Hvordan kommer man i dialog med sit publikum, hvis man ikke har eget hus og typisk lejer sig ind på andre scener eller spiller på turné? Det undersøger Gazart og Alias Teaterproduktion i en ny publikumsundersøgelse, der har potentiale til at danne grundlag for, hvordan projektstøttede teatre i hele branchen kan arbejde med emnet. Men der er stadig mange udfordringer på vejen.
En stor kasse med gult skum fanger nysgerrige blikke og får små numser til at rykke tættere på. Der bliver stille, da to mennesker inde i kassen pludselig begynder at bevæge sig i. Danser de, eller prøver de at slippe ud? Manden og kvinden har begrænsede bevægelsesmuligheder, og det gule skum er både en forhindring og en fremdrift i deres lukkede univers. Et barn går helt frem til kassen og presser næsen mod ruden. ”Hvem er de egentlig?,” synes han at tænke.
Da forestillingen er færdig, publikum er gået hjem og teaterkompagniet Gazart står og kigger på de tomme siddepladser, rumsterer et lignende spørgsmål i hovederne på dem: ”Hvem var det egentlig, der så forestillingen?”
Gazart: Udfordrende at lære publikum at kende
Tali Rázga er kunstnerisk leder af Gazart, som er et teater, der laver nysgerrige og undersøgende danseforestillinger i børnehøjde. Om arbejdet fortæller hun:
”Vi er et projektstøttet teater, som altid gæstespiller hos andre, fordi vi ikke har vores eget sted. Der er mange ting, som kan være svære for os at vide, fordi vi ikke har den direkte publikumskontakt gennem et hus eller billetsalg, men sådan er vores vilkår,” forklarer hun.
De udfordringer, hun taler om, deles af stort set hele ’den frie scenekunst’, som typisk ikke har eget hus eller administration.
”Så hvordan finder vi ud af, hvorfor folk har indløst billet til lige netop vores forestilling? Ved de, hvem vi er? Jeg forestiller mig, at der er flere ting i spil, når folk køber billet til vores forestillinger. Det handler også om, hvorvidt man er tryg ved den lokale kulturudbyder, generelle vaner og markedsføring gennem det teaterhus, vi spiller i. De sidste tre år har vi spillet hos Zangenbergs Teater, og jeg er interesseret i at finde ud af, om vi spiller for Zangenbergs publikum, eller om der findes et reelt Gazart publikum,” påpeger Tali Rázga.
Men det handler også om at give publikum den rigtige forventningshorisont, så de for eksempel ved, at de skal ind og se dans. Derfor mener Tali Rázga, at det er utrolig vigtigt at få publikum i tale, så teatret får et større indblik i, hvordan deres forestillinger bliver modtaget og forstået på den anden side af scenekanten.
Også hos Alias Teaterproduktion, som laver aktuelt voksenteater, har Line Bie Rosenstjerne gjort sig samme tanker:
”Vi har intet hus og ingen scene. Så vores publikumskontakt i forhold til forestillinger går oftest gennem den samarbejdspartner, som lægger hus til og sælger vores billetter. Trods flere forestillinger og år på bagen har vi faktisk ingen viden om vores publikum. Det tror jeg er gængs for de fleste projektstøttede teatre,” påpeger hun.
Samtidig har de mindre teatre sjældent en organisation eller en økonomi, som giver mulighed for at tilgodese et stort arbejde med publikum, forklarer Line Bie Rosenstjerne.
Nu er de to teatre så gået sammen for, med midler fra Applaus, at lave en omfattende publikumsundersøgelse, som måske også kan vise sig relevant for mange andre teatre i samme situation.
Skal publikum følge med?
Både Gazart og Alias Teaterproduktion er meget optagede af, hvorvidt de har et publikum, som kender dem specifikt. Spørgsmålet er altså, om publikum kommer for at se deres forestillinger, eller de kommer, fordi de normalt ser teater på den scene, teatret har lejet sig ind på.
