Del

Bikubenfonden bød atter på kunstnerstyret salon, da duoen HOW TO KILL A DOG lod kunsten samtale om, hvad den unge pige er værd i dag. Spørgsmålet er, om vi blev så meget klogere på det, eller om vi blot blev fyldt op med feel-good empowerment?

Salonen har været udsolgt længe, så der er tydeligvis en tørst på at mødes om kunsten trods mundbind og andre restriktioner. Salonens tema er identisk med temaet for HOW TO KILL A DOGs forestilling Lolita for altid, der spiller på Teater Republique netop nu. Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg er kvinderne bag kunstnerduoen, og de inviterer til salon i forestillingens lyserøde scenografi, skabt af Petruska Miehe-Renard. Hvor de i forestillingen spiller på dilemmaet mellem at bruge sit køn og samtidig insistere på at være andet og mere end det, inviterer de i salonen andre stemmer ind med bud på det samme med et erklæret mål om at lade kunsten (sam)tale. 

Kunstsalon VISION Bikubenfonden.
Kunstsalon VISION, SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfonden. Foto: Luna Stage.

Vi er altså ganske tæt på forestillingens univers, men salonen breder perspektivet med flere stemmer og udtryk. HOW TO KILL A DOGs kunstneriske praksis – at vende vrangen ud på de pinligste pinligheder, de mest kitschede og kinky fantasier og de mest blødende smertepunkter – går igen i de fleste af de deltagende værker. Men der løber også en stærk strøm af empowerment gennem hele setuppet. Den unge kvindes værd findes i, at hun definerer sig selv, hvilket de to værter får sagt uden at sige det gennem den skiftevis kåde og berørte dialog, der champagne-poppende binder de forskellige værker og deres skabere sammen. 

At sætte sig selv i scene

Først på scenen er kunstner Maise Schrøder med installationen Untitled, der med hendes egne ord er ”det ultimative IKEA-hack” – den består nemlig blandt andet af en billig lampe fra møbelgiganten, hvor en nøgen kvinde kan anes, når den er slukket, men får tøj på, når den tændes. Hun uddyber beskrivelsen med ønsket om at ”sætte sig selv i scene på den måde, man selv synes er sjov”, der rammer den overordnede præmis om at definere sig selv. Sehested Høeg griber replikken med lidt reklame for den idolplakat af hendes Lolita-persona, vi kan finde, når vi folder dagens program ud.

Kunstsalon VISION Bikubenfonden.
Kunstsalon VISION, SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfonden. Foto: Luna Stage.

Selvironi og selviscenesættelse i ét, der igen peger på det refleksive forhold mellem at spille på kønnet, i disse tilfælde særligt kulturens billeder af kvinde som krop, og samtidig holde dette selvbillede ud i strakt arm. Det er en svær balancegang, og spørgsmålet er, om det helt lykkedes i dette nedslag, der som flere af de andre indslag kunne have fortjent at lade kunstneren selv komme lidt mere til orde med sine refleksioner over værket. Hvad mente hun med fx med udsagn som ”den kvindelige krop er kapital” og ”det er billigt at se billig ud”. De hænger lidt i luften som punchlines og kunne have været interessante at få foldet mere ud. Men det er som nævnt ikke salonens projekt, da debat eller samtale om kunsten er fravalgt til fordel for kunstens egen tale. 

Musikalsk abstraktion og psykiater-lingo

Næste kvinde på scenen er sangeren Betty Bass, der næsten bliver mundlam over Sehested Høegs overstrømmende præsentation. Hun finder mælet igen og præsenterer sin sang DWY (done with you) som et udtryk for hendes opgør med stemmen, der siger, at det er for meget. For farverigt, for stort, for skinnende, for larmende. ”Når man hører stemmen, så skal man gøre det”. Betty Bass luftige stemme med den blide kant sætter budskabet på plads, legende akkompagneret af Viktor Dahl, der også sidder bag tangenterne i Lolita for altid. Betty Bass’ bidrag skriver sig ind i en lang tradition for retten til at fylde i et rum, og står med sit meget konkrete fokus formidlet i musikkens abstraktion næsten som kampsang for en salon, hvor hyldest af empowerment er i centrum. 

Kunstsalon VISION Bikubenfonden.
Kunstsalon VISION, SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfonden. Foto: Luna Stage.

Multikunstner Frederikke Legaards selvportræt OBJEKTIVT flytter os derefter ind i et mørkere rum. Portrættet viser hende på en hospitalsbåre, hvor hun testes for blandt andet hjerterytme i forbindelse med depressionsbehandling. Hun skabte værket, da hun fik invitationen til salonen, og det blev derfor en vej til at give sig selv værdi igen. Hun følte sig værdiløs som patient, hvilket hun galgenhumoristisk illustrerer ved at læse psykiater-lingo op fra sin profil på sundhed.dk, hvor man kan læse, ”hvad alle læger nogensinde har skrevet om en”. Hvor Schrøders værk var overvejende humoristisk og Bass’ blidt paroleagtigt, bærer Legaards værk nogle andre skygger, som også er en del af fortællingen om den unge kvindes værdi. Her kunne det måske have været interessant at koble Schrøder og Legaard til en uddybning at oplevelsen af, at kroppen er et produkt og kapital, som de begge peger på. 

