Nanna Cecilie Bang er aktuel med stand up’en True Story. Her fortæller hun om at skrive komik, om at bruge stof fra virkeligheden og om at skrive grimt om en kvinde, der ligner hende selv.
Hvordan arbejder du med komik og stof fra virkeligheden?
“Jeg fik inspiration til forestillingen, da jeg hørte den amerikanske, stand up’er Tig Notaro. Det var et liveshow, som hun lavede lige efter, hendes mor var død, og hendes kæreste havde forladt hende. Tig Notaros havde selv fået konstateret brystkræft, så hun åbnede med replikken ”Hey, how are you? I got cancer!”.
Hele den situation med at blande det tragiske og det komiske tændte mig.
Jeg lavede en fortælling om en kvinde, der vil elskes af alle. Hun tror, at jo mere, hun fortæller om sig selv, jo bedre.
Hun er den person, der har det sidste ord, og når veninderne sidder og overgår hinanden i selv-udleverende pinligheder, så slutter hun fx af med: ”Kender I det, hvor man står alene dagen efter, alt gør ondt og smager af bræk, og man tænker, hvad er der galt med forspil!”.
Der er sådan en fin skillelinje mellem selvironi og selvhad, og det er dén grænse, hun konstant balancerer på.”
Hvordan har folk reageret på forestillingen?
“Første gang nogen læste teksten, var reaktionen meget anderledes, end jeg havde regnet med. De så en forestilling om en meget naiv kvinde, som var en utrolig dårlig feminist og kun levede igennem en masse mænd – ”og dét er der ingen, som gør mere”, fik jeg at vide.
Men det er ikke rigtigt, for selvfølgelig findes der masser af kvinder som min karakter, jeg kender dem selv. Jeg tror bare ikke, det rykker noget, hvis jeg står og siger ”den måde hun er på, er en forfærdelig tendens”. Jeg vil hellere vise den i fuld flor og så må man ta’ hende eller lade vær.”
Hvor meget handler forestillingen om dig selv?
“Folk spørger tit om, hvor meget i forestillingen, der er mig? Det er jo mig, der står på scenen. Men hvad er rigtigt, konkret og ærligt – og er det vigtigt?
Det er rigtigt, at jeg elsker pomfritter. Min bedste scoring var med pomfritter.
Det er rigtigt, at en kollega sagde til mig, at ”jeg nok skal slå igennem nu for tiden, for smukke mennesker, er forbi.”
Det er rigtigt, at en mandlig teaterchef spurgte mig: ”Hvad er du, når du ikke er grim, sjov eller politisk?”
Men for mig ligger det interessante ikke i, at han spurgte. Det var min reaktion, og det, at jeg straks forsikrede ham om, at jeg kunne være andet –
”jeg kan virkelig være smuk”, svarede jeg.
Historien bliver ikke bedre af, at den er sand, men fordi det er en god historie, og fordi det er en egenskab, jeg gerne vil gi’ min karakter.
Hun vil så gerne behage andre, for at de kan lide hende. Hun dømmer aldrig det, de siger, men siger ja til det hele fuld af gå-på-mod.
Hvis du siger, hun skal være smuk, gør hun alt for at være smuk.
Hun vil fortælle alt om sig selv, hvis det er dét, der gør, at hun er interessant nok til at stå på en scene.
Hun vil ha sex med hele Tinder, hvis det er det, der gør hende rigtig frigjort i andres øjne.
Jeg håber altid, at jeg kan forandre verden en lille smule med mine tekster, og på samme tid vil jeg ikke have, at folk bliver frastødt af mig. Det er et evigt dilemma, som både berører mig selv og kvinden i showet. For hvordan er man stærk, fri og selvstændig på samme tid, som man er fuldkommen afhængig af, hvad andre tænker og mener om en?
Jeg har ikke lyst til at dømme hende. På en måde minder vi for meget om hinanden.”
