Baggårdteatret sætter atter et litterært liv i spil i nyt dramatisk værk, denne gang den næsten glemte Karin Michaëlis. Forestillingens visuelle og musikalske univers skaber sprækker ind i forfatterskabet, mens den dramatiske bue bliver en anelse diffus i en tekst, der vægter det biografiske og historiske.
Jagten på det gode menneske præsenteres som ”et episk drama om det 20. århundrede set gennem en stærk kvindeskæbne”. Det er det, vi får, og det koster på den dramaturgiske klarhed, og giver især i anden akt en oplevelse af ”og så… og så… og så”, når verdenshistorien som små maggiterninger presses ind i replikker – der jo netop ikke har det episke flow.
Det er en fornøjelse, at Baggårdteatret igen tager ansvar for at præsentere ny dansk dramatik, og der er da, trods det lidt overlæssede og opremsende præg, også masser af fine kvaliteter i deres nye litterært inspirerede, men også meget visuelt-fabulerende dramatiske biografi. Efter Bertolt Brecht og Tom Kristensen er turen kommet til forfatteren Karen Michaëlis, der nok var født i Randers, men havde en lang historie med Thurø nær Svendborg, hvor Baggårdteatret jo holder til. Michaelis byggede med sin første mand, forfattere Sophus Michaëlis sommerhuset Torelore på øen. Siden blev det hendes faste opholdssted i Danmark, og det var her, hun gav husly til Brecht og andre flygtninge fra nazismen i årene op til Anden Verdenskrig.
Dengang var hun en international kendt forfatter berømmet for både ungdomsserien om Bibi og værkerne om kvinder og deres sexliv. Førnævnte Tom Kristensen beskrev Michaëlis som en tidlig forløber for stilen stream-of-consciousness, der ellers tilskrives den senere James Joyce. Karin bed i livet, og livet bed i hende og det blev til et stort, men også meget kvalitetssvingende forfatterskab, som formentlig med rette løftes frem af glemslen i Jagten på det gode menneske. Jeg skriver formentlig, fordi hendes litteratur er svær at blive nysgerrig på i en forestilling, der som sagt fokuserer meget på det biografiske og historiske.
Og så alligevel. I den meget fine bogudgivelse, der ledsager forestillingen, hylder Amalie Langballe særligt Michaelis evne til at se og frygtløst formidle det sete, også det, der sker i ”gråzone og grænseland”. Den stemning får vi med i stykkets dialog, og måske særligt i Rikke Juellunds elegante, drømmende scenografi, hvor skygger af planter samtidig signalerer Michaëlis grønne ø, det lystfulde og Edens Have, hvor uskylden bor. Hele tiden veksler lys og skygge, mens Meike Bahnsens højstemte Karin kastes fra forelskelse til fornedrelse
Det tvetydige findes også destilleret i Katinka Bjerregaards figur Shen Te fra Brechts Det gode menneske fra Seuzan, som han siges at have bygget over netop Karin Michaëlis. Shen Te, der fungerer som en form for spejlfigur til Karin, var i Brechts udgave godheden selv og måtte opfinde en hård tvillingebror for at holde tiggerne fra livet. Mere sammensat er det nok med den ambitiøse Karin, der er skytsengel for mange, og som ikke er bange for at tale magten imod. Nok søger hun godheden, nok svigtes hun mere end én gang, men hun lyver også selv, når det er opportunt, og hun suger andres liv og transformerer dem til litteratur. Det får forestillingen fint frem, om end spejlingsmetaforen overdrives til det trættende.
Katinkas sange er absolut så fantastiske, som de også er, når hun optræder i bandet af samme navn. Hun har komponeret forestillingens klanglige univers med Simon Ask Ladekarl fra bandet og det fungerer helt symbiotisk med scenografien. Hendes sangforedrag bevæger sig legende let mellem det barnligt lyse og det mørkt svuppende og fræsende. Hun rører hjertet og giver dybde til fortællingen. Lad mig derfor også slutte med et par strofer fra en af hendes sange, der er skrevet direkte til forestillingen, og som alle er gengivet i den omtalte bog, som jeg kraftigt vil opfordre til at fordybe sig i, hvis man har fået lyst til at vide mere om en af litteraturens glemte forfattere:
Tal mig aldrig op
Ta’ mig aldrig til himlen
Træk mig fra din piedestal til 1. sal
Tal mig helt ned
Til sølet gør mig svimmel
Tal til mine trusser falder af
Læs mere om bogen her eller læs ISCENEs anmeldelse af Jordens Indre om en anden glemt kvinde.
LÆS OGSÅ: anmeldelse af Baggårdteatrets forestilling om Tom Kristensen