Fælles sangskrivning

Men vi er igen hastigt videre og efter de tre solokunstnere kommer talekollektivet Jinn (Sara Fanta Tratore, Marie Bjørn, Ellaha Lack, Louise Bonde og Anna-Sofie Fredslund). Jinn er navnet for en form for ånd knyttet til Islam, ofte forbundet med noget dæmonisk. I dag giver Jinn dog kun gode råd og opbakning i den femfoldige tale til den unge pige. ”Bryd ud”, ”vi har dig”, ”det er din tid” lyder nogle af de gennemgående mantraer i den tale, mange nok gerne ville have haft til deres non-/konfirmation.

Kunstsalon VISION Bikubenfonden.
Kunstsalon VISION, SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfonden. Foto: Luna Stage.

Mod slut aktiveres publikum i fælles sangskrivning. Vi sender en sætning på sms, som Sehested Høeg og Dahl hastigt improviserer en sang med mange budskaber frem over. Som hele salonen er den en hyldest til det inkluderende fællesskab og troen på, at kunsten kan samtale begavet om identitet, normer og samfund ved at vise det almene i det singulære. 

Det er på mange måder et stærkt statement, som måske kunne have stået endnu stærkere gennem en mere markeret kuratorrolle og lidt mere tid til at dykke ned i de enkelte værker. ”Det kan mange sikkert nikke genkendende til”, lyder det flere gange, men det bliver en lidt flygtig genkendelse, fordi vi hele tiden er på vej videre. Det er mange indslag på den time, salonen varer, og da den valgte form er præsentation, bliver det mere en parade af highlights end en samtale med den mere aktive lytten, den form kan give. 

Hyldest til aktuelle kunstneres greb

Den kunstnerstyrede salon er ét blandt tre formater, som Bikubenfonden har testet over et stykke tid. Den har tidligere blandt andet været styret af Fix&Foxy, der med teatrets greb tog et tankevækkende og komplekst greb på begrebet repræsentation ved at lade fire skuespillere repræsentere fire minoriteter, som skiftevis måtte kigge, kommentere og styre deres ”avatar” og dermed åbnede en mangfoldighed af perspektiver i temaet repræsentation på en både håndfast og meget elegant måde, der engagerede tilskuerne stærkt i en afrundende debat. 

Kunstsalon VISION Bikubenfonden.
Kunstsalon VISION, SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfonden. Foto: Luna Stage.

HOW TO KILL A DOG har valgt en mere præsenterende stil, hvor de involverede kunstneres værker i tråd med temaet står frem med egen kraft i en flimrende montage af ord, billeder og toner. Temaet ”den unge piges værd i dag” blev dermed mere formidlet som oplevelse, end den decideret blev debatteret. Salonen var en hyldest til aktuelle kunstneres greb på spørgsmålet, men afholdt sig aldeles fra kritisk stillingtagen eller udfordring af de præsenterede positioner. Kunsten var i fokus garneret med meget italesat og kraftskabende feelgood-stemning. Refleksionen ligger her meget hos den enkelte, mens formatet som sagt med lidt skarpere greb kan aktivere en fælles dialog, der giver en anden type refleksion. Begge former har sin berettigelse, om end formen på SALON DE LE JEUNE FILLE selvfølgelig mere bekræfter en ret enslydende selvfortælling end diskuterer mulige divergerende positioner. 

Kunstsalon Vision er Bikubenfondens salonformat inden for billed- og scenekunst.

Kunstsalon VISION er både klassiske debatter, kunstner-interviews og salonformer, hvor kunstnere tager styringen. Som publikum har du mulighed for at få sat kunsten i et relevant samfundsmæssigt perspektiv, få indblik i den faglighed og de overvejelser, der ligger bag forestillinger og udstillinger, opdage kunstnere med særlige potentialer og give dit besyv med i samtalen om kunsten. Salonerne tager alle udgangspunkt i aktuelle temaer inden for scenekunst og billedkunst, men er udformet på forskellig vis.

Om HOW TO KILL A DOG
HOW TO KILL A DOG er en kunstnerduo bestående af instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller og komponist Emma Sehested Høeg. Deres fælles afgangsforestilling Velkommen til Pandora vakte opsigt i 2019, og duoen er netop nu aktuel med den beslægtede Lolita for altid, der kan ses på Republique, Østerbro Teater frem til 21. november.