Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

Kan du huske SIGNAs rædselshus Villa Saló?

I år er det 10 år siden, at en af tidens mest omdiskuterede og grænseoverskridende performances havde premiere i København. Vi taler om performancekollektivet SIGNAs Villa Saló, der i 2010 udforskede ydmygelsens- og overgrebets anatomi i et hus, hvor publikum kunne komme i alle døgnets 24 timer og være del af fornedrelserne. 

Forfatter Daniel Tafdrup, var gæst i huset og reflekterer over oplevelsen i sin nyeste roman Drømmetiggere og hurtige sko. ISCENE har fået lov at bringe et kapitel.

Annonce
Portræt af forfatter Daniel Tafdrup. Foto: René Mølskov

ØJENÅBNER

Den flotteste af soldaterne holder øjnene på mig, imens han trækker Marie til side. Han tester mine grænser og afventer min reaktion. Den udebliver. Jeg er for beskæftiget af at sanse. Lugten i huset er karakteristisk og minder om en blanding af sved, synd og safter. Det er teater, men det er virkelighed. Det her er virkelighed, og jeg kan lide det. Mine tanker og handlinger er virkelige. Noget bobler inden i. Følelsen af jalousi og afmagt. Han taler gebrokkent engelsk og er klædt autentisk i en slags guerillakrigsmundering med et gevær hængende i en strop over skulderen. Hans militære uniform vækker autoritet, mens hans åbenstående skjorte og beskidte undertrøje vidner om det modsatte. En mand med magt men som ikke er til at stole på. Jeg har til gengæld stor tiltro til forestillingen. Også selvom han synligt prøver at forføre min kæreste med sit grådige smil. 

”She look’ like my girlfriends,” siger han henvendt til mig men med øjnene hvilende på Maries hals.

Vil han have, at jeg skal blande mig og gøre modstand? Et tvetydigt kompliment er det vel, men endnu mere er det en provokation om, at han lige såvel kunne kneppe hende som jeg. Marie ser på samme tid ukomfortabel og fornøjet ud, og jeg stoler for meget på den manipulerede virkelighed til at ville gøre modstand. Men det kunne nu også være sjovt at se, hvad der ville ske med teaterstykket, hvis jeg gjorde. Vi har fået at vide, at vi er medbestemmende for stykkets gang, men foreløbig er mine grænser ikke stødt. Så ingen grund til at ændre på, hvad der er planlagt. Det tænder mig i øvrigt, han synes, at Marie er flot. Det er hun virkelig også. Især som hun står dér med ham. De passer i virkeligheden meget bedre sammen, når jeg at tænke, inden jeg selv bliver taget i hånden af én af stuepigerne og ført bort fra Marie. Jeg lader, som om jeg spiller med og synes, at det hele bare er lidt pudsigt. Sandheden er, at jeg allerede føler konceptet hundredeogtyve procent. Varmen fra pigens hånd er virkelig, og den går direkte i mit nervesystem. Den er vældig virkelig. Sveden imellem vores håndflader er virkelig. Energien fra hende, der strømmer igennem min arm og ind mod mit indre. Den susende fornemmelse i mine blodbaner. Min hjertebanken er virkelig. Sekretet der vådter mine boksershorts for enden af min pik er meget virkeligt. Jeg allerede har måttet korrigere den med hånden i lommen, så den ligger klemt ud til siden og dermed ikke syner af manglende selvkontrol. Jeg har lyst til at gennemkneppe hende. Selvfølgelig har jeg det. Men det må Marie og de andre ikke kunne se. Det må jeg jo ikke, og sådan noget gør jeg heller ikke mere. Jeg er slet ikke så primitiv længere. 

