Lasse Steen Jensen og resten af holdet giver både sig selv og Aveny-T’s nye scene for vækstlaget, House of T, en lovende debut med den sitrende dramatisering af Jonas Eikas debutroman Lageret Huset Marie.
Lasse Steen Jensen, der dimitterede i sommer, er både på og bag scenen i den første forestilling, der får premiere på House of T, Aveny-T’s nye tiltag for de unge og vækstlaget. Det er en stærk åbning af den nye scene, der forløser intentionen om at give ordet til nye stemmer.
Kærligt, sart og bøvet
LAGERET HUSET MARIE er baseret på Jonas Eikas debutroman af samme navn, og teksten falder såre godt i munden på Lasse Steen Jensen, der virkelig får udnyttet den af og til lidt monotone monolog-genre til at skabe en helstøbt figur. En figur, som vi kender, men også stadig er nysgerrige på, da vi forlader ham i fosterstilling i haven til huset, der udgør et af fikspunkterne i karakteren Elias ”konstruerede døgn”.
I huset hænger han med tre kammerater, der alle sejler en smule og for længst har passeret muligheden for at gange gymnasiekarakteren op ved hurtig studiestart. Der bliver røget en del joints og spillet meget Nintendo, men der er også noget med noget tolvtonemusik på en af drengenes værelser – og mange tanker om eksistensen hos Elias.
De to andre punkter i hans døgn er lageret, hvor han pakker non-food produkter på paller, og Marie, som han forelsker sig i og mod slutningen måske også forpligter sig til trods hendes udfordringer med tilknytning. Det står åbent, da lyset forsvinder, mens Marie for første gang er med ham i huset – og den konstruerede ramme med skarp adskillelse af livssfærer ser ud til at bryde sammen.
Det lyder sumpet, og det er det også, men det er også sjovt, sitrende, kærligt, sart og bøvet. Elias er ”bange for at blive et billede”, og vakler derfor mellem at deltage eller betragte – hvilket ikke kun handler om en konkret dans, men i tilværelsen generelt.
Sanselig dybde, der kan mærkes
Lasse Steen Jensen fanger krystalklart den unge mands konstruerede distance. Han betragter, men drages også af kollegaen med visirhånden og de malende fortællinger, han ser sig selv udefra som den pubertære lurer, når drengene i samlet flok ser naboen amme sin baby. Marie bryder distancen, da han falder pladask for hende. Den ironiske og parodierende stemmeføring bliver pludselig udvidet med en mild og lys tone, hvor betoningen bærer den stormende forelskelse, hvor alt den anden gør og er, er magisk.
Der er en dyb sanselighed i stemmen, men også i det afpillede setup, hvor lageret er grimt, gult lys og en insisterende, irriterende diffus maskinlyd. Huset er flimrende skærme, Marie er billeder af vand, hun er hans krop i erotikken, hun er skrøbeligheden i stemmen, når det gælder ”angsten for at forlade eller blive forladt”.
LAGERET HUSET MARIE er endnu en brik i egen ret i efterårets efterhånden mange forestillinger om krop og køn. Den er selvfølgelig også en dannelsesberetning, der trods de mange eksplicitte referencer til byen Aarhus og ting i tiden fremstår ganske universel, fordi Elias tanker og følelser er det, fordi Lasse Steen Jensen giver ham en dybde, der kan mærkes og kalder på mere, og ikke mindst fordi den lukker uden svar og sløjfer.
Tillykke til House of T med en sej og begavet debut, hvor nogle af tidens mest interessante, yngre stemmer har sat barren dejligt højt fra start.