Men er det overhovedet vigtigt, kunne man fristes til at spørge? Handler det spørgsmål ikke mere om teatrets selvforståelse end om publikums præferencer? Og hvis der bare er publikum i salen, burde alle så ikke være glade?
For det enkelte teaters overlevelse og fremtidsplanlægning er det dog langt fra uvæsentligt, mener Line Bie Rosenstjerne.
”Hvis publikum for eksempel ser noget, de godt kan lide, så skal de jo vide, at vi ikke nødvendigvis optræder på samme scene næste gang. Hvis publikum ikke ved, at det er en Alias Teaterproduktion, så kan de ikke følge os, og så må vi starte vores formidling forfra hver eneste gang. Men det er en udfordring for os at kommunikere, at vi spiller mange steder, for vi har en meget lille platform at tale fra,” forklarer hun.
LÆS OGSÅ: Børneteater om sorg – “Lad os øve os i at tale om det, som er svært”
I den forbindelse er både Tali Rázga og Line Bie Rosenstjerne opmærksomme på, at det kan være en fordel at have en meget enkelt kunstnerisk profil eller et genkendeligt visuelt udtryk. På den måde er det nemmere for publikum at afkode den enkelte teatergruppe fra andre, selvom gruppen måske spiller på forskellige scener. Et eksempel på en gruppe, hvor netop denne svære disciplin er lykkedes, må være kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der med et stærkt visuelt udtryk og en genkendelighed i indhold, formåede at hive et fast publikum med videre, da de senest flyttede scene til Betty Nansen.
Ekstern hjælp til undersøgelsen
Ser man på det samlede teaterlandskab, er det tydeligt, at mange publikumsundersøgelser bliver varetaget af teatrene selv, og her falder ansvaret typisk i kommunikationsafdelingen. Men det er ikke sikkert, at der er hverken tid eller kompetencer til stede til at løfte det store arbejde i de mindre organisationer. I tilfældet med Gazart og Alias Teaterproduktion har teatrene valgt at tilkoble en ekstern konsulent. Mille Malene Buch-Andersen er sociolog og har tidligere stået for undersøgelser i andre kulturinstitutioner:
”Vi vil gerne afdække, hvem publikum er hos de to forskellige teatre. Derfor har vi lavet et undersøgelsesdesign, hvor vi kombinerer kvantitative spørgeskemaer med kvalitative interviews samt deltagerobservation i perioden august 2019 til juni 2020,” forklarer hun.
Og allerede nu er hun faktisk blevet lidt klogere, da hun hos Gazart har lavet en lille pilotundersøgelse for at teste undersøgelsesdesignet:
”Det er måske ikke den største overraskelse, men vi kan se, at 70 procent af de voksne i salen har en lang eller mellemlang uddannelse. Herudover kan vi også se, at størstedelen arbejder med ’bløde’ områder som det sociale, kultur eller administration. Vi glæder os til at dykke kvalitativt længere ned i de første spæde resultater,” fortæller hun.
Tali Rázga og Line Bie Rosenstjerne håber begge, at arbejdet vil munde ud i nogle anbefalinger til, hvordan de kan samarbejde om publikumskontakt med den scene eller det hus, hvor de opfører deres forestillinger. Line uddyber:
”Det vil være givtigt at have en form for konsensus om, hvordan begge partnere kan få adgang til publikumskontakten og data. Vi vil gerne bliver klogere på, hvordan publikum modtager vores forestillinger, og så vil vi gerne vide, hvorfor de kommer.”
Der er dog flere konkrete udfordringer omkring håndtering af persondata og deling af oplysninger, som teatrene skal have klarlagt, inden de kan gå videre med sådan en plan.
”Vi er langt fra i mål, men håbet er, at vi kan blive klogere gennem undersøgelsen og starte en dialog op med de forestillingsudbydere, vi samarbejder med, omkring publikumsudvikling. På den måde kan undersøgelsen også ende med at komme hele branchen til gode, ” afslutter Line Bie Rosenstjerne.
Læs mere om Gazart her og Alias Teaterproduktion her
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet
Applaus
