Når unge stifter bekendtskab med scenekunsten er det ofte med afsæt i dansktimernes analysemodeller, men er uddannelsessystemet blevet målstyret og har det konsekvenser for unges møde med kunsten? Er de unge for utrænede i at se scenekunst, som har andet end lineære dramaturgier? ISCENE spurgte de unge selv, scenekunst-aktører og en ekspert på området.
Vant til det analytiske blik
Teaterkompagniet Kristján Ingimarsson Company inviterede i forbindelse med totalteateroplevelsen Room 4:1 – Live, fire unge gymnasieelever ind, for at se forestillingen. Room 4:1 Live baserer sig på Kristján Ingimarssons web-serie Room 4.1 på den måde, at man som tilskuer er placeret på settet af optagelserne til webserien. Forestillingen bruger fusionen af videoformater og fysisk teater og sammensmeltningen af fiktion og realitet til at formidle den David Lynch-agtige fortælling, som udspiller sig i en kasse, der kan rotere 360 grader og give illusionen af et rum uden tyngdekraft. Webserien Room 4.1 kan ses her.
De fire unge i panelet skulle efterfølgende fortælle om deres oplevelse af den abstrakte, ikke-lineære forestilling. Her var bred enighed om, at oplevelsen i begyndelsen var lidt svær at gå til:
“Man lærte ret hurtigt, at man bare blev nødt til at sidde og se på det og så smide alle ens fordømmelser væk. Og så bare tage det ind.” En anden supplerer: “Og det er faktisk lidt sværere, end man skulle tro. Man er vant til skolesammenhæng, hvor man altid skal være klar med en analyse.”
Det er Kristján Ingimarsson Companys opfattelse, at de unge i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne bliver trænet i at se på scenekunsten med et analytisk blik, som skal bruges til at komme frem til en højere mening og budskab. Det blik er oftest rettet mod traditionelle forestillinger, fortæller de unge i panelet – også, når de er i teatret med skolen eller familien. Hvor billedkunsten og film, i skolens regi, har et andet spillerum for at være abstrakt og surrealistisk, er forventningen til teatret som kunstart ofte en anden: at det skal være samfundsrelevant og give mening, siger Kristján Ingimarsson.
Her er totaloplevelsen Room 4.1 Live et eksempel, som netop udfordrer denne opfattelse. Her skal man ikke forstå det med sin rationelle logik, men i stedet følge sin intuition, og ikke nødvendigvis lede efter en mening eller budskab.
Verden er kompleks – det er scenekunst også
De unges respons var overordnet set, at det tog noget tid at blive afvænnet den vante måde at gå til teaterforestillinger på, navnlig det klassiske analytiske blik. Pernille Welent Sørensen, som er to år inde i sin ph.D-afhandling og konsulent for Teatercentrum, forsker i børns møde med scenekunsten. Hun har et bud på, hvorfor abstrakte forestillinger kan være så utilgængelige:
”Skolen er med til at forme det blik, som vi ser verden gennem. Skolen er gået hen og blevet meget målstyret, som et udtryk for en meget effektiv og lineær tankegang hos bl.a. politikere. Det er en generel tendens i samfundet, hvor vi forsøger at kontrollere og gøre det komplekse, ukompliceret og overskueligt. Det, vi oplever ved en teaterforestilling, er generelt meget komplekst.”
Betyder det, at scenekunst er for kompleks til børn og unge? At det komplekse og abstrakte er for utilgængeligt til, at det giver en god oplevelse?
ISCENE stillede en 7. klasse fra Frederiksberg en par spørgsmål, efter de havde set Bådteatrets Jernring, der er en kompleks og abstrakt dukkeforestilling for voksne. Formålet var at finde ud af, hvordan børnene havde taget imod det 75 minutter lange billeddigt, som har udgangspunkt i Dmitriyevich Shostakovichs 7. symfoni Leningrad.
