Var han en idealist, som endte på den forkerte side? Eller en psykopat, som fandt glæde i at dræbe? En plads i solen på Teatret Svalegangen om den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen trækker tråde til nutidens radikalisering og frygt for terror.
Nøglen rasler. Han ligger i et dystert fangehul med kun et vindue øverst oppe. Vi starter med slutningen i forestillingen En plads i solen på Teatret Svalegangen, hvor Kaj Henning Bothildsen Nielsen venter på den dødsstraf, han har fået efter at have udført adskillige attentater for Gestapo under 2. Verdenskrig.
Scenografien er et rundt rum i flere etager, som er udnyttet optimalt, når den både fungerer som etageejendom, mens den har en kælderagtig-fornemmelse over sig, når scenen skifter til Kajs fangehul. Det er en flot, fængende og tankevækkende forestilling, som også bliver en anelse lang i 2. akt.
Krigsrefleksioner i lokalt perspektiv
Åbner man Google og søger på bomber i Guldsmedegade, så kommer der billeder frem af en gade i ruiner. Det kan synes uvirkeligt, at det fredelige Aarhus, som mange af os kender, er kulissen i historien om Kaj Henning Bothildsen Nielsen. En mand, der valgte side under 2. verdenskrig, og derved fik 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo på samvittigheden.
Tilbage i 2010 havde det aarhusianske Teatret Svalegangen en anden fortælling fra 2. Verdenskrig på plakaten. Her var det forestillingen Besættelse om den aarhusianske stikker Grethe Bartram, som gjorde indtryk på publikum. På den måde lader Svalegangen endnu engang verdenshistorien fortolkes og reflekteres lokalt – et vellykket greb og en tendens, vi ser på mange af landets teatre.
Det er særligt virkningsfuldt i denne forestilling, at forskellige kendte pladser og vejnavne i byen inddrages. Derved kommer fortællingen endnu tættere på de mennesker, som hver dag passerer gaderne i byen (en pointe som ”ikke-lokale” nok ikke vil hæfte sig ved.)
”Havde tyskerne vundet, ville jeg have været en helt”, udtalte Grethe Bartram på scenen i 2010 i forestillingen Besættelse – og det samme må siges at være gældende i forestillingen En plads i solen, hvor ekstremisten Kaj tror på, at han er med til at skabe en ny og bedre verden lige til det sidste.
Vildere og vildere
I historien følger vi Kaj fra han er ung og i malerlære. Han møder kærligheden, bliver gift og da tyske tropper ruller over grænsen mod Danmark, er han i indre oprør. For han tror på den nazistiske ideologi, men han er samtidig skuffet over, at Danmark ikke kan forsvare sig.
Kaj melder sig i tysk tjeneste, for han vil gerne til fronten og kæmpe. Men helbredet svigter ham, og da han bliver kasseret og sendt hjem, leder han efter nye måder at gøre sig nyttig på. Det bliver et møde med blandt andet Gestapo, som fører ham fra mission til mission.
Kristoffer Helmuth spiller overbevisende den lille, rødhårede, skæv-tandede mand, som virker alt for ivrig efter at bevise sit værd, så han derfor aldrig sætter spørgsmålstegn ved ordren – heller ikke selvom den kommer ud af munden på en fordrukken tysk befalingsmand. De mange attentatscener og likvideringer er jo en naturlig del af fortællingen, men rent handlingsmæssigt sker der ikke meget nyt, når de mange skud- og råbende scener med ordrer efterfølger hinanden i 2. akt.
Julie Maj Jakobsen har skrevet manuskriptet, som både er velfungerende i dialog, dystert i stemning og til tider også smukt poetisk. Interessant er også Kajs kone som karakter (spillet af Clara Ellegaard), når hun naivt støtter sin mand, glæder sig over de mange penge – men til sidst ender med at skifte side. Spørgsmålet er, hvordan idealisme og indre selvopholdelsesdrift spiller sammen, da det går op for hende, at hun ikke længere står på den vindende side. Fortællingen ender, hvor den startede… og Kaj Henning Bothildsen Nielsen må gå de sidste skridt mod dødsdommen alene.
Læs mere om forestillingen her.
