Del

I princippet har Carsten Bjørnlund og Danica Curcic ingen eller kun meget få grænser i deres kunstneriske virke som skuespillere. Men deres personlige grænser bliver udfordret af alt fra sovende ægtemænd blandt publikum til sexscener, der skal improviseres frem på film. ISCENE mødte de to skuespillere til en snak om, hvor grænserne går i scenekunsten, og hvordan erfaring fra film, scene og liv har gjort det nemmere at navigere og sige til og fra.

Hvilke grænser er gode at arbejde med i scenekunsten?

Carsten: Hvis grænserne er kreative og ikke psykologiske grænser, er de gode. Hvis en instruktør fx hele tiden siger: ”Nej, du skal gøre, som jeg siger”, så er det ikke gode grænser.

Danica: Det kræver, at grundmaterialet er i orden. Det samme gælder på film.

Hvad med publikums grænser? Er de forskellige?

Carsten: Ja, især i de små rum, hvor man virkelig er sammen med sit publikum. Men jeg ved ikke, om det kun er et spørgsmål om grænser. Der er fx kæmpe forskel på at spille for en flok nyvoksne eller en flok gammelvoksne eller teenagere for den sags skyld.

Danica: Ja, og afhængig af hvor man er i landet. Eller hvor vant folk er til at se teater.

Carsten: De helt unge har en blufærdighed, så der kommer nemt en fnisen og snakken, især hvis temaerne er seksuelle.

Danica: Jeg tror måske nogle gange, publikum kan føle, de er usynlige. De er ikke opmærksomme på, at det faktisk er en dialog. At man kan se og høre dem.

Carsten: Når man er i teatret, så ved man vel godt, at der ikke er en rigtig glasvæg mellem scenen og publikum. Når jeg selv er i teatret, og der sker noget uventet, som alle opdager, og skuespilleren bare går videre, har jeg det altid sådan lidt ”Aj, så tag det dog lige ind”. Sig noget a la ”Jeg kan ikke tage det ind lige nu”. Det handler om at befri publikum for følelsen af noget forkert. Engang spillede jeg en forestilling i Skuespilhuset, og midt i det hele var der en telefon, der ringede. Jeg stoppede op og sagde: ”Hvis det er til mig, så sig lige, jeg er på arbejde”. Hele salen grinede, og det lettede meget.

Danica Curcic Carsten Bjørnlund
Danica Curcic og Carsten Bjørnlund. Foto: Emilia Therese

Danica: Jeg reagerer nok oftere ved at stoppe op og give det fokus. Bare lige kigge. Det kan også være i en situation, hvor folk går fra salen. Hvis stoffet lægger op til det, kan man også integrere det i sin karakter, fx ved at tage den afvisning ind og reagere på den. Da jeg lavede Romeo og Julie på Det Kongelige Teater (2015), var der én på første række, som ikke kunne slå trafikmeldingerne på sin telefon fra. Helt febrilsk gemte hun den i sin taske, og så var der en af spillerne, som hoppede ned, fiskede den op af tasken og slog det fra. Det virkede godt.

Carsten: Nogle mennesker er jo også bare hevet med i teatret af en ven, en lærer eller af konen…

Danica: Den sovende ægtemand. Ham har man oplevet nogle gange …

Carsten: Første gang jeg spillede en professionel forestilling var i 1995 på Det Ny Teater. Det var Jesus Christ Superstar. Der var bare smæk på musikken. Mens vi stod på scenen, kom der et par ind og satte sig på første række. Ret hurtigt tog manden et lommetørklæde frem og rullede det ned over ansigtet. Sådan sad han hele første akt og sov. Så vækkede hans kone ham i pausen, de gik ud, kom tilbage, og så satte han sig på samme måde og sov videre. Han demonstrerede over for hende: ”Jeg er taget med dig, men jeg overgiver mig ikke til det”. Det var ret vildt.

Hvad giver det at afsøge grænserne? Tænker I over, hvor meget I vil give af jer selv?