Deres oplevelse bar præg af en tendens til at falde fra, når den rationelle logik ikke kunne bruges til at forstå narrativet. På trods af dette fornemmede børnene stadig universet og de stemninger, som blev skabt af de forskellige virkemidler, heriblandt musikken. De fornemmede også, når noget ikke passede ind, såsom en scene, hvor en Stalin-figur dansede på en polestang midt i det mørke og dystre krigsunivers. Dette er et godt eksempel på, at selvom børn og unge ikke nødvendigvis forstår komplekse og abstrakte narrativer med deres rationelle og konkrete logik, kan børn og unge stadig fornemme og forstå det skabte univers.
At mærke en forestilling i sin krop er centralt for Jesper de Neergaard, teaterleder af danseteatret Bora-Bora i Aarhus i oplevelsen af abstrakt scenekunst. Han er enig i, at skolerne fokuserer på analyse af scenekunsten. Han mener dog også, at vi ikke skal dæmonisere det klassiske analytiske blik, da det er med til at give en forståelse for kunstens kompleksitet.
For ham ligger problematikken i, at en væsentlig del af scenekunsten ikke bliver taget med i analysen: det kropslige tilstedevær. Dette kan, ifølge ham, gøre det svært for publikum at “gå til” utraditionel scenekunst:
”Dansen skal føles i publikums egen krop og de skal lede efter meningen i dem selv. Hvis man ikke er vant til det, kan det være en stor omvæltning. Hvis de kun er vant til at se taleteater, analysere og putte i kasser, så går de glip af det kropslige. Det kropslige kræver et helt andet sprog, som man ikke er vant til at tale, hvis man ikke har oplevet det før, eller hvis man ikke er blevet introduceret til sproget af sine undervisere.”
Dette kan forklare børnenes oplevelse af Jernring og de unges oplevelse af Kristján Ingimarsson Company’s Room 4:1 Live. De forskellige oplevelser har det til fælles, at det ikke nødvendigvis handler om, at de har et for analytisk blik på scenekunst eller er for vant til at se lineære dramaturgier, og at det er det eneste, de derfor kan forstå. Børn og unge forstår den scenekunst, de oplever, på forskellig vis, men det, der kan være svært, er, at sætte ord på sine oplevelser. For hvordan sætter man ord på en stemning? Hvordan sætter man ord på de fornemmelser og følelser, man fik i sin krop?
Jesper de Neergaard mener, at det først er, når man har givet publikum begge dele, den intellektualiserede analyse og evnen til at lede i sig selv og tale om det, at man kan begribe den kompleksitet, som scenekunst indebærer.
Giv dem sproget
Både Pernille Welent Sørensen og Jesper de Neergaard er enige om, at det er vigtigt at introducere børn og unge til alle former for scenekunst og hjælpe dem med at forstå kunstneriske oplevelser ved at give dem et sprog, som ikke kun tager afsæt i de analysemodeller, der normalvis bruges i dansktimen.
Pernille Welent Sørensen understreger vigtigheden af dette: ”Som voksne skal vi vise, at man kan tale, undre sig og udtrykke sig om kunst – det er en måde at give kunsten værdi og betydning i vores liv og i børns liv.”
Ansvaret for dette ligger dog ikke kun på skolernes bord, men er et fælles ansvar mellem skole, teatre og børns øvrige voksne.
Der er lavet tiltag, der forsøger at gøre dette. Blandt andet rapporten ”Skolen i lære på teatret – med krop og drama i danskfaget”, som er kulminationen af det tre-årige projekt Ej Blot til Lyst, udarbejdet af Ida Krøgholt fra Aarhus Universitet i samarbejde med blandt andre Aarhus Teater og seks folkeskoler i Aarhus og Odder Kommune. Målet for projektet er blandt andet at give lærere flere redskaber til at give børn et sprog omkring scenekunst, inddrage dramapædagogik i dansktimen og bygge bedre broer mellem skole og professionel scenekunst. Rapporten kan downloades her.