Vi er blevet splittet op. Sådan gør de tilsyneladende med alle par her i Villa Salò. Det kan jeg hurtigt regne ud, når jeg ser de andre gæster i huset. På den måde får vi nok den mest autentiske oplevelse af, hvad de har forberedt til os. De har forudset, at en kæreste herinde vil være som en klods om benet. Lidt ligesom ude i virkeligheden. Kun på egen hånd vil vi hver især kunne åbne ordentligt op og leve os ind i de konstruerede rammer, som de har bygget op for os. Sammen vil vi være for omklamrende, betryggende og søvndyssende. Fuldstændig uimodtagelige for nye indtryk. Det er den beroligende effekt tosomheden har på os mennesker. På både godt og ondt. Marie og jeg er blevet alt for komfortable. Trygge og tilfredse er vi, men inden i er vi døde. At danne par føles som en uundgåelig bedøvelse af ens sanseapparat. I hvert fald lever ingen af os til fulde, fordi det ville være helt uacceptabelt for den anden. Og vi er vel som de fleste. Det er netop derfor, de skiller os ad. Det er såmænd bare deres tjeneste til os.

Stuepigen fører mig målrettet videre igennem huset. Instinktivt betragter jeg hendes figur i den tætte sorte dragt med de fine hvide blonder. Hun ser sig kort tilbage over skulderen og griber mig i at studere hendes røv. Jeg smiler af refleks og udstøder et lille håbløst suk. Anerkender, at jeg gik i hendes fælde. Hun griner flirtende og sætter tempoet i vejret, mens jeg prøver at følge med. Enkelte voldsomme råb fra de tilstødende rum overdøver nu og da de sagte toner af et klaver, som jeg kan høre spille i det fjerne. Måske fra en grammofon et sted. Jeg tager alle indtrykkene til mig på min vej. Holder mine øjne og ører åbne. Forsøger at læse de andre gæsters ansigtsudtryk for at afkode, om deres oplevelse mon også startede sådan her. Men det er slet ikke til at sige. De fleste er for opslugte i deres egen lille forgrening af historien og ænser mig slet ikke. En enkelt herre nedstirrer mig, som prøvede han selv at gætte, hvad jeg skulle have bevidnet herinde. Andre kan jeg end ikke gennemskue om er gæster eller skuespillere. Vi passerer en større gruppe, og tjenestepigen trækker mig helt tæt ind til sig for at hviske mig i øret:

”Watch out for Madame Vaccari!”

”Why?” spørger jeg uforstående.

”She’s pissed at the Masters for raping Augustine last night.”

Jeg forstummer, da jeg ser alvoren komme til udtryk i hendes ansigt. Før jeg når at spørge om mere, kommer en fin klædt dame buldrende uden overhovedet at skænke os et blik. Efter hende følger en lille skare af gæster som fluer om en ko. Jeg stirrer på den hidsige dame, mens stuepigen underdanigt bøjer hovedet mod gulvet, indtil hun er væk. Derefter griber hun igen min hånd og smiler smigrende til mig. Der er tydeligvis fortællinger på kryds og tværs, og det er bare med at vælge sin vej. Foreløbig føler jeg mig dog forpligtet til at se, hvad der er i vente, hvis jeg følger efter min udvalgte makker. Jeg fortsætter med hende ned af en trappe til kælderen og ender i, hvad der ligner tjenernes køkken.

”Are you hungry?” spørger hun mig.

”Yes,” svarer jeg, selvom Marie og jeg lige har været på restaurant.

