Når noget er absurd, ser vi os selv udefra et flygtigt øjeblik. Det er nok ikke det, vi husker bedst på dødslejet, men det insisterer teaterfestivalen ILT i år på – for os alle, uanset alder. Og det gjorde den 10. internationale scenekunstneriske festival i Aarhus mindeværdig.
ILT er Aarhus’ internationale teaterfestival, og i år lå den oven i CPH Stage’s program. Festivalen rakte bogstavelig talt ud til sit publikum og opfordrede alle aldre til at være på, være med til at skabe. ILT engagerede sit publikum i år med scenekunstsprog, der favner flere generationer. Den fjerde væg forsvandt og skuespillerne blev afhængige af vores reaktioner. Da vi gøs, grinede og vores grænser blev testet.
Med de tre highlights, Forced Entertainments Real Magic, Milo Raus Five Easy Pieces og ikke mindst Needcompanys Isabella’s Room ramte årets ILT festival plet med smukke absurditeter fra livets hamsterhjul.
Læs også: Anmeldelse af Real Magic
Læs også: Anmeldelse af Five Easy Pieces
Læs også: Anmeldelse af Isabella’s Room
Byrummet bød på avatarpippende børneteater og koreanske teenagerbeats. Vanskelige vidnesbyrd fra lukkede rum, og fra havene omkring os. Fortalt af førstehåndsvidnerne, som gav nye perspektiver på verdens buldrende gang.
Det er bare robotter
Tre himmelhøje koboltblå kunstige vadefugle tramper rundt midt i Aarhus på ILT Festival og stikker deres store plasticnæb tæt ned i folkemængden, hilser venligt på børn og hunde. De lokker os ned på den nye Aarhus Havn med deres metalliske avatarpip, skræppen og prutter fra det ydre rum: “Pas på! Dem dér får man mareridt af i nat!”, siger en teenagepige til sin lillebror, der straks forfølger dem på sit løbehjul. Inde i de tre Blue Birds bevæger belgiske danserinder sig så overbevisende, at de små får nye venner: “Man skal ikke være bange, det er bare robotter!”, beroliger en lille purk.
Æg i fjæset
Det hele er lidt herdy-birdy-røg-i-køkkenet og æg i fjæset i gadeteater/-køkkenshowet, som Bram Graafland leverer i afsindig tempo på ILT Festival. The Yelling Kitchen Prince koger suppe på Muppet Show: Pandekagedej mixes direkte i munden, en knægt er næsten ved at få kappet hånden af, mens han fisker efter en gigantisk kniv i en køkkenskuffe. Hammondorgel og hårswing i bedste 50’er-stil. Aha-hah-koreografi, der er Elvis værdig. Den brutale og klamme spillestil er især sjovt for indskolingsbørnene, fordi han jonglerer med ingredienserne, kyler skåle og kartoner som en klima-idiot på græsset, og i det hele taget gør alt det, skolebørn ikke må.
Boybandet fra Korea
Otte dansekroppe med stoneface fra Laboratory Dance Project i Korea indtager dansevinylen foran Aarhus Teater på ILT Festival. Jakkesættene bevæger sig som turbomaskiner i bare fødder i MOB. Bombastisk, synkront, alt i stramme 4/4-dele. Bestemt familievenligt og Instagrammable hér på pladsen midt i Aarhus. Boybandet, hvor alle har samme højde, virker nøje iscenesat, men det er svært at mærke dem, og det er først i deres indendørsforestilling No Comment på Filuren ligner MOB på Bispetorvet. De bevæger sig skiftevis i rad og rækker, som en prætentiøs krigsmaskine-march eller i tilfældige vaskekone-moves til et medrivende og smukt Bollywood- soundtrack. Drengebandet giver mere af sig selv her indendørs, smider habitjakkerne og spiller med musklerne. Men vi kan stadig ikke helt mærke dem. Det er for glat.
