Vi kunne alle være Hedda Gabler i Aalborg Teaters iscenesættelse, der er ført helt frem til nutiden. Forestillingen peger på, at det magelige liv, vi fører i vesten, ikke er langt fra Heddas manipulerende edderkoppespind. Men Ibsens vildeste kvindeskikkelse fremstår også lidt for poleret og en anelse kedelig i denne udgave.
Hedda bor i et glashus i Hans Henriksens iscenesættelse på Aalborg Teater. I en lag-på-lag scenografi med dobbelte glasvægge, kigger Hedda Tesman (tidligere Gabler) ud mod det farverige efterår, hun aldrig selv betræder. I stedet gnider hun sig drillende og lettere manisk mod ruden, når hun presser ansigt og krop op imod glasset. Indenfor er villaen minimalistisk, velholdt og stilren, hvilket kun forstyrres, når Heddas indre følelsesliv bliver projekteret op på bagvæggen i videosekvenser. Hendes kønne ansigt forvandles til en forvredet grimasse, så man næsten kan høre det lydløse, dyriske skrig, når munden åbner sig. Her er ingen tvivl om, at vi er vidne til en fanget og desperat kvinde i et glasbur.
De evige trekanter
Ibsens fortælling indeholder, som i Et dukkehjem, trekantsdramaets potentialer. Vi møder Hedda Tesman og hendes nørdede, trofaste, sweater-bærende mand Jørgen Tesman (spillet af Ferdinand Falsen Hiis). Men i den ligning har vi også den på overfladen venlige og senere kyniske dommerfuldmægtig Brack (Martin Ringsmose), der i en magtdemonstration sætter sig på divaen og rykker tættere og tættere på Heddas krop med ønsket om at være ”husven med fordele”. Den dygtige skuespiller Bolette Nørregaard Bang får til tider alt for lidt at arbejde med i denne noget stiliserede udgave af Hedda.
I stykkets anden, og lidt svagere optegnede trekant, har vi Hedda og den geniale, udsvævende Ejlert Løvborg (Marcus Gad Johansen), der ikke bare bejler til samme stilling som hendes mand, men som også har delt en kort kærlighed eller flirt med Hedda, før hun blev gift til Tesman. Her finder vi også den unge Thea Elvsted (Line Nørholt), som har hjulpet Ejlert med manuskriptet til en ny, genial bog, og som følger efter ham, da han prøver at forlade hende. Hun er Heddas modsætning med sit store udslåede hår, sin naive tro på kærligheden og sin manglende evne til at skjule det. Og Hedda piller da også nemt hendes hemmeligheder ud af hende én efter én, og på den måde samler hun ammunition til det spind af løgne og konflikter, der følger i hendes skygge.
Mobiltelefoner og Ikea-møbler
Ibsens stykke har for alvor forladt klunketiden og er rykket helt frem til nuet på Aalborg Teater. Vi befinder os i en moderne, minimalistisk villa med så store glasvinduer, at alle nybyggervillaer ville sende misundelige blikke. Således er det altid fint at give en klassiker et moderne spark, selvom det skurrer lidt formålsløst i ørerne, når der tales om mobiltelefoner, mens en tablet findes frem for at vise feriebilleder.
I forestillingens program sammenstilles Hedda Gabler med vores liv i Europa, der indeholder masser af overflod og sikkerhed, selvom vi godt ved, at vi ikke er bedre end andre mennesker på den anden side af kloden, der har langt mindre. Magten ligger hos dem, der ikke er bange for at udnytte den – som eksempelvis stykkets Brack. Er det således vores eget hovmodige, kyniske blik vi stirrer ind i, når Hedda betragter os fra sin Ikea-sofa?
Det er en interessant tolkning på papiret, som dog ikke står helt tydelig for mig i iscenesættelsens greb og konflikter. Generelt kan man sige, at forestillingen holder sig på sikker grund uden vilde overraskelser eller genialiteter, mens den roligt bevæger sig mod det klimaks, vi frygter og venter – hvor Hedda sætter en stopper for dødsspillet på den mest brutale måde.
Læs mere om forestillingen her.
