11 Reumertnomineringer til teatrets forestillinger, nye publikumsrekorder og en regn af anmelderstjerner er, hvad skuespiller og instruktør Jens Albinus har opnået som kunstnerisk leder af Husets Teater.
Denne sæson bliver Jens Albinus’ sidste som kunstnerisk leder for Husets Teater, skriver teatret i dag i en pressemeddelelse. Beslutningen er truffet efter Jens Albinus’ eget ønske og i fuld forståelse med Husets Teaters bestyrelse:
“Husets Teater er et helt unikt hjerteanliggende for os der holder af, besøger og arbejder her. Jeg har været fantastisk glad for mit arbejde her og ønsker at takke for et eksemplarisk samarbejde med bestyrelse og personale. Jeg vil også gerne takke publikum for den interesse, de har vist os i de forløbne år. Jeg er meget stolt af de resultater, der er nået på Huset i min ledelsesperiode. De er nået, fordi hvert eneste projekt på Husets Teater skabes ud af stor nødvendighed og sammen med en i særklasse kompetent og dedikeret medarbejderstab. Intet mindre end det absolut påtrængende nødvendige finder vej til Husets Teaters scener. Af samme grund er det blevet nødvendigt for mig nu at tage en pause fra ledelsestjansen,” fortæller Jens Albinus.
Et flagskib for dansk scenekunst
På Husets Teaters scener har man kunne møde fortroppen af dansk scenekunst, og materialet har i særdeleshed været hentet fra de store klassikere og den fælles europæiske mytegrund, ofte indsat i en aktuel perspektivering men med vægt på det, der rækker ud over det dagsaktuelle.
Læs anmeldelsen af Lille Eyolf, der netop nu spiller på Husets Teater her.
Husets Teater har under Jens Albinus’ ledelse opnået stor succes hos både publikum og anmelderne, og satte rekord i sæsonen 2018/2019 med det bedst sælgende år i Husets Teaters historie. En rekord, der ville være blevet overgået i sidste sæson, hvis ikke coronakrisen havde ramt.
Kunstnerisk har teatret bl.a. markeret sig med Albinus’ nytolkning af Inger Christensens gendigtning af Medea, REN (2016), som Marina Bouras modtog en Reumert for, Tue Bierings ROCKY! (2017), der modtog to Reumertpriser og Teaterkatten for instruktionen, RICHARD III (2018) som Tammi Øst modtog Teaterpokalen for, samt spændende ny, europæisk dramatik som Alice Birchs REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. (2018), Anders Lustgartens LAMPEDUSA (2017) og Elfriede Jelineks AM KÖNIGSWEG (FOLKEKONGEN) (2019). Senest har succesforestillingen DET STORE STILEHÆFTE (2020) blæst publikum bagover, og det kulminerede sidste mandag, da forestillingen modtog en Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle. En pris der for første gang deles mellem to skuespillere, da Jens Albinus og Olaf Johannessen modtager den sammen for rollerne som de gådefulde tvillinger i Ágota Kristófs roman.
I skyggen af udfordringerne i forbindelse med coronakrisen, har Albinus modtaget ét af Wilhelm Hansen Fondens 20 hæderslegater á 75.000 kr., som er uddelt til forbilleder i kulturlivet for at inspirere og opmuntre andre kunstnere i denne svære tid for dansk kulturliv. Udover coronakrisens hårde vilkår, har Husets Teater på det seneste været i vælten, da Københavns Kommune kort før sommer valgte at beskære 20% af teatrets årlige støtte som Lille Storbyteater. En beslutning, der for en stund truede teatrets eksistens, men blev reddet på målstregen i starten af september under budgetforhandlingerne for Københavns Kommune, da Borgerrepræsentationen valgte at tildele Husets Teater en årlig ekstrabevilling på 800.000 kr. for at sikre den fortsatte drift af teatret.
Bestyrelsesformand for Husets Teater, Mette Frobenius, udtaler:
”Jens Albinus har siden 2016 været noget helt særligt på Husets Teater – både som kunstnerisk chef, skuespiller og instruktør. Da vi ansatte ham i sin tid, var han meget klar i formuleringen af sin kunstneriske vision, og vi har til fulde set ham omsætte det til teaterkunst, og derfor er vi også glade for, at netop han tog rorpinden i over 4 år, for han er gjort af et helt unikt stof; han har sit eget kunstneriske DNA. Vi har nydt forestillinger, udsolgte sale, reumertnomineringer- og priser, og vi er selvfølgelige kede af, at han takker af, men har fuld forståelse for hans beslutning. Hele 2020 har på mange måder været et ekstra krævende år, og vi forstår godt, at det har drænet. Vi ønsker ham kun alt det bedste fremover, og vi giver ham de bedste anbefalinger med på vejen.”
Den fremtidige kunstneriske leder af Husets Teater vil blive meldt ud senere dette efterår, skriver Husets Teater i dagens pressemeddelelse.