Gad vide, hvor Marie egentlig er blevet ledt hen? Jeg har ingen idé, men jeg er sikker på, at der venter hende en tilsvarende oplevelse. Bare med omvendt fortegn. Et eller andet sted håber jeg, at soldaten lykkes med at charme sig ind på min kæreste. At han nedbryder hendes standhaftighed. Gør hende lige så vakkelvorn som mig. Jeg ønsker, at hun skal give efter. Det vil gøre ondt, men det vil vidne om, at hun også er drevet af sine lyster. At det ikke kun er mig, der har så svært ved det. Vi sætter os på to skamler ved et lille bord. Jeg har så meget lyst til den her pige foran mig, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Ikke bare sådan fordi det er spændende. Nej, det er et decideret fysisk ubehag. Det er den rene tortur for mig: Som at blive holdt vågen og ikke at måtte sove. Jeg må ikke lystre min krops signaler. Jeg må ikke, for sådan gør man ikke. Jeg må ikke stikke min pik ind i hende. Selv hvis hun siger, at jeg faktisk godt må, så må jeg jo alligevel ikke. Det har jeg omsider lært af samfundet omkring mig. Og der er naturligvis en hulens masse årsager til, at den slags er forbudt. Først og fremmest er der jo alverdens religioner, som jeg ikke tror på. Dernæst er der hele vores verdensopfattelse, som så også er nedarvet derigennem. Rester fra fortidens multinationale selskaber, der regerede som en moraliserende mafia. Misinformation samt moralkodeks forklaret gennem science fiction og diametralt nok videnskaben som en slags alternativ religion. For slet ikke at tænke på alle skræmmekampagnerne om aids i slut firserne, som fik mig til at tro, at enhver dansk skolepige da måtte bære på HIV. At være promiskuøs er ganske enkelt farligt. Oven i kommer så hele den kommercielle romantisering af parforholdet som det ultimative pejlemærke både før, efter og siden hen. Og ja, for evig og altid. I programmet for teaterstykket står der desuden sort på hvidt, at gæster ikke må have sex med skuespillerne. Alting forbyder mig det. Alt lige bortset fra min natur. Jeg ville selvfølgelig aldrig gøre det mod hendes egen vilje. Det er klart. Men andres vilje? Hmm, den er straks sværere. Alligevel er det kun for Maries skyld, at jeg holder igen. Jeg har lyst til at besvime og falde helt ud af verden. Hvorfor er man overhovedet til, hvis man ikke må noget som helst? Men jeg må godt tænke det. Jeg må fantasere om hende, når jeg kommer hjem. Forestille mig, hvordan det ville være. Jeg må Google hende og onanere til hendes billede. Jeg må drømme om hende om natten. Og om dagen. Jeg må endda drømme om hende, mens jeg knalder med min kæreste. Lukke øjnene og forestille mig hende stuepigen og alt dét, som jeg ikke må gøre med hende. Det må jeg. Og det må vel blive min medicin for at klare mig igennem resten af livet. Men er flirten, som jeg mærker, overhovedet virkelig? Eller er det også skuespil? Gør hun det med vilje? Hvor mange gæster har hun allerede taget med ned i kælderen før mig? Ladet hver og én af dem tro, at de er ved at blive forført. Eller er det kun mig? Måske er det slet ikke en del af stykket? Måske er det en metaoplevelse, hvor hendes virkelighed er lige så reel som min, men opvisningen imellem os blot er dér, hvor vores verdener berører hinanden? Hun skærer to tykke skiver franskbrød og begiver sig til at smøre madder, mens hun lystigt fortæller om al den seneste sladder i huset. Det lader til at være her, de forbereder mad til de andre deltagere og gæster, men jeg har det, som om jeg er blevet taget backstage, og at det rigtige teaterstykke foregår ovenpå. Eller i hvert fald dér, hvor Marie er. Men hun gennemgår sikkert bare det samme som jeg. Jeg takker pænt ja til, hvad stuepigen byder mig og tager forsigtigt en bid af den overrakte rekvisit. Den smager af marmelade, så det er vel bare den marmelademad, som den skal forestille at være. Men det gør bestemt ikke pigen foran mig mindre virkelig. Stadig er min fascination af hende vel cirka lige så naiv, som når folk forelsker sig i deres luder og tilmed tror på, at det er gengældt. Jeg indser at min indledende rejse ophører her, og jeg takker hende for maden, før jeg endelig begiver mig ud på egen hånd.

