Sangerne er fremragende og scenografiens levende lyssætning fænger flot, men musicalen Lyset over Skagen, skæmmes af banale tekster, kedelig musik og karakterer, der fremstår på grænsen til rene karikaturer.
Det begynder ellers så smukt, da de to kunstnerkvinder Anna Ancher (Nicoline Siff Møller) og Marie Krøyer (Silke Biranell) går arm i arm hen over scenen, som var det P. S Krøyers maleri Sommeraften på Skagen Sønderstrand, der blev bragt til live. Men det smukke lys og billedskønne scener, hvis kompositioner er hentet fra virkelighedens malerier, er desværre ikke nok til at holde historien om den danske kunstnerkoloni i live. For hvad er det musicalen vil?
Her er fortællingen om ægteparret Krøyer. Manden er manisk, syg og besat af konen, der ikke vil ham. Konen, Marie Krøyer, søger kunstnerisk og eksistentiel frihed, som hun finder hos en anden mand. Mens malerparret Anna og Michael Ancher, i modsætning til Krøyer, både kan elske og give hinanden plads.
Ren karikatur
Men historien har svært ved at finde et fokus og få karaktererne bragt til live. Den maniske P.S. Krøyer, suser omkring med en plettet palet i hånden og lommelærken klar til en slurk. Vi bliver bare ikke klogere på, hvem han er bag det drikfældige ydre og hidsige temperament, og han fremstår mere som en kunstner-karikatur end et følende menneske. Hans modsætning er ægteparret og malervennerne Michael og Anna Ancher, der bistår med magelig ro og venlige smil, uden at vi kommer ind under huden på dem som mennesker. Imens får Marie Krøyer en kende mere figur i kraft af hendes kamp for at opnå en kunstnerisk frihed.
Her er store personligheder fra virkeligheden med visioner for kunsten og Skagen, men menneskene bag bliver vi aldrig klogere på.
Fortællingen flakser
Fortællingen stritter – her er lidt fra alle hylder. Fx er der lagt op til satire i scenen fra Sicilien, hvor en tjener (Anders Bircow) med stærk accent, mener, mænd skal tage for sig af retterne – og her menes kvinder. En ”sketch” man måske kunne have overvejet at modernisere en kende, set i lyset af #Metoo anno 2019.
Der er sanghyldester til Skagens natur, bakker og udvikling, som var vi del af en turistbrochure, og trekantsdramaet mellem P.S. Krøyer, Marie og den svenske komponist Hugo Altvén (Joachim Knop), uden at de store dramatiske udsving kan mærkes.
Sangerne gør det godt
Silke Biranell er både sød, charmerende og utroligt velsyngende som Marie Krøyer. Tomas Ambt Kofod kæmper med banale tekster og monotone melodier og har svært ved at få psykologisk substans i den maniske P.S Krøyer, mens Michael (Jesper Lundgaard) og Anna Ancher (Nicoline Siff Møller) fremstår sympatiske, men uden større menneskelig dybde.
Skuespillerne gør, hvad de kan for at få liv i fortællingen og byder stærkt ind med smittende energi og gode stemmer. Men kompositionerne er monotone, og man savner en melodi og et dramatisk flow, der kan løfte fortællingen og musikken ud af en formmæssig tomgang.
