Skuespiller Viktor Melnikov fortæller om en ung kvinde, der gang på gang dukkede på til hans forestilling, om mødet med publikum, Dostojevskijs værker og teater, der ikke skal belære nogen. Men i øjeblikke måske kan gøre publikums liv lidt bedre.
På søndag d. 3. november er der afsløring af Dostojevskij-monumentet nær kapellet på Assistens Kirkegården, hvor Teater Kapellet siden 2013 har sat Dostojevskij på scenen i stemningsmættede forestillinger til tonerne af Adam Ørvads accordeon. Monumentet, der er skabt af den russiske billedkunstner Andrey Tartishnikov, gives også netop som gave for Teater Kapellets formidling af forfatterskabet.
Skuespiller Viktor Melnikov er manden bag Teater Kapellet og ISCENE fangede ham til en snak om, hvad vi skal med Dostojevskij i dag. ”Dostojevskij handler om mennesker. Det handler om mennesker og menneskers eksistens og hvordan mennesket er imod hinanden og med hinanden. Det er ligegyldigt om det foregår i Skt. Petersborg i 1800-tallet, i gyldne sale eller i en baggård eller på bunden af en rådden kloak eller i et gammelt kapel. Om det er folketinget eller en boghandel. Vi rummer alle det gode og det onde. Det gør os til mennesket”, siger Viktor Melnikov, der oprindeligt blev glædeligt overrasket over, at næsten alle Dostojevskijtekster er så tilgængelige og vedkommende i dag.
Mennesket som tema kommer forskelligt til udtryk i de tre forestillinger, der udgør Teater Kapellets foreløbige trilogi: ”I Et latterligt menneskes drøm overvældes hovedpersonen af ensomhed og ligegyldighed. I Den sagtmodige handlede det om mobning og psykisk vold. I En drengs historie går man på genial vis fra en slags nuttet børneeventyrsskildring til et ægte billede af, hvordan vi mennesker desværre også kan mishandle børn”, fortæller Melnikov. Han pointerer, at det fine i Dostojevskij derfor er, ”at han giver os svaret på den gode vej. Her kommer man til den erkendelse, at man aldrig vil kunne få et harmonisk liv på jorden på bekostning af barnets tårer”, og fortsætter: ”Valg og erkendelse er Dostojevskijs store temaer. Litteraturen, kunsten, teatret kan også være værktøjet til sådan et valg”.
Dostojevskij på scenen
Trods tilgængelighed og vedkommende temaer kræver det altid noget særligt at omsætte litteratur til scenen. Da jeg spørger Viktor Melnikov om, hvordan Teater Kapellet arbejder med den transformation i forhold til deres publikum, får jeg et svar, der sensitivt og ambitiøst aflæser relationen mellem scene og sal: ”På en teateraften har jeg i mine hænder – lad os sige 100 publikummer – som jeg er ansvarlig for i løbet af de 6o minutter. I disse 3.600 sekunder er de alle afhængige af mig. Så det er min pligt, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at disse mange sekunder helst ender sådan, at når vore publikummer forlader teatret, er hver enkelt af dem blevet lidt anderledes end før, lidt bedre. Hvis følelser som vrede, fortvivlelse bliver lidt svagere undervejs, er det en kæmpe sejr. Teater skal ikke belære nogen. Men i disse øjeblikke kan publikums liv måske blive lidt bedre. Det er det hele værd, at kunne skubbe lidt og ændre noget. Indeni”, siger Melnikov.
Læs også: Elsk din næste som dig selv – portræt af Viktor Melnikov
Han fortæller, at en ung kvinde gang på gang dukkede på til forestillingen Den sagtmodige. ”Hun må have set den 22 gange. Disse nysgerrige øjne i salen. Hun må have hentet noget i forestillingen, hun havde brug for i sit liv”, siger Melnikov. En anden gang var det en ældre mand, der efter forestillingen takkede Melnikov med, ”at det at se forestillingen var ligesom at modtage en ikon (helligt billede i den ortodokse kirke, red.) Det er nok meget russisk, men på den måde er forestillingen en inspiration til livet”, siger Melnikov og peger på, at begge historier illustrerer pointen, at det publikum, der kommer på Teater Kapellet ”kan bruge værkerne, at de finder dem aktuelle i deres liv”. Der kommer publikum i alle aldre, også mange unge. ”Den ubeskriveligt smukke stilhed i 60 minutter blandt en stor flok gymnasieelever er en stor gave”, afrunder Melnikov dette emne.
Dostojevskij i Kapellet
Melnikov er glad for, at han har fået mulighed for at arbejde på den historiske kirkegård, der er kendt i hele verden. ”Stedet, hvor mange store tænkere ligger begravet”. En lektor fra Københavns Universitet fandt endda ud af, at Dostojevskij besøgte Assistens Kirkegård på sin Europarejse i 1865. ”Det var virkelig en stor åbenbaring. Han har gået her. Han har næppe tænkt dengang, at der her ville komme et monument af ham samme sted over 150 år senere”, siger Melnikov. For ham er kirkegården ”et sted mellem liv og død”, og den ramme ”inviterer til fordybelse og eftertanke”. Men ikke bare rummet, også menneskene betyder noget for teatrets eventyrlige rejse gennem Dostojevskijs fornemme litterære værker, der begyndte med forestillingen Et latterligt menneskes drøm.
”Det ville aldrig være blevet til de forestillinger, hvis jeg ikke havde haft samarbejdet med instruktør Slava Kokorin. Han kunne tage det helt konkrete i kapellet, respekten for rummet og rammen, og få noget fantastisk ud af de beskedne rammer: en dør, et vindue, en gammel stol. Den samme evne havde han til at få billeder ud af teksten. Og med Adams Ørvads musik på accordeon blev det et meget fint arbejde. Kokorin har formået at bibringe den nerve til værket som er nødvendig”, fastslår Melnikov, og takker også de mange andre kunstneriske sjæle, der har været med undervejs: min gode ven og støtte gennem mange år, der tilbød at læse Jeppe på Bjerget med mig, da jeg søgte ind på skolen, tale- og sprog-mester Keld Thaarup; talepædagogen Sascha Lystrup Andersen jeg lærte at kende på skuespillerskolen; den fantastiske iscenesætter og oversætter, ”sprogdronningen” Line Krogh”.
”Det har været en stor oplevelse. Så det er meget fornemt, at vi nu kan afsløre Dostojevskij-monumentet her, hvor værkerne er blevet opført”, siger Melnikov og afslører til sidst, at værkets endelige placering bliver indviet 23. maj 2020 (samme dag som åbningen af CPH Stage), på Metro forpladsen ved Nørrebros Runddel. På Assistens. Her, hvor Dostojevskij også kom forbi.