Mennesker i lommen
I en mørk teatersal møder vi Pocket Size People – en miniatureverden med 15 centimer høje rockguitarister, hundeluftere, festgæster, solbadende kvinder og julemænd iført solbriller og klipklapper. Det er en intelligent udført installation. Nogle forældre må forklare deres poder, hvorfor manden står og griller træstamme-store pomfritter i haven. Andre forældre guides af deres børn.
Flygtninges usynlige verden
Menneskene er også små i Sandrina Lindgren og Ishmael Falkes forestilling Invisible Landspå ILT Festival. Men deres drømme er store, eller bare menneskelige. Ti fingerstore figurer vandrer rundt på de to performeres kroppe, som er en ørken, bjerglandskaber og et FN-blåt hav. De er dem, vi ikke kender, dem, som flygter fra krige og despoter. Publikum er tæt bænket og helt close-up. Det er dem, vi ikke ser i nyhederne. Men lige her, en meter fra os, kan vi ikke undgå at se dem. De er tavse, når de forcerer hegn og grænser, sejler i alt for små både. Til sidst ligger performeren Ishmael Falke i fuld figur indsmurt i FN-blåt maling. Midt iblandt os. Han er druknet, skyllet op på en strand. Uundgåelig at få øje på. Den lille usynlige verden er blandt ILT’s mest mavepustende øjeblikke.
Slap-stick-splatter i sølet
I den belgiske forestilling Axe på ILT Festival bringes børneteatrets uhygge og klovnehumor ind i et overklassepars bedagede beskyttelseskælder. Ceaușescu-lignende par gemmer sig hernede i en mølædt fordums almægtighed: De ægte persiske tæpper, lysekronen, den udstoppede fasan, velouren er mørk som størknet blod. Alt er dødt, også kæledyrene.
Gradvist banker den ydre verden på døren, og apati, frygt og desorientering rykker tættere på. Endelig vader verdenskaosset helt ind i deres opstyltede verden. I en dance macabre hælder parret champagne ned i dukkehuset. Retfærdighed sker fyldest: De to despoter kommer for Menneskerettighedsdomstolen, også som fjerne stemmer oppefra. Herren danser en øm svanedød, anerne på væggen brænder. Deres magtfulde arrogance og bloddryppende døde fasaner. Ondskaben er menneskelig. Men publikum er kun passive voyeurer til de to bedsteborgeres ekcesser i deres køleskabskolde fængsel. Sølet når kun scenekanten – de fantastiske teateridéer og slap-stick-splatter-etikken når ikke helt op på vores rækker.
I sit 10-års jubilæum er ILT Levende Teater virkelig gået ud i byen, og på havnen smyger blæsten sig om det 1:1 rådhus, som franske Olivier Grossetête sammen med lokale frivillige har bygget af papkasser. Bygningen indvies af Aarhus’ biskop, og på sidste dag under ILT Festival inviteres bysbørn og voksne til fælles performativ nedtagning.
ILT Festival talte et lidt ældre teatersprog i år. Vi har set det før, tilbage i 00’erne, da vi begyndte at ryste ironien af os, og scenekunsten igen turde frygte og glæde sig til et nyt millennium. De stærkeste forestillinger (læs anmeldelserne her) på ILT19 viste, at mytiske rock’n’roll-historier er tidløse. De insisterer stadig på at være i samme rum, byrum og hjerterum med os, publikum.
★★★ The Yelling Kitchen Prince (NL), Bram Graafland, Bispetorvet
★★ MOB (KR), Laboratory Dance Project, Bispetorvet
★★★ No Comment (KR), Laboratory Dance Project, Filuren
★★★★★ Invisible Lands (SE/FI), Sandrina Lindgren og Ishmael Falke, Teater Refleksion
★★★★ Axe (BE), Cie Gare Centrale, Gruppe 38
★★★★ Monumental Construction – Aarhus Edition (FR), Olivier Grossetête, Aarhus Havn
★★★ Davy og Kristin McGuire (UK): Pocket Size People, Teater Katapult
Læs mere om ILT Festival 2019 her
