Hvordan sikrer man ordentlige forhold og trygge rammer for børneskuespillere i en opsætning om emner som bortførsel og pædofili? Rammesætning, workshopping og fokus på børnene er nøgleordene ifølge den belgiske skuespiller Peter Seynaeve, der var tilknyttet forestillingen Five Easy Pieces. Artist talken fandt sted under ILT Festival 2019.

Rammesætning med en coach på scenen

Five Easy Pieces var instruktøren Milo Raus første værk, der indbefattede børn. Derfor kaldte han Peter Seynaeve ind til at hjælpe med arbejdet. Peter Seynaeve har nemlig en del erfaring med børneskuespillere. Han forklarede, at det ikke oprindeligt var meningen, at han skulle være på scenen. Det blev dog klart for dem, at stykket fungerede bedst, når der var en coach på scenen til at dirigere stykket og holde børnene aktiverede. Det blev Peter Seynaeves job, da han allerede havde fungeret som coach for børnene ude af rollen. Hans rolle på scenen instruerer således børnene live under opførelsen. Hans disciplinerede fremgangsmåde giver mulighed for at skabe små improvisationer undervejs i stykket og dermed sende energi i retning af de børn, der måtte være ved at miste den.

På samme tid, forklarede Peter Seynaeve, blev forestillingen til et læringsstykke for børnene. Det gav opsætningens instruktør, Milo Rau, ideen til titlen Five Easy Pieces efter komponisten Igor Stravinskis klaverlærebog af samme navn.

Workshopping fletter fortællingerne sammen

Forestillingen Five Easy Pieces tog form primært gennem casting og workshopping. De børn der blev udvalgt, fik stor indflydelse på den endelige forestilling. Der blev indlagt sangnumre og valgt musik ud fra deres ønsker og talenter. Der blev valgt karakterer efter, hvad børnene selv ønskede at spille. Og igennem forestillingen får publikum således en masse historier fortalt om børnene. Flere af dem med et ret privat indhold. Forestillingen bliver på den måde dokumentarisk på flere niveauer. Det første niveau er børnenes egne historier. Det andet niveau er historien om Marc Dutroux, hvis forældre var født i Congo. Det tredje niveau er en sammenligning med historien om belgisk kolonialisme i Congo med henvisning til overgrebstragedien. Under ILT Festival var det et nyt cast af børn, der spillede, og de havde deres egne historier med ind i stykket. Samtidig havde man dog også valgt at bibeholde nogle af de tidligere historier.

Leg og skuespil går hånd i hånd

Peter Seynaeve forsikrede om, at børnene ikke var nær så påvirkede af stykket, som publikum blev. Han forklarede, at det i meget højere grad var skuespil for dem end for ham. De har ikke oplevet perioden omkring Marc Dutroux og har ikke et nært forhold til den. Så selv om de intellektuelt kan forholde sig til den, har det ikke en følelsesmæssig kant.

Igennem meget af værkets skabelsesprocess, tilføjede Peter Seynaeve, har de brugt legen som værktøj. Det har givet børnene klare rammer at agere indenfor og har skabt et godt alibi for rammesætningen. Det har hjulpet børnene til at falde på plads i deres roller og fokusere deres energi. Det betyder, at der har været et fokus på, hvornår ting kan være improviserede, og hvornår det er vigtigt, at scenerne er meget klart definerede. Et eksempel på en af de scener, som Peter havde meget sværere ved end børnene, var scenen hvor hans rolle presser en af pigerne til at tage sit tøj af på scenen, fordi hun skal forestille at befinde sig i Dutroux’ kælder. I den originale opsætning af stykket blev selv undertrøjen taget af men med insisteren på, at pigen skulle sige til, hvis det gik over hendes grænse. Det gjorde det efter et års tid, hvorefter hun beholdt sin undertrøje på.

Det mentale helbred i højsædet

Peter Seynaeve tilføjede også, at stykket gennem hele forløbet har haft en psykolog tilknyttet, som jævnligt har haft samtaler med alle børnene. Peter Seynaeve kan dog også tilføje, med et smil på læben, at det ikke har været stykket, der fyldte i samtalerne henover de sidste måneder i den kreative proces. I stedet blev det til samtaler om, hvordan børnene kan holde jordforbindelsen og undgå at udvikle nykker over forestillingens – og dermed deres egen – kæmpe succes.

Artiklen er en del af et mediesamarbejde med dramaturgi på Aarhus Universitet