Villa Saló
Villa Saló af SIGNA. Foto: Erich Goldmann

Jeg bevæger mig op af en trappe og træder ind på overetagen. Der er flere veje, jeg kan vælge. Ligesom i mine gamle rollespilsbøger. Ned langs den ene korridor, kan jeg dårligt se, hvor den ender, så jeg vælger den anden. Den er overskuelig, og jeg er født grundig. Jeg vil jo gerne det hele igennem. Gangen rummer flere tilstødende soveværelser, og jeg må overvinde min autistiske trang til nødvendigvis at skulle starte fra den ene ende. Jeg træder bare frem i blinde og lader mig lede af tilfældet. Stemningen er helt anderledes end i stuetagen. Alt er mere intimt. Når jeg passerer de andre gæster eller skuespillere, er de så tætte på mig, at jeg kan mærke deres ånde. Jeg føler, at jeg trænger ind på deres territorium. Som om jeg har sneget mig ind, mens alle andre har et godkendt ærinde. Jeg er nysgerrig efter at opleve mere, så jeg tager fat i håndtaget på en dør. Det rokker sig ikke, men det næste giver efter. Inde i kammeret finder jeg en af herrerne liggende fuldt udstrakt på sengen med alt sit tøj på. Der er ingen andre i rummet, og jeg bliver flov over at være brast ind. Han skal jo også have lov til at sove engang imellem, når de nu spiller i en hel uge i træk. Han vipper hovedet et par grader op og åbner øjnene halvt. Da han ser, at jeg bare er mig, grynter han og lægger sig til at sove videre. Jeg er paf over stedet. Ud fra hvad jeg foreløbig har set, er jeg sikker på, han var vågnet op til dåd, havde jeg været Marie. I stedet for at liste rundt her går jeg ud fra, at det er bedst at vælge et andet værelse. I det næste er en af husets fine damer i færd med at fortælle en gruppe tilhørere om de ydmygelser, der finder sted. Hun rækker mig et glas med vodka og gestikulerer, at jeg kan sætte mig blandt de andre gæster, som har taget plads på hendes store seng. En nøgen pige børster omhyggeligt damens hår, mens jeg bider den lunkne spiritus i små tårer og lytter til historierne. For hvert rum er der noget nyt at lære. Jeg overværer de seksuelle krænkelser, som har trukket de fleste overskrifter i avisernes dækning af totalteatret. Foruden alle de fysiske overgreb, der ligeledes har skabt et vældigt postyr de sidste uger. Jeg var forberedt på meget, men det er stadig en mundfuld selv at være vidne til det. Alligevel kan jeg mærke, at jeg er ved at føle mig tryg i huset. Selvom konceptet er bygget op omkring rang, disciplinering og systematisk udnyttelse, er grusomhederne begyndt at blegne for mine øjne, og jeg ignorer dem til fordel for nye og spændende tråde, som jeg kan følge. Efter at have siddet og spillet kort med soldaterne i deres baraklignende sovesal og drukket endnu mere vodka, begynder jeg at tænke på Marie. Jeg mærker en uro for hende, som gør, at jeg må finde hende. Eller også er det for min egen skyld? Jeg kan ikke rigtig vurdere det, men jeg rejser mig for at lede efter hende.

Efter flere timer hver for sig ser jeg Marie i en af mellemgangene, da vores veje omsider krydses. Gensynet føles så uendeligt trygt, og jeg søger hen mod hende som en magnet. Vi river os løs fra hver vores streng på historien. Hun slår armene om mig og knuger sig ind til mig. 

”Wow, det er fedt,” siger hun begejstret.

”Kan du li’ det?” spørger jeg forundret og bøjer hovedet bagover, så jeg kan se hende i øjnene.

”Ja da. Kan du ik’?”

”Jo, helt vildt,” svarer jeg og smiler.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad hun må have oplevet. 

”Behandlede han dig pænt, ham soldaten?”

”Ja, ja… Men han blev lidt for nærgående til sidst.”

”Okay?”

”Men hvad med dig?”

”Lidt det samme,” svarer jeg.

”Der er så meget at fortælle, synes jeg,” siger Marie.

”Præcis… Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte.”

”Skal vi så ik’ bare gå lidt rundt sammen?”

”Jo, så kan vi snakke bagefter.”

”Vi kender hinanden ud og ind,” siger Marie og griner. 

Ja, tænker jeg. Altså lige bortset fra mit inderste lag. Kender hun også det? Jeg tør jo ikke åbne op for det. Jeg er flov over det. Skammer mig. Det er forkert at tænke, som jeg gør. Det er så vældig meget forkert at have lyst til andre. Især når man holder sin kæreste i hånden imens. Men hvorfor er det muligt for de her mennesker at leve sådan her? Hvad end det er skuespil eller virkelighed, så befinder de sig et helt andet sted mentalt. Måske er de ligesådan til hverdag. Men hvis de lever et mere almindeligt liv som mig, så må det her være afladet for deres frustrationer. Teatret bliver den verden, hvor de kan udleve andre sider af dem selv. Eller måske netop deres sande selv. Måske magter de begge dele, uden at det ender i et forbudt dobbeltliv. 