Danica: For mig er det en selvfølgelighed at søge stoffets grænser og være instrumentet, der gerne vil ud til grænserne. Men det kræver et rum, der tillader det. Et rum, der er tillidsfuldt og trygt. Ellers kan det være svært at give. Det behøver ikke være ekstremiteter, det kan også være i det små. Men det er meget essentielt. Jeg synes, det er vigtigt at søge stykkets elasticitet. Hvor lidt eller hvor meget kan det tåle?

Carsten: Hvis der er dækning for det kreativt, og rummet er trygt, har jeg i princippet ikke rigtig nogen grænser. Jo, jeg ville nok ikke ligge og bolle med nogen på scenen, det ville jeg ikke have lyst til.
Men ellers – hvis stoffet og ideen kalder på det, og rummet er trygt – why not?

Danica: Ja, hvis det giver mening i en kunstnerisk helhed, jamen så selvfølgelig. Det var sådan at være på scenen helt nøgen i monologen Lort (Husets Teater, 2015).

Har I oplevet at få overskredet jeres grænser – eller selv overskride dem?

Danica: Noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet, var i Lort, hvor de eneste grænser, der var, var tre til fire blackouts, hvor salen blev helt mørk bortset fra en spot i mit ansigt. De black-outs er meget vigtige – det er formen. På et tidspunkt, hvor stykket var på turné, gik det galt. Hen mod slutningen af monologen skulle jeg rejse mig og synge den italienske nationalsang. Jeg kunne se, der gik noget galt teknisk, så blackoutet udeblev. I det øjeblik holdt min nøgenhed op med at være et kostume og blev bare nøgenhed. Det var pludselig meget privat. Jeg blev meget ramt af det. Jeg skulle rejse mig og gå nøgen ned fra en piedestal. Publikum sad lige foran. Bagefter havde folk svært ved at forstå, hvad problemet var, men det var virkelig en sårbar situation, fordi det var så få enkle ting, der skabte formen.

Carsten: Det mest grænseoverskridende, jeg har prøvet, var engang, hvor jeg blev konfronteret med min egen angst. Det var i en forestilling med Nikolaj Cederholm på Stærekassen på Det Kongelige Teater. Jeg skulle hver dag kravle op ad en meget lang stige i et rokokokostume med meget høje hæle og så kure ned og lande på hælene. Jeg kommer til at svede i håndfladerne bare af at tale om det. Den sidste dag, da jeg kurede ned og landede på gulvet, tænkte jeg: ”Ah, nu skal jeg ikke derop mere”. Det var fordi, jeg på en eller anden måde blev konfronteret med min egen dødelighed. Og sjovt nok hed forestillingen Alle mennesker er dødelige (Det Kongelige Teater, 2006).

Danica: Da jeg var med i opsætningen af Shakespeares Helligtrekongersaften eller Hvad I vil (Det Kongelige Teater, 2017) i Skuespilhuset for to år siden, var det tanken, at scenen skulle være en kæmpe hoppeborg. Det viste sig, at den var sjov, men stod helt i vejen for sikkerheden. Det var til sidst uforsvarligt og uladsiggørligt, selv om ideen var vildt god. Det kan også være svært som skuespiller at sige fra, for man vil jo ofte gerne prøve – især hvis man selv er forelsket i konceptet. Men jeg er blevet bedre til at sætte grænser.

Hvornår er det vigtigt for jer at sætte grænser?

Carsten: Hvis man fx er to mennesker, der skal være nøgne sammen på en scene eller i en film, er det enormt vigtigt at få defineret nogle grænser.

Danica: Det skal koreograferes. Hvad gør vi – hvem rører hinanden hvor, hvordan kører det? Der skal ikke være noget, der stikker ud. Jeg har haft en rigtig grænseoverskridende oplevelse under en optagelse til en sexscene i en film, hvor der netop manglede forberedelse. Og så blev vi bedt om bare at improvisere lidt. Det var slet ikke i orden.

Carsten: Nej, det er slet ikke i orden, for så bliver det pludselig privat. Så er det mig, der sidder og skal være seksuel over for én, jeg ikke kender.

