Del

Et dukkehjem
9. mar - 4. apr. 2019
Aalborg Teater

Aalborg Teaters Et dukkehjem gør Henrik Ibsens gamle drama aktuelt ved at erstatte den danske stuepige med en filippinsk au pair. Paralleliseringen kaster en skygge over vores egen tid. Eksempler på filippinere, der, ligesom underklassen på Ibsens tid, må forlade deres egen familie for at forsørge børnene, har der været flere af. Det er en god ‘modernisering’ af holdet bag. Men desværre bliver jeg aldrig rigtig usikker på min sympati for Nora. Hvorfor ikke følge børnene bagefter? Hvorfor ikke sætte fokus på deres sorg over moderens forsvinden? En nyfortolkning må godt tilføje lag for at sætte begivenhederne i et nyt lys.

Aalborg Teaters udgave af Henrik Ibsens Et dukkehjem udspiller sig i en lejlighed udstyret med fashionable designermøbler. Vi er hjemme hos familien Helmer anno 2019. Torvald (Ferdinand Falsen Hiis), familiens overhoved, har fået job som chef for Aktiebanken, og hans hustru og stykkets hovedperson, Nora (Nanna Skaarup Voss), møder vi for første gang iført en rød buksedragt, en lys jakke med pelskrave og et par højhælede, sorte sko. I hænderne bærer hun et katalog af high end-shoppingposer i et væld af farver, og ud af højtalerne strømmer ganske passende Madonnas ‘Material Girl’. Nora er en rigtig (pri)madonna, også håret er rødt og elegant krøllet, og hun har fart på som “influencer” med “egen blog”.

Udadtil, frontstage, ser det godt ud. Men når Nora går backstage og taler til sig selv i spejlet, forholder det sig anderledes. Bag det let gennemsigtige gardin, der udgør scenens ‘vægge’, fører hun en monolog; ansigtet projiceres op på ‘gardinet’ i et close-up, og vi bliver delagtiggjort i hendes bekymringer. Teknikken fungerer glimrende. Med en indlevet mimik leverer Skaarup Voss en præstation af sjælden kvalitet. Tæt på og med våde øjne, kækt blik, skævt smil eller hævede bryn aftvinger hun både empati og grin fra publikum. Jeg er helt solgt. Og jo også fordi Krogstad (Martin Ringmose) tit dukker op bag ‘gardinet’ (projektionen); han ligesom ‘spøger’ i hendes bevidsthed. Samtidig med at vi ser Nora, ser vi, hvad hun ser for sit indre blik. Alt i ét billede. Det er så godt.

Et dukkehjem på Aalborg Teater, 2019. Foto: Allan Toft

Gennem stykket er der mange vellykkede ‘oversættelser’, f.eks. er det i modsætning til originalen ikke makroner, men franske macarons, Nora guffer i sig, når sandheden banker på døren, eller tankerne bliver triste, og også stuepigen er i Aalborg Teaters version erstattet af en filippinsk au pair med stereotyp accent (“I can do dat”). ‘Moderniseringen’ er her vellykket, fordi situationen på mange måder er sammenlignelig: Stuepigen må i forlægget forlade sine børn for at gøre tjeneste hos Helmers, og det samme må Kim (Clara Edelskov); heller ikke hun kan sige nej til “such a good family”, og sine egne børn kan hun jo altid følge over “Skype”. En sådan parallelisering kaster lys over forholdene i dag. Eksempler på filippinere, der må forlade deres egen familie for at forsørge børnene, har der været flere af; i dag går hierarkiet ikke så meget på klasser i Danmark som på etniciteter i verden. Det er en god ‘modernisering’ af holdet bag. Kun kunne jeg ønske mig en lidt svagere karikatur.

Et dukkehjem på Aalborg Teater, 2019. Foto: Allan Toft

Realisme og idealisme

Hjemme hos Helmers er stilen som revet ud af et modeblad. Gulvet er hvidt og rummet inddelt i tre niveauer. Længst ude mod publikum, på første ‘etage’, står en enkel og stilfuld stol i lyst træ i den ene side og en lænestol med kubus-stel og brunt læderbetræk i den anden. I midten køres en sofa ind foran det efterhånden obligatoriske runde stuebord, mens der på øverste niveau er tomt. Der er noget blærerøvsagtigt over modebladsæstetikken, genstandene er sociale markører, ting for nyrige.