”Hva’ tænker du på?” hører jeg hende spørge.

”Ik’ spor,” svarer jeg og klemmer hendes hånd. ”Kom… Lad os se os omkring.”

Villa Saló af SIGNA. Foto: Erich Goldmann

Vi bevæger os rundt i huset. Det føles helt anderledes, når vi er to. Som om vi er taget hjem men samtidig er blevet her. Omgivelserne træder så småt i baggrunden, fordi vi alligevel ikke kan lade være med at gå og sludre om, hvad der er hændt. Jeg er overrasket over, hvor meget hun faktisk har levet sig ind i stykket. Jeg som troede, at hun ville væmmes. Hun er slet ikke så konservativ, som jeg gør hende til. Vi er begge gået forestillingen i møde med åbent sind, og det var endda på Maries initiativ, at vi overhovedet tog herind. Det er hende, jeg skal takke for det her eventyr, som jeg dårligt vidste, at jeg ville på. Jeg har været fuldstændig opslugt fra start, og nu føles det, som om det har vendt op og ned på hele min verden. Vi vidste, at det ville handle om hierarki og ydmygelse, men ellers var vi rimelig grønne i det her mørke univers. Alligevel er dét, der overrasker mig mest, at det er Marie, der er den voksne og mig, der endnu ikke kender mig selv. Vi vender tilbage til aulaen, der lader til at fungere som samlingspunkt for hele den underliggende historie. En planlagt ceremoni er ved at finde sted, og vi bliver mødt med synet af et tvunget samleje midt på gulvet til fuld skue for alle gæsterne. Det får os til igen at koncentrere os om, hvor vi befinder os. En halvnøgen pige ligger magtesløs med en mand over sig og imellem sine spredte ben. Begge græder de og beklager sig højlydt til de omkringværende. For tvunget er både hun og han blevet af husets kommandører, der sidder hen ad den ene side af et langbord, som var det den sidste nadver. Gæsterne er stimlet sammen i hestesko omkring akten, op ad væggene, og hvor der ellers er plads. Vi stiller os iblandt dem. Husets stormester er i færd med at forklare om vigtigheden af afstraffelse. Han provokerer publikum i et forsøg på at fremkalde en reaktion. At få os til at protestere eller afbryde dét, der foregår, og dermed få grusomhederne til at stoppe. Men det er der ingen, der gør. Folk slubrer det i sig. Alt det man ikke må. Så spændende er det. Og grænsen for om der er rigtig penetration eller ej er, hvad der bliver hvisket om i krogene. Som om det skulle gøre den store forskel. Jeg bliver ubekvem. Min egen reaktion minder mig om den oplevelse, jeg fik, da jeg så min første deciderede pornofilm på Kanal K. Den handlede om en halvretarderet pige, der finder ud af, at det er rart at onanere med sin dukke. En makaber erfaring, fordi det først og fremmest mindede om en omvendt fødsel. Men samtidig gjorde det virkelig godt på pikken i min hånd. Kan man det, tænkte jeg dengang og var tæt på at slukke. Og hvorfor var det stadig ophidsende? Kunne de dog ikke bare have vist noget almindelig porno? Det betød jo, at jeg følte mig forstyrret, fordi jeg tændte på det. Senere forstod jeg, at det simpelthen bare var den følelse, jeg fik, hver eneste gang mine grænser blev skubbet et nøk mere. Som i dette øjeblik, hvor ubehaget blandes med nysgerrighed. Straffen er nu blevet gjort op, og en af husets mestre lyner sine bukser ned for at pisse manden i munden, fordi han ikke ville adlyde og gennemføre ordren om voldtægt. Jeg får decideret kvalme og må se væk. Hvem er de her mennesker dog? Hvem medvirker i sådan noget? Hvordan er deres almindelige liv? ER det her deres liv? Det må det vel være. Hvis du vil pisses i munden herinde, må de vel have overskredet grænsen før. Min mave vender sig i en blanding af væmmelse og beundring. Det er den samme følelse, som jeg husker den fra pigernes søde dufte, dengang vi legede doktor i børnehaven. En kvalmende skyldfølelse, som jeg flere gange siden har oplevet. Og igen nu, hvor jeg akkurat kan ænse den helt tilbage på tungen, når det handler om, hvorvidt jeg kan kapere at se den ydmygende scene udspille sig foran mig. Det hænder heldigvis stadig, tænker jeg, at jeg lige må synke en ekstra gang. 

