Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

Kenneth Thordal: ”Når man kommer fra Rock’n’roll er teaterverdenen luksus”

Teatret er privilegeret. I forhold til musikverdenen er der flere midler. Bedre forhold. Ordentlige lydprøver. Man tjener lidt penge, hvilket er rart – helt banalt – og også en af grundene til, at Kenneth Thordal er glad for at lave musikteater. På flere måder er det også nemmere, fordi man er en del af et hold. Man skal ikke selv vurdere, hvornår værket er færdigt. Og så får man stillet en opgave, som faktisk kan løses.

”Rock’n’roll er bare hårdere: Hver gang, jeg skriver en sang, skal jeg besvare spørgsmålene: Findes Gud? Hvordan løser man verdens fattigdomsproblemer? Hvad er meningen med det hele? Og hvordan får jeg fisse? Måske ikke så meget det sidste længere. Det var mere før i tiden. I arbejdet med teatermusik er fokus flyttet væk fra mig. Jeg udfylder en funktion, som en del af et hold. Her giver instruktøren eller manuskript- forfatteren mig en opgave. Det kan være, at musikken skal opnå noget, fremme en bestemt fornemmelse. Hvis de kan lide det, er opgaven løst. Og hey! Det kan jo faktisk lade sig gøre!”, siger Kenneth Thordal.

”Det er ikke for at lyde krukket, men jeg siger bare, at det er nemmere end at skrive sange ud af det blå. I en verden fuld af Bowies, Lennons og Dylans sange, bare for at nævne nogle af de bedste. Der er musik nok. Så det kræver en vis arrogance at stille sig op og sige: Hør mig! Se mig!” Desuden er der en sund ansvarsfralæggelse i det, medgiver Kenneth Thordal. Når man kan sige: ”Det var instruktøren!”.

”Med egne sange er der mere, som følelsesmæssigt skal forsvares. Dermed ikke sagt, at teaterarbejdet ikke også er en personlig investering. Da jeg komponerede musikken til fx Frankenstein Genskabt (Det Kongelige Teater, 2013), var det dér, mit hjerte lå. Med teksterne gør man også altid sit bedste. Men det har været rart at lave noget personligt igen,” fortæller han og refererer til sit aktuelle album, som rummer en personlig sorg, der ligger som klangbund under vores samtale.

MANGE ORD, MEN SJÆLDENT KLICHEER

Kenneth Thordals sprog er umaskeret. Når han udtaler ord som ”pisse” og ”skide”, er det på klassisk lavkøbenhavnsk, men også med den slags særligt tydelige, næsten fløjtende s’er, som ofte kendetegner sangeres sprog.

”Det er ikke for at sige – det er bare for at sige – jeg skal ikke kunne sige” er vendinger, han ofte bruger. Derved suger han på forskud brodden ud af noget, der kunne fremstå som en simplificering. Han bruger mange ord, men sjældent klicheer, og når han gør, er det med en bevidst distance.

Metablikket smitter, og jeg sveder lidt mere end normalt i anstrengelserne på at tilsløre klicheerne i mine egne spørgsmål. Kenneth Thordal ynder at drille, nævner han flere gange. Han ved godt, at det også gør ondt på teatret. Nedskæringerne. Mange lever af de kortere ansættelser, der trods alt findes.

”Det er bare for at sige: I musikverdenen er der ingen faste jobs.” ”Måske er det derfor, rigtigt mange musikere er enormt søde,” har han udtalt andetsteds. Fordi det for langt de fleste er en relativt brødløs branche, og man skal sidde længe i en bil sammen, længere end på en scene. Det vil sige, at man selvfølgelig skal være dygtig til at spille, men også relativt social. ”For hvem gider spille med et røvhul, når der er så mange udmærkede musikere at vælge imellem? Derfor, måske, er mange musikere nogle ret omgængelige typer,” foreslår han.

SØLVGRÅ RÆV

Kenneth Thordal virker selv omgængelig. Omsorgsfuldt brygger han kaffe og byder indenfor til støvede bordflader og et kaos af strengeinstrumenter: ”Jeg er ved at flytte mit studie hjem, så det roder helt vildt. På den anden side … so what?”, skriver han i en SMS dagen før vores møde. Ja, so what? Hvad skal han nu, den 53-årige troubadour, iklædt denim og skjorte, som med sit smalle kindparti, spinkle statur og metalliske hårpragt har en vis lighed med en – smuk, tør jeg sige det? – sølvgrå ræv. Han er som en byræv god til at tilpasse sig de fysiske realiteter, der i dette tilfælde udgør de snart små fem ugers prøver, efterfulgt af fire ugers spilletid på Kong Arthur (Det Kongelige Teater, 2019) i Aarhus. Med løn. Efter 1. juli aner han til gengæld ikke, hvad han skal med resten af sit liv. Så han rykker studiet hjem, blandt andet for at skære ned på udgifterne. Men kan han bare sådan vende tilbage til vilde teatershows med heste, akrobatik, ild og motorcykler? Er der ikke et før og efter de turbulente år, han lige har gennemlevet?