Læs også ISCENEs interview med instruktøren bag forestillingen

Familien Helmer er rigtignok kommet til penge, og det store budget passer Nora godt. Som Kristine (Kathrine Høj Andersen), Noras gamle veninde, fortæller, var Nora også den i skolen, der brugte flest penge. Og når Kristine kommer forbi (“lige fra lufthavnen” og ikke fra dampskibet som i originalen), er det, fordi hun har hørt om Torvalds nye stilling: Kristines egen mand er død og efterlod hende ingenting, hverken børn eller penge, og hun søger derfor arbejde, ikke kun for at klare sig, men også for at få noget, der kan “lægge beslag” på hendes “tanker” – noget at “leve for” her efter, at moderen er død og brødrene blevet voksne. Kristines ræsonnement er spændende og kaster en skygge over Noras beslutning til sidst. Er et liv fri af forpligtelser faktisk et godt liv? Skal man have noget og nogle at leve for? Er alternativet usigeligt tomt?

Et dukkehjem på Aalborg Teater, 2019. Foto: Allan Toft

Kristine er Noras modsætning. Mens Nora løsriver sig, indgår Kristine et tvivlsomt ægteskab – så kærlig virker Krogstad jo trods alt heller ikke -, fordi hun trænger til nogen at være moder for. På mig virker hun nærmest desperat efter at finde nogen at tage hånd om. Og hende kunne jeg godt have tænkt mig noget mere af. Hvorfor ikke udvikle dialogen? Eller måske afslutte med Kristines refleksioner over Noras beslutning? Tilføje stykket et nyt lag og så større tvivl om Noras valg? Jeg savner mod til mere end små oversættelser. Hvorfor ikke se dramaet i lyset af vores tids erfaringer? Sætte et mere tydeligt spørgsmålstegn ved de flydende identiteter, det frie liv og den evige selvrealisering? Som Kristine siger, bliver man “så let så bitter”. “så let, så bitter” – er det hendes holdning? Er det lette liv et bittert liv – som i tilværelsens ulidelige lethed? Kristine er realist. Hun ved, at mennesker sætter sig selv først, f.eks. “glædede” hun sig heller ikke så meget på Noras vegne som sine “egne”, da hun hørte om Torvalds nye stilling. Og Nora er jo heller ikke meget bedre, det ved vi fra en dialog, hvor hun til Krogstad siger “Tænk på mine børn” og får stærkt igen: “Har du og Torvald tænkt på mine?”. Kristine måtte de gerne have ladet udfolde sit argument. Simpelthen ved at tilføje replikker og lade hende fylde mere.

Et dukkehjem på Aalborg Teater, 2019. Foto: Allan Toft

Noget andet er, at slutscenen på mig heller ikke virker så tragisk, som Noras pinte ansigt i close up og Torvalds ynk lægger op til på scenen. Jeg skulle have set hende lege noget mere med sine drenge for at føle hendes sorg, set dem knytte nogle stærke bånd til hende, som hun så vælger at bryde for sin egen lykkes skyld. Hvorfor ikke sætte fokus på deres sorg over moderens forsvinden med helt nye scener? Så havde tårerne med garanti trillet, og jeg havde været mere usikker på min sympati for Nora. 

I Aalborgs Teaters udgave er jeg simpelthen ikke i tvivl om, at hun bør gå. Så stærk er relationen til børnene jo alligevel ikke. Og jeg oplever dem ikke begræde tabet af Nora, kun hende, lidt plat, tage scenens “Nødudgangen” omme bagved (igen i projektionen), så Torvald står tilbage, ensom og alene, og det gør ikke ondt. Ham har jeg ingen sympati for, her er der ikke noget at hente. Men det er der hos børnene.

Læs også ISCENEs anmeldelse af Et dukkehjem på Vendsyssel Teater

Forfatter Henrik Ibsen
Bearbejdelse og oversættelse Jens Christian Lauenstein Led
Instruktør Hans Henriksen
Scenograf Nicolaj Spangaa
Lysdesigner Kasper Daugberg
Lyddesigner Aske Bergenhammer Hoeg

Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Ferdinand Falsen Hiis, Martin Ringsmose, Stanley Bakar, Kathrine Høj Andersen, Clara Edelskov og som Helmers 2 ældste børn: August Bøgh Laybourn, Ditlev Bøgh Laybourn, Bendix Molbo og Jeppe Møller Petersen

Læs mere om forestillingen her