I samme sekund træder et hold veninder ind og overværer afslutningen af ceremonien som deres allerførste oplevelse i huset. Det bliver øjeblikkeligt for meget for dem. To bryder i gråd. Én bliver vred, og den sidste trøster de to. Alle andre i rummet har været her i timevis og har for længst vænnet sig til uhyrlighederne. Vores grænser har rykket sig for bestandigt. Enkelte kigger endda irriteret over på de nye besøgende, som for at få dem til at holde op med at spolere oplevelsen. Utroligt hvor meget en menneskehjerne kan påvirkes, tænker jeg. Og hvor let. Jeg får ondt af de nytilkomne og prøver at berolige dem. 

”I er kommet til det mest groteske,” betror jeg den, der står nærmest. 

”Hmm… Okay,” svarer hun skeptisk og ser over på virvaret og så tilbage på mig, ”men jeg tror stadig ik’, at det er noget for os.”

”Det forstår jeg godt,” svarer jeg. ”Hvis jeg havde set dét her som det første, var jeg også blevet chokeret.”

Hun fnyser.

”Det er jo for sygt!” 

Der mumles højlydt i den store stue, og en ældre kvinde vender sig for at tysse på os. Imens fortsætter forestillingen upåvirket eller nok snarere intensiveret af de nye publikummers afstandstagen.

”Ja, det ER voldsomt,” fortsætter jeg, ”men vigtigt.”

”Hvorfor er det vigtigt? Og hvorfor skal jeg dog betale for at se det her?”

”Fordi det er kunst… Det får os til at tænke.”

”Tror du ik’ bare, at DU er lige så syg i hovedet?”

”Måske,” svarer jeg og holder inde, mens jeg tænker mig om. ”Men i så fald håber jeg, at der stadig vil være plads til mig i den her verden.”

Marie bryder ind.

”Prøv lige at gi’ det en chance… Gå rundt i huset, inden I bestemmer jer. Ellers tager I bare den dårlige oplevelse med jer hjem…”

De kigger rundt på hinanden i venindeflokken.

”Jeg lover jer, det andet ik’ er lige så slemt,” følger Marie op.

”Kom, lad os skride,” lyder det fra én af de grådkvalte.

De vender om og er væk igen lige så hurtigt, som de kom.

”Måske sku’ vi også tage og smutte,” siger Marie til mig.

Jeg nikker. Jeg er også ved at være godt mættet, tænker jeg. Billetterne gælder godt nok lige så længe, som vi ønsker, men det er, som om den sidste oplevelse satte et fint punktum.

”Nøj, hvor var det syret,” siger jeg til Marie, da vi kommer ud i den friske luft.

”I know,” svarer hun, mens vi kigger os over skulderen. 

Som var vi trådt ud af en portal direkte fra helvedes forgård, befinder vi os igen tilbage på Østerbro. Lidt lys trænger ud gennem de barrikaderede vinduer bag os. Ellers er boligen faktisk ikke specielt iøjnefaldende, tænker jeg, idet vi spadserer derfra. 

”Jeg har seriøst aldrig prøvet noget lignende,” fortsætter jeg og tager et par dybe indåndinger for at rense ud i mine luftveje.

”Heller ik’ hér… Om ikke andet har jeg da inspiration til de næste syvhundrede malerier,” siger Marie.

Jeg gør store øjne til hende og nikker. 

Natten har for længst indfundet sig over det mondæne villakvarter. Kun støjen fra huset følger os rundt om hækken, da vi drejer om hjørnet.

”Min adrenalin pumper derudaf,” forklarer hun og slår med armene som stempler for at illustrere.

Anstrengelsen får hende til at hoste krampagtigt.

”Jeg har det også helt mærkeligt i kroppen,” siger jeg og ler. ”Altså på en god måde… Alle de indtryk.” 

”Ja, jeg ved dårligt, om jeg skal grine eller græde,” svarer hun og rømmer sig.

