Den hollandske operainstruktør Lotte de Beer har skabt en opdateret version af Verdis Falstaff til Malmö Opera, der kan streames live derhjemme. Den er underholdende, larmende og skræmmende aktuel med skønne sangpræstationer, men det digitale koncept falder til tider mellem to stole.
“Tutto nel mondo è burla” – Alt i verden er en spøg! Sådan lyder moralen i Verdis festlige operakomedie Falstaff, der også blev komponistens sidste værk. Operaen er baseret på Shakespeares De lystige koner i Windsor med tilføjelser fra Henry IV. Her følger vi den fordrukne, selvhøjtidelige ridder Sir John Falstaff, der i pengenød forsøger at forføre to rige gifte kvinder.
I Lotte de Beers opdaterede version bliver vi præsenteret for nutidens svar på den upålidelige, selvoptagede Falstaff som vært på det Fox News-lignende og konkurstruede nyhedsstudie “Real Talk”. Hans menneskelighed og akavede charme er skåret helt bort i denne version. I stedet møder vi en kølig, grådig og narcissistisk Falstaff i et indigoblåt jakkesæt og med et slips, der er lige så skriggult som frisuren. Associationerne til Donald Trump kan ikke være et tilfælde og timingen kunne heller ikke have været bedre, for lørdagspremieren ramte netop Trumps officielle nederlag ved det amerikanske præsidentvalg.
Opera til skærmen
På Malmö Opera har man ikke blot skabt en moderne version af Falstaff, men en version, der kan streames live af et digitalt publikum. Det sker i lyset af Sveriges coronarestriktioner, hvor teatrene ikke må lukke flere end 50 publikummer ind til en forestilling. Så som de fleste andre så jeg også premieren på Falstaff hjemme fra sofaen.
Og det er altså live, for man kan hverken se forestillingen senere eller sætte den på pause. Lydkvaliteten er imponerende god, men det er selvfølgelig noget andet end at opleve en opera som publikum i salen, hvor man kan mærke teaterrummet og musikkens sensoriske kraft. Samtidig bliver det også tydeligt med denne forestilling, at begge dele – salen og skærmen – har sine fordele og ulemper. I de første to akter er forestillingen skræddersyet til det digitale publikum med kameraer og multiskærme, hvorimod tredje og sidste akt kører helt traditionelt og analogt.
I forestillingens første del vrimler det med kamerafolk, der bevæger sig omkring sangerne på scenen. Det kunne synes at være forstyrrende for publikum i salen, men det går naturligvis op i en højere enhed, når vi befinder os i forestillingens TV-studie. Mere fremmedgørende er det formodentligt med forestilligens green screen-scener med grønklædte statister, der bryder ind og ud med rekvisitter foran streaming-publikummets digitale billeder.
Der er placeret en storskærm over scenen til publikum i salen, som viser alt fra kameraernes liveoptagelser til eksterne billeder af nyhedsdækning, mailkorrespondancer og de andre karakterers situationer. Publikum derhjemme kastes imellem scenebilleder og close-ups fra storskærmen, hvilket giver forestilligen en spændende ekstra dimension. Samtidig kan det også være forvirrende og overvældende med de mange hurtige skift, der er lettere at balancere, hvis man sidder i salen og selv kan styre sit blik.
Upassende mails og Zoom-sladder
Publikum kan læse med på skærmen, når Falstaff (Misha Kiria) i økonomisk krise forsøger at score to velhavende, gifte kvinder, Alice Ford (Jacquelyn Wagner) og Meg Page (Matilda Paulsson). Han sender dem hver en kærlighedserklæring, men de galante breve hos Verdi er erstattet med et par slibrige mails – “You’re a funny girl, I’m a funny guy”. Bortset fra navnene er de to mails helt identiske og bliver altså sendt til nogle kvinder, der deler sladder dagligt.
