“The show must go on” er Forced Entertainments mantra. Et stykke Real Magic som tryller quiz til absurd underholdning for øjnene af os.
En scene, en vært i midten med en mikrofon og to quizdeltagere på hver side. Den ene skal tænke på et ord, den anden skal gætte ordet. Tre chancer – ellers er det ud. Så enkel er legen, vi er livestudio-publikum. Det her er gameshowet fra helvede med dåselatter.
Everybody loves a winner
Showet er så slidt af gentagelser, men the show must go on. Værtens pjuskede langhårsparyk var smart for årtier siden. Claires kyllingekostume er ikke lynet op i ryggen. Hun løfter et hjemmelavet papskilt med det ord, hun tænker på: “Caravan”. Manden, Richard, der skal gætte ordet, sidder på en stol i sit undertøj, sammenkrøbet med et sort bind for øjnene, som en ydmyget fange. Han gætter på “electricity”, så “hole” og til sidst “money”. Han tror, han kan vinde spillet. Kan han?
Show-gidsler
Richard vil vinde. Vi vil vinde med ham. Vi spiller en vigtig rolle som tilskuerne i det her gidsel–teater. Vi håber, ahan gætter ordet på magisk vis. Det her er jo bare teater, det er ikke et rigtigt gameshow. “No! You lose.” Og så “Now we swop”, siger værten pludselig. De bytter roller. Gameshowet gentages. Samme udfald. Ordet kan stadig ikke gættes. De bytter igen. Samme resultat. Små forandringer i suspense og begejstring, hån og hjælp. Byt. Byt. De tager kyllingekostumer på og danser chicken-dans, Kan vi bøje reglerne? Nej. Byt. Kom nuuu!! Nu griner publikum ikke mere.
Er det her en udholdenhedstest? Nej, det er Forced Entertainment – nogle af scenekunstens skarpeste samfundsrevsere, sjoveste dekonstruktivister. Det handler om kunsten at lege med!? Nej, kunsten at blive ved?! Idiotiske undskyldninger for at møde nye mennesker? Kujoner, der bliver i hamsterhjulet. Os? For sådan er vi. Underholdningssyge.
LÆS OGSÅ: 10 års ILT Festival: The Show Must Go On
Real Magic er en kraftpræstation af koncentration, stilistisk raffinement og rollebytning. De tre skuespillere har kun hinanden at støtte sig til. Forestillingen er indbegrebet af Forced Entertainment; tilkæmpet underholdning. Aldrig har de levet så konsekvent op til deres 25 år gamle navn.
Læs mere om ILT Festival her