”Jeg ved, hvad du mener. Jeg har mest brug for bare at plapre løs.”

Marie skærer mig af.

”Stanken sidder ligesom bare fast. Gør den ik’?” 

”Jo,” svarer jeg og griner højt. ”Jeg tror aldrig, vi bliver de samme igen.”

Marie snuser til sin bluse og griner hysterisk.

”Ad! Der lugtede bare så dårligt derinde… Tror du, det var rigtig bæ, vi så?”

”Nej. Det kan det ikke ha’ været. Det ville simpelthen være for klamt.”

”Men tisset var stadig tis.” 

”Ja, det var det godt nok.”

Vi når til en bænk, og jeg tager plads på den. 

”Det er egentlig ret godt gået,” starter jeg og gør tegn til, hun kan læne sig op af mig. ”Det var så overvældende, at vi har behov for at vende det nu.”

Hun sætter sig ned, og jeg lægger armen om hende.

”Mmm,” svarer Marie, ”men synd for de dér piger til sidst,” mumler hun med kinden mod min skulder.

”Ja, uheldig timing,” konstaterer jeg og læner hovedet bagud over ryglænet. 

Dampen fra vores ånde lyser op i mørket som små skyer. Jeg stirrer op i gadelampen over os, der forsvinder kortvarigt bag hvert åndedræt.

”Måske havde de ret i, at det var for vanvittigt,” siger Marie. ”Jeg mener… Var det virkelig nødvendigt at gå SÅ langt?”

”Jeg synes sgu, det var stor kunst,” siger jeg og retter mig op. ”Det var jo et sandt sansebombardement. Prøv bare at se, hvordan det har fået os i tale… Hvornår har du sidst haft det sådan?”

”Tjaa… Det er der ikke mange museer, der formår,” svarer Marie og pauser. ”Jeg har i hvert fald fået respekt for, hvad teater kan i forhold til film for eksempel.”

”Hvad enten man ku’ lide det eller ej, så vil jeg påstå, at det her er ægte kunst.”

”Hvorfor? SKAL kunst da nødvendigvis provokere?”

”Nej, det SKAL den ikke… Men den får større betydning, når den er i stand til at rykke os mennesker.”

Marie rynker panden, før hun svarer. 

”Så bliver den måske konstruktiv, men jeg ved ikke, om den ligefrem bliver mere ægte af det… Hvorfor er det overhovedet vigtigt? 

”Fordi jeg tænker på, om al stor kunst mon er skabt gennem en eller anden form for undertrykkelse?

”Den skal jeg lige ha’ igen… Hva’ mener du?”

”Jo altså, for eksempel dét at have tanker, som kan være ulovlige, tabubelagte eller bare upassende… Hvis behovet bliver stort nok til at fortælle dem, må det danne grobund for kreativitet. Tror du vel, det er et tilfælde, at så mange store kunstnere har været homoseksuelle? Eller i hvert fald tenderende.”

”Tjoo… Det kan der måske være noget om,” svarer hun.

”Se bare på politisk kunst og omgåelsen af censur? Har den slags kunstnere mon ikke haft et større behov for at udfolde sig?”

Marie studerer mig, og jeg tolker hendes mimik. Jeg kan se, at hun undrer sig over, hvor alvorligt jeg pludseligt tager vores snak.

”Jo, de har måske haft mere på hjerte… Er det dét, du mener?”

”Både og,” svarer jeg. ”Men det vigtige er, at de har måttet være mere opfindsomme i deres kommunikation. Og det er netop, hvad kunst er: Et avanceret morsesystem. Skabt af komplekse følelser og derefter pakket ind i censur og symbolik. Konstrueret og dekonstrueret til ugenkendelighed, som så kan afkodes af nysgerrige sjæle. Nogen som forstår. Også dem uden forudsætningerne for det, men som måske kan sætte pris på andre elementer.”

Marie ser undrende på mig, mens jeg fortsætter. 

”Uanset hvad, får modtagerne af kunsten adgang til et tankesæt, hvorigennem de kan afprøve sig selv og måske teste deres livssyn.”

”Og hva’ så?” svarer hun og gør sig helt fri af min favn. ”Skulle kunst så bare være et kodesprog? Som om man absolut SKAL have en undskyldning for at skabe kunst.”