Kong Arthur, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

FIONA

For halvandet år siden mistede Kenneth Thordal sin kun 16-årige datter Fiona, der døde af en svulst i hjernen. Hans nyudgivne album, Den tid. Den sorg, handler om tabet af hende: ”Med det album har min sorg fået et hjem, og jeg vil blive ved med at spille de sange. Det album vil betyde noget resten af livet. Jeg ønsker heller ikke, at sorgen skal stoppe, for sorgen er jo dér, hvor Fiona bor for mig nu. Men det betyder, at sorgen er nødt til at være noget, jeg kan være i. Ikke bare en sort knugende monolit. Den er nødt til også at kunne rumme andre farver.”

GLÆDEN SKAL FYLDE MERE END SORGEN

Han ved, at erindringerne om Fiona med tiden forvandler sig til de mere blakkede fortællinger, vi ofte har om vores afdøde, men han vil hele tiden mindes hende. Derfor har han fået tatoveret et sort hjerte med en sol indeni på armen. Og insisterer på at lade glæden over at have levet med hende i 16 år fylde mere, end sorgen over at have mistet: ”Det er ikke for at sige, at man altid kan styre det. Men man kan prøve.” Efter al sandsynlighed skal han ikke på landevejene med Den tid. Den sorg. Det er svært at få spillejobs i Danmark, forklarer han. Især når man ikke har noget bookingbureau. Albummet er ellers blevet ekstremt godt modtaget. Måske fordi han sætter sprog og følelser på noget, som mange har vanskeligt ved. Hvad med professionelt, spørger jeg, og slipper en sidebemærkning om, at jeg er glad for, at jeg ikke skal anmelde det. For hvordan vurderes et så personligt projekt?

Kenneth Thordal. Foto: Jonas Pryner

”Altså, det er ikke en fucking digtsamling!” Kenneth Thordals reaktion falder prompte. Sølvræve er stort set harmløse, men de bider i selvforsvar. Han fortsætter, lidt mildere: ”Der er jo taget en trilliard valg i forhold til musikken, og hvordan den er produceret. Ikke for at nedgøre anmeldere, men de har det med at fokusere på teksten. Det gælder også teateranmeldere. Ofte forholder de sig fx slet ikke til lys og lyd. Muligvis fordi teateranmeldere mangler sproget for musik, bliver den ofte ufagligt, stedmoderligt behandlet.” Det gælder også i Kong Arthur, som er den vildeste dosis Olsen Banden på crack, der er gået middelalder i. I en enkelt sætning kan de måske finde på at skrive ’musikken var også fin’. Hvad med alt det andet? Tror de, det er sket af sig selv?” spørger Thordal, der mener, at det forholder sig anderledes i rockmusik, ”hvor man er mere i tråd med anmelderne. Ikke fordi de nødvendigvis ved noget om rumklang, eller hvordan lilletrommen er stemt, men de er trods alt vokset op med musik. De er musik. Det samme gælder gode teateranmeldere, som elsker teater og har haft et liv med det.” Emnet er helt klart en kæphest for ham. Musik og teater er andet end ord: ”Musikkens funktion er jo netop at åbne en tekst op, så den bliver mere sanselig”. På den måde er vi tilbage til de fysiske realiteter. Døden mangler vi imidlertid at berøre.

”Jeg bilder mig ind, at jeg ikke tænker så meget over døden. Fionas død har i hvert fald ikke gjort, at jeg frygter den mere. Måske mindre. Jeg taler med hende på kirkegården, og det er rart. Ikke at jeg tror, hun kan høre mig. Men hvad nu hvis? Døden er svær at tale om. Ligesom universet kan vi ikke forstå den. Det er alt for abstrakt. Vi er her jo ikke, når den er der. At være efterladt kan man derimod tale om. Det er konkret. Jeg kan eddermame mærke, at Fiona ikke er her. Men jeg vågner ikke op hver dag og tænker: Åh nej, jeg har kræft. Jeg synes ikke, jeg går rundt og føler mig traumatiseret af dødsangst. Men hey! Når jeg ligger der, er det sgu’ nok noget andet. Der vil jeg sikkert sige: Stik mig en ordentlig gang morfin og et par solbriller, så må vi sejle herfra.”

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...