Det er altid svært at følge op på en storslået succes og det har Skandinaviens største dinnershow, Wallmans, taget konsekvensen af og skabt et delvist nyt format til deres nye show, Carnival.
Konceptet for årets nye show tilbyder, at publikum kan engagere sig, og dermed bliver de en del af helhedsoplevelsen, i modsætning til de seneste år succeser, hvor publikum har været beskuere til et super flot og storladent show. Eller sagt på en anden måde. De senere år har forført publikum ved at byde på store og smukke tableauer, mens man i år skal indstille sig på, at showet pludselig udspiller sig – og det er ment i bogstaveligste forstand – på skødet af én, mens en sydafrikansk tryllekunstner fx laver løjer ved éns bord, og det hele live-streames til de to store vægskærme på hver side af scenen.
På den måde er det umuligt at vide sig sikker på om man pludselig bliver en del af showet – en form nogle elsker, mens andre gerne ser sig frabedt.
Læg dertil en kæk, fræk og uforskammet morsom værtinde (en ny funktion i showet), den engelske crazy komiker Abigail Collins, der vil få gammeldags feminister til at gå ud af deres gode skin, mens hun selv i nyfeministisk form siger og gør nøjagtig, som det passer hende, hvad der absolut ikke går stille, for ikke at sige småsjofelt, af sig.
På den konto er dette stadigt flotte show nok et af de mest folkelige i hele Wallmans’ periode i Cirkusbygningen.
Men omvendt virker det ikke som om at opsætningens showproducent, Johan Espeland, helt brænder for denne folkelighed. For det er stadig de store og mildt sagt smukke optrin, der fænger mest. Derfor fungerer showet også bedst og mest overbevisende i de storladne optrin. Til gengæld er dette en lidt besparet udgave. Der indgår nemlig “kun” 140 kostumer i showet, hvor der nogle år har været op imod 200. Men til forskel fokuseres der i højere grad på, at de mange kunstnere på scenen ikke bare skal kunne synge og danse, men også spille på instrumenter, hvor ikke mindst de mange saxofonister er forrygende.
Cirkusbygningen store, runde kuppel udnyttes i år som aldrig før i Wallmans’ 16-årige københavnerhistorie. Der svæves, synges, flygelspilles og laves akrobatik som aldrig før under den enorme hvælving og stort kompliment for at inddrage også denne del af rummet.
Gammelkendte brugere kan derfor forvente sig overraskelser, men vær indstillet på, at folkeligheden har vundet stor indpas, og på den led er dette et show, hvor man på smiler og ler mere end de hidtidige forestillinger. Hårdt skåret ud har de hidtidige shows udmærket sig ved at være billedesmukke på alle planer, mens dette i langt højere grad bestræber sig på at kalde det frække brede grin frem.
Aftenen byder på 11 indslag, mens man under og imellem de enkelte numre spiser de udsøgte og meget delikate retter, hvor ikke mindst skaldyrsmenuen kan anbefales.
Store og imponerende sang-potpourrier er der flere af, lige fra Eurytmics til Queen garneret med imponerende akrobatik-indslag og en dygtig tryllekunstner. Sidste men ikke mindst skal fremhæves de mange dygtige sangere og dansere, hvor ikke mindst showkaptajn Christofer Lindström og sangerne Jean Michel Helgason, Julia Ingvarsson, Liza Stokseth og Louise Desiree Bottelet skal fremhæves, selvom alle af de i alt 17 scenekunstnere, fortjener en stor ros.
Kort ridset op: Dette engelsksprogede show har internationalt format. Det er mere morsomt end det er ubetinget smukt i sin mere humoristiske fremtoning. Men er man til et godt grin og en festlig aften, et godt julefrokostforslag eller ønsker at fejre en fødselsdag med slag i, er dette et godt bud. Festligt, delvist folkeligt, men frem for alt fornøjeligt, hvis man er til shows.