Annonce

”Nej, jeg mener ikke nødvendigvis, at der ALTID kan sættes lighedstegn. Jeg tænker blot, at det er en oplagt stimulans… For at kunne danne et budskab, som er åbenlyst for nogen men skjult for andre, må kunstneren jo kommunikere intelligent.”

”Det kan jeg godt se,” siger Marie, der efterhånden sidder helt modsat mig på bænken. ”Men jeg mener ikke, at det nødvendigvis kendetegner al stor kunst… Hvis det er det, du siger.”

”Jamen, det er det ikke. Men det er måske derfor, at benspænd ofte er stimulerende frem for begrænsende,” svarer jeg. ”Mennesket kan slet ikke kapere frie tøjler… Vi ved dårligt, hvad vi skal stille op, når alt er muligt. Vi er nødt til at have modstand, og det er selve kampen, der giver os mening. Hvis alle var enige, og vi levede i harmoni, så ville pointen med det kunstneriske helt forsvinde… Nemlig at fortælle om det, der er anderledes.”

”Jeg kan altså ikke følge dig længere… Jeg aner ik’, hvad du mener.”

”Hvem er det nu… Jeg tror, det er Rousseau, der siger, at mennesket er født frit, men overalt ligger det i lænker.”

Jeg får ingen reaktion fra Marie.

”Prøv engang at forstå… Mennesket markerer sig ved at positionere sig gennem samhørighed og afstandstagen. Til og fra. Hele livet. Og jeg mener ikke, at de forhold nogensinde vil ændre sig. Ligegyldigt hvor balanceret verden kunne blive. Utopia er et paradoks, eftersom det er i kontrasterne, at vi føler os mest i live.”

Marie stopper mig.

”Hvor vil du hen med alt det her?”

Der bliver stille. Jeg prøver at finde hoved og hale i mine tanker, men jeg ved ærgerlig talt ikke, hvad jeg skal sige. 

”Prøver du at fortælle mig, at du er bøsse eller hvad?” spørger hun så uden at trække en mine.

”Øhh… Nej, tværtimod… Det handler vel om, at jeg hverken tør sige, hvad jeg tænker eller føler.”

”Og hvorfor så det?” spørger hun fornærmet.

En mand svinger om hjørnet, så jeg holder inde, til han har passeret os. I sekunderne der går, mindes jeg mine skænderier med Sarah og samler mod til at prøve at sige det, som jeg tænker. 

”Fordi jeg skammer mig over det,” udbryder jeg, da manden er forbi.

”Hvad mener du?”

Der er ingen vej tilbage. Jeg er sprunget i med begge ben.

”Martin, for helvede… Du skræmmer mig.”

”Jamen for eksempel, at du ikke brød dig om soldatens tilnærmelser… Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, så meget havde jeg lyst til hende stuepigen.”

Marie siger ingenting.

”Det handler om… At sådan som jeg har det inden i, er noget, jeg bliver nødt til at undertrykke for at kunne fungere i den her verden… Og for ikke at såre dig.”

Jeg kan se, at hun omgående bliver ked af det. Hun forsøger at skjule det, men hendes kæbe dirrer. Jeg har set det så mange gange før. Det er umuligt for hende at stoppe nu. Væsken samler sig om øjenæblerne som små diger, og det til venstre er allerede ved at løbe over. En tåre kommer til syne og drypper tungt ned på hendes bukser. Bumpet på stoffet bryder tavsheden. Hun brister og kan ikke længere holde gråden tilbage. Hendes øjenlåg lukker i og klemmer alle tårerne ud mellem sprækkerne. Fra begge øjne triller de i lige baner ned over hver kind og videre ned i hendes skød, inden hun til sidst skjuler sit ansigt i hænderne og bukker sig forover mod mig. Jeg griber instinktivt om hende og krammer hende så godt, som jeg overhovedet har lært. Hun hulker fuldstændig ustoppeligt, og jeg mærker min trøje blive mere og mere gennemblødt. Jeg trøster hende alt, hvad jeg kan. Også selvom jeg nu er den absolut sidste person i verden, der kan udfylde netop den rolle.

Cover af Daniel Tafdrups roman.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Annonce