“Please wait. The meeting host will let you in soon”, står der velkendt på storskærmen, mens scenen nu drejer til fire værelser i skærmformat. Kvinderne mødes nemlig på Zoom i disse tider med fællesveninden Fru Quickly (Maria Streijffert) og Alices teenagedatter, Nanetta (Alexandra Flood). Vi er vidner til en trashy episode af Desperate Housewives med iPads anno 2020: Alice er helsefreak i babyblåt loungetøj og motionscykel. Meg er vild med katte-memes, Kitchenaid og har helt sikkert også læst Marie Kondo. Den autoritære Quickly er flabet med stramme lædergamacher og hjemmerullede smøger. Og den forelskede Nanetta er en super sød goth med lilla hår, Hello Kitty-plys og SlipKnot-plakater. Hun ringer også hemmeligt op til sin lige så cool kæreste, Fenton (Sehoon Moon), der smigrer hende med heart hands og en close-up kyssemund, der varer utroligt længe.
Gribende monolog med mørke akkorder
Zoom-ensemblet mellem skærmene er fantastisk vellykket og underholdende, og noget som publikum derhjemme nok ville have fået allermest ud af. For billederne skifter med hver ny melodilinje, når karaktererne konstant afbryder hinanden med sladder og hysteriske udbrud. For kvinderne bliver selvfølgelig edderrasende på Falstaff og beslutter sig for at hævne sig.
Samtidig bryder en gruppe af Falstaffs mandlige bekendte ind på scenen, og de er også dødtrætte af ham, hvilket man godt kan forstå: Dr. Cajus (Niklas Björling Rygert) er aftenen forinden blevet drukket under bordet og derefter blevet berøvet af Falstaff. Selv Falstaffs egne kollegaer (Jonas Duran og Nils Gustén) er sure på ham, og de vælger derfor at fortælle Alices mand, Ford (Orhan Yildiz), at Falstaff har tænkt sig at forføre hans kone. Det fører senere til en gribende monolog fremført formidabelt af Yildiz med mørke, komplekse akkorder og urolige melodiløb, der virkelig underbygger hans psyke.
Ensemblescenen her i slutningen af første akt er musikalsk utrolig komisk. Alle har deres små agendaer, og de synger i munden på hinanden. De har hver sin tekst og melodi, og selv taktarterne er forskellige – noget, som egentlig kun kan lade sig gøre i opera, og som bliver komponeret på genial vis. Det illustrerer virkelig fantastisk, hvordan folk sladrer.
Alt i verden er en spøg
Falstaff bliver alvorligt ydmyget. Han bliver lokket til Alices hus for at blive gemt væk i en vasketøjskurv og smidt i Themsen. Falstaff sidder derefter på sit gamle kontor, nu gået helt konkurs, kold, våd og ulykkelig over sin situation: ”Verden er forbandet! Verden er ond”. Misha Kirias skønne barytonstemme får os næsten til at føle med den ellers noget usympatiske figur.
Men ydmygelserne stopper ikke her. For Falstaff lokkes i sidste akt ud til skoven midt om natten, hvor han bliver skræmt fra vid og sans af overnaturlige væsner. Han får til sidst revet skjorten af, så hans wifebeater rigtigt kommer til syne, og bliver pyntet med grisehale, ører og næse. Christof Hetzers skovscenografi er stemningsfuld og mystisk, og Alexandra Flood er en skøn alfedronning-Nanetta med sin gåsehudsfremkaldende koloratursopran. Hun har netop sværmet rundt med Sehoon Moon, sin alfekonge-Fenton, der leverer en meget lækker version af sin sonetarie, “Dal labbro il canto estasiato vola”.
De spændende, digitale indslag blev som sagt taget ud i forestillingens anden del, hvilket formodentligt var en lettelse for publikum i salen, men som digitalt publikum sidder man lidt skuffet tilbage til sidst efter en ellers innovativ, underholdende og utrolig musikalsk version af Verdis Falstaff.
Læs mere om Falstaff her. Og læs om streaming-versionen her.
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
