Man sidder på vagt, når børn selv fortæller om overgreb direkte til publikum.
I Five Easy Pieces re-enacter syv børneskuespillere fem blikke på den grusomme historie fra Belgien i 1995. Dengang kidnappede, torturerede og seksuelt misbrugte Marc Dutroux seks piger i alderen 8 til 19 år. Fire af pigerne kom aldrig hjem. Han slog dem ihjel.
En parallelverden, ligesom Dutroux’
Instruktøren og virkelighedsteaterskaberen Milo Rau vil tydeligvis (overbe)vise os (om), at der ikke er nogen af skuespillerbørnene, der har lidt overgreb i tilblivelsen af dette værk.
Men det hele er teater. Så selvom det foregår lige for øjnene af os, ved vi, at også det er en påstand og konstrueret. Teater er indøvet, ikke improviseret, ikke virkelighed. Det er bare noget, vi leger i teatermørket. En parallelverden, ligesom Dutroux’. Den store og altafgørende forskel er, at vi, publikum, er der hele tiden til at holde øje med børnene. Derfor var der i denne stille, udramatiske forestilling Five Easy Pieces om tragedien ikke et roligt øjeblik på publikumsrækkerne. Vi var på vagt.
Det er bare teater
Børnene “får lov” at vælge, hvem de vil spille i tragedien. Ingen vælger monsteret, den rolle tager den voksne på scenen selv. De vælger politibetjenten, Dutroux’ aldrende far, forældrene til en af de døde piger, en af pigerne i kælderen og Belgiens kronprins. Samfundet der svigtede.
LÆS OGSÅ: At se ondskaben i øjnene uden at miste sin uskyld
Rollerne er fordelt. Nu skal de i gang. De glæder sig til at spille teater, sådan som de voksne skuespillere gør det på filmen, der synkront vises over deres hoveder. Børnene er også selv filmholdet, der sørger for at live-projicere “betjentens” frustration, “pigens” videobrev til forældrene fra sit fængselshul, osv. De vil gerne gøre det godt, så “instruktøren” bliver tilfreds.
Five Easy Pieces er ikke let at se på. Det er svært at skelne mellem de mange metalag. Og det er i sig selv genialt, fordi de fire metalag er et overgreb på os, når vi frivilligt har valgt at se, hvor intelligent “instruktøren” bedriver grooming, så han kan overskride børnenes grænser. Især i scenen, hvor “instruktøren” vil have pigen til at klæde sig af og ender med at hjælpe hende, fordi det går for langsomt. Foran kameraet. “Prøv at græde”, opfordrer han. Hun svarer ikke.
Vi får den tragiske historie fortalt i så mange lag, at vi på den ene side distanceres fra historien, fordi vi får indblik i repræsentationens umulighed. Og på den anden side ser, hvordan “instruktøren” hele tiden tvinger børnene til at spille. Ligesom Dutroux har tvunget børnene til at spille med på hans præmisser for at overleve. Teater er ikke fair. “Det er født grusomt”, belærer “instruktøren” børnene. En pige spørger ham til råds som fanget i et Stockholm-syndrom: “Men hvordan spiller man død?”
Tavse vidnesbyrd
Tavsheden er det stærkeste vidnesbyrd. Når børnenes detaljer viger for stilheden, er det ubærligt. Der har vi lyst til at lukke øjnene. Det er derfor forløsende, da børnene selv vælger en Rihanna-sang, der er lige så trist som Satie til sidst.
Vi håbede, at børnene generobrede historien i Five easy Pieces gennem legen med teater og film om det alvorlige emne. Vi ved ikke, om det skete. Måske har vi, ligesom Milo Rau, behov for at lægge mange lag ovenpå historien for at kunne begrave den.
Først da de syv små skuespillere hopper glade og stolte ind og tager deres velfortjente applaus, sammen, trækker vi vejret igen.
Læs mere om ILT Festival her
Læs mere om forestillingen her
