Nanna Cecilie Bang er ny huskunstner på Aarhus Teater og lægger ud med et sitrende forsøgs-manifest for unge kvinder.

”Jeg siger bare, hvad jeg tænker”, vrænger Camilla Lau i den eksplicit mest vrede scene i Nanna Cecilie Bangs Manifest for skrøbelige autoriteter. Det er på sin vis en udmærket beskrivelse af en forestilling, der vælder over med ord, men som på flere planer mangler retning.

Det er en pointe i sig selv, at de tre skuespillere lader munden løbe hid og did i et forsøg på at finde mening, på at skabe et manifest eller måske bare et slogan. Men formen risikerer også at udvande den eksistentielle smerte, som ordgyderierne udspringer fra. Kaos i hovedet fremstilles ikke nødvendigvis bedst ved kaos på scenen. Langt hen ad vejen holder forfatter-instruktøren da også stilen stram, men forfalder alligevel til en overtydelig dansen-grimt mod slutningen, før forestillingen bringes tilbage på sporet – nemlig til den intense og intime henvendelse til salen.

Manifest for skrøbelige autoriteter
Manifest for skrøbelige autoriteter på Aarhus Teater. Foto: Anna Marín Schram

Mette Klakstein Wiberg, Durita Dahl Andreassen og Camilla Lau interagerer ikke, men taler hver især direkte til os.  Til ”dig” og til ”du”. De taler i overskrifter om fødsel, sex og død, men mest af alt taler de vel om ensomhed, mindreværd og manglende mening. Hele tiden smiler de. Inviterende, undskyldende og en anelse psykotisk. God detalje, der siger mere end mange ord om kvindeliv. ”Jeg tror mere, jeg identificerer mig som en person, der græder meget”, hævder en af personerne – altså i modsætning til en kønslig identifikation – men teksten taler umiskendeligt ud fra et kvindeligt perspektiv.

Jeg taler ud fra hvor jeg selv er“, siger Nanna Cecilie Bang selv i et lille interview på teatrets hjemmeside. Vi har brug for en vifte af stemmer og Bang formår med en helt egen stemme at indfange det modsætningsfulde morads, nutidsmennesket – uagtet køn – befinder sig i. Hun er sårbar, men kraftfuld. Direkte, men fanget i den medierede virkelighedsopfattelse, hvor The Handmaids Tale og ikke fx Simone de Beauvoir er den eksplicitte referenceramme for at gøre køn og eksistens. De tre kæmper for at slippe ud af tv-seriens voldspornografiske pseudofeminisme, men tør alligevel kun tro på dem, ”der er ved at gå i stykker i en verden, der er ved at gå i stykker”. De reclaimer begreber til højre og venstre, men kan ikke bryde ud af det pink rum – David Gehrts minimalistiske scenografi – der fastholder dem og deres fortælling i det feminine.

Manifest for skrøbelige autoriteter
Manifest for skrøbelige autoriteter på Aarhus Teater. Foto: Anna Marín Schram

Det er en potent tekst fyldt med paradokser og ikke mindst en sprogleg, der løfter den fra det banale generations-navlepilleri, den kunne afskrives som. Den vil helt sikkert ramme det unge publikum i sin ”in your face”-attitude, men er mindst lige relevant for os i andre aldre.

LÆS OGSÅ: Hvad er du, når du ikke er grim, sjov eller politisk?

Forestillingen lanceres som punk-poetisk, hvilket nok er at stramme skruen. Den er som nævnt lidt ujævn og fungerer absolut bedst, når båndet til salen knyttes. I Mette Klakstein Wibergs skræmmende tvetydighed, i Camilla Laus frådende vrede, i Durita Dahl Andreassens blide, insisterende stemme, der trækker os med i fremsigelsen af et digt. Der er fin timing og variation i instruktionen, der ikke skaber karakterer som sådan, men mennesker, der taler til os. Nanna Cecilie Bang er ny huskunstner på Aaarhus Teater, og det bliver interessant at opleve, hvad andre instruktører kan få ud af hendes meget personlige, men også almengyldige tekster.

Se trailer for forestillingen her

Tekst og iscenesættelse: Nanna Cecilie Bang

Scenografi: David Gehrt

LysdesignKim Glud

LyddesignAndreas A. Carlsen

Medvirkende: Mette Klakstein Wiberg, Durita Dahl Andreassen, Camilla Lau

Spiller 12. september-10. oktober på STUDIO, Aarhus Teater