Danica: Det var respektløst. Dagen efter sagde instruktøren: ”Nå, men det bliver en mesterlig scene”. Og jeg kan stadig blive gal af at tænke på det.

Danica Curcic og Carsten Bjørnlund. Foto: Emilia Therese

Carsten: Jeg har været ude for noget lignende, men det var på et senere tidspunkt i min karriere, hvor jeg var landet mere på fødderne. Det var i tv-serien Arvingerne (DR, 2014-17), hvor vi skulle lave en sexscene med en voldtægtsagtig karakter. Det var sammen med Lene Maria Christensen, som spillede min hustru. Det skulle også improviseres lidt frem, hvilket betød, at det på en eller anden måde var Carsten, der voldtog Lene Maria. Det var ikke særligt rart. Jeg var nødt til at bede om at få en stuntman ind og koreografere det.

Jeg blev ulykkelig over at skulle stå sådan med min kollega. Men det tog alle til gengæld helt fint. Og lige så snart, der var en stuntman på, gik vi det igennem, og så var det super fint og trygt at lave. Ingen grænser blev overskredet. Og ingen var sure på mig. Så man kan godt sige fra, men det ved man ikke, når man lige er på vej ud af teaterskolen.

Er man mere tilbøjelig til at lade sine grænser overskride i kunstens navn?

Danica: Man gør det vel altid i kunstens navn.

Carsten: Dét, der kan være problemet – og en drivkraft – i forhold til at lade sine grænser overskride, er også, når man er en ung spiller, som kommer ud og bliver konfronteret med en branche og ved, at man skal have det næste og det næste og det næste job. På det alter kan man godt komme til at ofre sin egen integritet.

Danica: Man vil ikke være besværlig.

Carsten: Det er måske noget, man skulle lære på teaterskolen – simpelthen noget branchetræning.

Danica: For mig har det helt klart været sådan, at jo mere erfaring jeg får, jo mere forstår jeg, hvor mine grænser går.

Har I nogle grænser for, hvad I vil spille?

Danica: Det er nok meget en smagssmag. Der kan godt være stof, man har mindre lyst til.

Carsten: Ja, hvis der er noget dramatik, man ikke bliver ramt af, skal man hellere sige nej for alles skyld. Så er det bedre at finde en spiller, der tænder på stoffet og kan forløse det med gejst. Lige da jeg var kommet ud af teaterskolen, sagde jeg bare ja til alt, så det er også privilegeret at have det sådan.

Danica: Jeg har også en sårbarhed, som handler om mit serbiske ophav. Selv om jeg er vokset op i Danmark og ikke har oplevet krigen selv, er der en sårbarhed, når det handler om at lave film eller teater om eks-Jugoslavien.

En bekymring for, om det bliver partisk. Jeg skal faktisk til Serbien og lave en film om Kosovo-krigen, men det er et kammerspil om en familie, der er tvunget på flugt. Det er ikke politisk og kunne egentlig være en familie hvor som helst i verden. Det er ikke, fordi politisk teater som sådan er no go. Jeg synes, det er vigtigt med teater, som rykker med vores politiske virkelighed.

Carsten: Politisk teater har også tit en lidt gadeteateragtig form, som jeg ikke er så interesseret i. Det er selvfølgelig en fordom hos mig. Jeg kunne sagtens finde på at lave noget dybt politisk, hvis formen var stærk nok. Men hvis det fik karakter af propaganda, ville jeg også sige nej. Hvis jeg fx skulle lave noget, der hyldede kristendommen.

Danica: Men hvor går grænserne for det?

Carsten: Ja, for man kan også sige, at alt er propaganda, eller at al kunst er politisk. Det er der også nogle, der mener. Jeg plejer at lytte til min mave. Hvis jeg kan mærke uro i maven, plejer jeg at sige nej. Jeg har enkelte gange valgt noget andet end det, mavefornemmelsen sagde, men det er gået galt.

Danica: Det er det også for mig. Jeg er blevet bedre til at bruge min intuition, når jeg skal træffe valg.