De asylsøgende kvinder på Edison balancerer skidt i mødet mellem amatører og professionelle skuespillere.
En gruppe kvinder flygter i en båd fra Egypten til Grækenland og søger asyl. Lyder det bekendt? Jovist, tematikken i De asylsøgende kvinder af Aischylos rækker ind i tidens migrantudfordringer, og skildrer næsten 1:1 dilemmaet mellem pligten til at hjælpe andre versus trangen til at hytte sit eget skind. ”Nej er skam, men ja er krig”, som den græske konge i byen Argos formulerer det, inden han overlader det til byens borgere, om de vil beskytte kvinderne eller ej. Det vil de, og dramaet indeholder dermed også en tro på, at demokratiet vil uegennytten.
Kvinderne er nemlig flygtet fra tvangsægteskaber med deres fætre, der naturligvis som pirater anduver Argos kyst for at bjærge lasten hjem. Hvordan det går, får vi ikke at vide, da del 2 og 3 af det oprindelige manus er gået tabt. De asylsøgende kvinder er skrevet for 2500 år siden og er derfor et af verdens ældste delvist bevarede dramaer.
Det kræver – som alle klassiske tekster – fortolkning ind i nutiden, og der er en del godt at sige om engelske David Greigs moderniserede version af det græske dramas dynamik mellem to skuespillere og et kor. Men desværre også en del mindre godt.
Hos Greig indtager koret hovedrollen, hvilket giver mening – koret er jo de asylsøgende kvinder. Men balancen tipper simpelthen for meget i Simon K. Bobergs iscenesættelse, hvor de professionelle skuespillere tåger rundt i udkanten af historien, mens koret, der er sammensat af lokale – og må vi antage – ikke professionelle sangere skal bære hele forestillingen.
Misforstå mig ikke. Koret synger fantastisk. De danser medrivende og bevæger sig flot koreografisk fortællende. De råber, nynner, rapper og klinger blændende. De leverer lige på beatet hver gang og deres energi går lige i hjertet. Jeg tror på dem, på deres vrede, deres smerte, deres angst.
Men amatører kan og skal ikke være en forestillings tyngdepunkt, og skuespillerne er tilsyneladende blevet nedprioriteret i processen. Ellers altid skarpe, følelsesfræsende Ida Cæcilie Rasmussen indgår som en bleg og småskinger korleder, Michael Birkkjær er konge af Argos, og ja, han tvivler lidt, men kommer slet ikke i spil, og Jesper Hyldegaard trækker store veksler på sin vanlige autoritet, der desværre tabes ganske i den helt håbløse maskescene, som enhver gymnasiescene kunne have leveret på højere niveau.
Edward Lloyd Pierces runde scenografi er enkel, men markant og skaber en variation af meddigtende billeder med bare tre elementer. Musikken er god – også det let malplacerede klezmernummer, som i hvert fald kaster en flot dans af sig – men bliver i længden noget gentagende, hvilket er synd for både det hårdtarbejdende kor og forestillingen som helhed. Teksten er ligeledes ganske redundant, og der ville være vundet noget – om ikke alt – hvis der var skåret mere til. Jeg må med skam melde, at jeg undervejs trøstede mig med, at kun del 1 havde overlevet tidens gang.
Jeg tror ikke, amatører på scenen er vejen frem for scenekunsten, og jeg synes ikke, denne forestilling rammer balancen, men måske er det et spørgsmål om varedeklaration?
Korets energi, de aktuelle temaer og den stærke feministiske grundtone virkede dog til at ramme både unge og ældre i salen. Jeg krummer tæerne lidt, men håber, at forestillingen via genkendelighed har åbnet for gode diskussioner i klasseværelset og appetit på mere scenekunst.
Læs om kvinderne i koret i teatrets sæsonbrochure
