilisationer. Alle uhyggelige symboler på udvekslinger mellem mennesker til evig tid: kærlighed, økonomi, retfærdighed, erotik, forplantning osv. Men for Isabella er de pragmatisk reduceret til brugsgenstande. “Hvor er det nu lighteren er? Nå ja, på den udstoppede narhvalspenis.”

Viviane De Muynck i titelrollen som den blinde, men farverige Isabella. Foto: Eveline Vanassche

Isabellas livsvisdom er rock’n’roll. Hun er – spillet 15 år i træk af skuespiller Viviane De Muynck – ikke en skrøbelig lille noksagt, men en sensuel WTF-madame i stram sort nedringet T-shirt med et glimmerhjerte over den barmfagre kavalergang. Hun ryger smøger, why not, og hun svælger i alt andet end livslede. Nu er hun blevet fuldkommen blind. Måske fordi hun, siden hun var en lille pige, har insisteret på, at hendes liv skulle være uden smerte. Men nu vil de ulykkelige og bitre ses, høres og erindres. Så de hjemsøger hende – og hinanden – kærligt drillende i en sky af uhåndgribelig dans og melankolsk repetitiv musik.

Livet er ikke banalt, men set i bakspejlet forvrænget

Den 15 år gamle forestilling af Jan Leuwen er en bramfri energiudladning af en privat fest, som vi er livsvidner til i et tidløst rum. Det er et leben af et selskab, ømt, forvirrende og energisk, og fuldkommen banalt, sådan som livet nok er set i bakspejlet. 

Lyden er forvrænget – for livet, minderne, lader sig ikke indfange og fortælles rent. Tilværelsen er grundlæggende ude af kontrol, erfarer vi, mens David Bowies Rock’n’Roll Suicide runger på scenen. Isabella slår sig til tåls med de flygtige kærligheder, og det fejrer hun omgivet af alle dem, hun elsker i sin høje alder. Vi blev næsten misundelige. Spørgsmålet bliver: Hvad er sandheder egentlig værd at the end of the day?

Stykket er skabt i 2004 af Jan Leuwers og efter mange års sejrsgang på alverdens scener, er der nu kun en enkelt opførsel tilbage. Så lukker forestillingen ned, og vi har kun erindringen tilbage om et tidløst mesterværk. Et langt og begivenhedsrigt liv kan fortælles på mange måder. It just goes on and on and on som James Joyces punktumløse skriblerier.

Læs mere om forestillingen her