Del

Madeleine og drømmene
3. -21. nov
Kolding Egnsteater

I en surrealistisk og til tider ganske absurd drømmeverden fortæller dramatiker Jokum Rohde en historie inspireret af Madeleine-sagen om den forsvundne, 3-årige pige. Med andre ord iscenesættes enhver forældres værste mareridt.

Da den kun 3-årige Madeleine forsvandt i 2007, var det en nyhed, der sendte chokbølger gennem verden. For hvilket større mareridt kan man som forælder forestille sig? Og det er netop dette mareridt, dramatiker Jokum Rohde griber i Madeleine og drømmene, der er spundet frit over Madeleine-sagens kerne.

Madeleine og drømmeneKolding Egnsteater er iscenesat af Emil Alexander Rostrup, der netop er færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole. Og der er ingen tvivl om, at opgaven har været lidt af en mundfuld – både i forhold til emnet og til tekstens surrealistiske form. Resultatet er en ret kaotisk forestilling, som efterlader mig med en fornemmelse af, at den – trods nogle gode ideer og de bedste intentioner – lige akkurat befinder sig på den forkerte side af grænsen mellem vel- og mislykket. 

madeleine og drømmene kolding egnsteater
Madeleine og drømmene. Foto: Asmus Kromann Bork.

Mareridt og diabolske overtoner

I Madeleine og drømmene vises publikum 13 scener, der kredser om Madeleines forældre, hende selv i fortid og nutid og en djævelsk karakter kaldet Johnny Marlowe. Alt sammen udspillet i en fragmenteret scenografi – skabt af den ligeledes nyuddannede Ditte Tygesen – der blandt andet indeholder elementer som et køleskab, en chaiselong, utallige plakater fra Madeleine-sagen med skuespiller Amanda Bøgestrøn Isaksens ansigt på og en masse gulvventilatorer. Sidstnævnte som visualisering af de ”sorte sataniske møller”, som spiller en bærende rolle i fortællingen. 

Vi ser Madeleines forældre personificeret af Kristine Nørgaard som den fortvivlede mor Rebekka, der søger efter en mening og svar i sine uhyggelige drømme, og Malte Joe Frid-Nielsen som faren Romulus, der bare drømmer om at se sin lille datter igen. Vi oplever dem hver for sig, men også sammen. Vi ser dem kun tre uger efter Madeleines forsvinden i et ubehageligt forhør hos politiet, der insisterer på at vise de sørgende forældre voldelige, børnepornografiske optagelser fra The Dark Web. I næsten totalt mørke ser vi konturerne af de tos ansigter i det blå lysskær fra en skærm, alt imens vi hører de mest modbydelige lyde af slag og barnegråd. 

madeleine og drømmene kolding egnsteater
Madeleine og drømmene. Foto: Asmus Kromann Bork.

Vi er vidne til en absurd scene, hvor Morten Kjærs diabolske Johnny Marlowe, iført dobbeltradet jakke, cowboyhat, tårnhøje plateaustilletter og polstrede leggins, der giver ham gedebukkeben, dukker op hos Madeleines mor for at fri til hendes datter. En datter, der er repræsenteret på scenen som en slatten dukke i lyserødt tøj og med barnlige, gule rottehaler. Dukken gives stemme, bevægelser og ansigt af Amanda Bøgestrøm Isaksen, som ifører sig den som et forklæde og stikker sit eget ansigt frem midt i dukkens tomme ansigtshul. Hele situationen bliver surrealistisk, når Morten Kjærs uhyggelige voksne mand med fipskæg, der fortæller om sit arbejde med at distribuere videoer med og af døde, kysser den lille pigedukke på munden. 

LÆS OGSÅ: Kolding beholder egnsteater – men med ny profil

Meget på hjerte

Alle de 13 scener i Madeleine og drømmene bevæger sig i det udefinerbare felt mellem fantasi og virkelighed. Madeleine forsøger i nutiden at påvirke sine forældres drømme 13 år tilbage, så de vil indse, hvor de skal lede efter hende. Konstruktionen er interessant, men desværre bliver det hele for mudret. Og de mange elementer i scenografien, som flyttes undervejs, tager mere fokus fra ordene end godt er. Madeline og drømmene er præget af, at både dramatiker, instruktør og scenograf har haft meget på hjerte. De fire skuespillere leverer upåklagelige præstationer, og det er en både vigtig og almengyldig menneskelig sorgfortælling, der berettes.

madeleine og drømmene kolding egnsteater
Madeleine og drømmene. Foto: Asmus Kromann Bork.

Hele tiden svinger Rostrup mellem det karikerede, det komiske og det tragiske i sin iscenesættelse, der glimtvis fungerer. Især i det uhyggelige og uheldsvangre står forestillingen stærkest. Ikke mindst takket være Ingvild Skandsens lydbillede, der vellykket mimer mareridtsstemningen med gentagelser og pinefulde lyde.

Jokum Rohde skriver i programmet: ”At skrive et drama bygget op tragedien om Madeleine McCann kræver et tilløb”. Det er et følsomt emne at tage fat på en uopklaret kriminalsag om et forsvundet barn. Og derfor virker Rohdes valg om at fortælle historien i drømme- og mareridtsagtige sekvenser også umiddelbart som en god idé, for således bliver fortællingen ren fiktion, der tager fat på virkelige emner og følelser. Men desværre ender forestillingen som helhed som en rodet oplevelse. Faktisk så rodet, at det er vanskeligt at vurdere, om det er den dramatiske tekst eller iscenesættelsen, der medfører kaos. Om ikke andet bliver det interessant at se kommende iscenesættelser fra Emil Alexander Rostrup og nye scenografier fra Ditte Tygesen. 

Læs mere om forestillingen her.

Tekst: Jokum Rohde
Instruktør: Emil Alexander Rostrup
Scenograf: Ditte Tygesen
Lyd: Ingvild Skandsen
Lys: Jim Falk
Medvirkende: Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristine Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær.

Spiller på Kolding Egnsteater 3. – 21. november 2020