Historien i Snefald rummer alt det, man kan ønske sig af en julehistorie. Der er kærlighed og varme og håb. Men trods den fine historie, lever iscenesættelsen på Aalborg Teater ikke helt op til potentialet.
”Det har vi talt om, Selma. Du har ikke nogen slægt,” forklarer Kathrine Høj Andersens Ruth modløst til Line Nørholts håbefulde Selma, der drømmer om en rigtig familie. Selma, hvis forældre døde i en ulykke for seks år siden, og bare lige skulle være hos Ruth i 14 dage, men stadig ikke har fået en plejefamilie. Snefald handler om familiebånd, kærlighed og håb. Og om tilgivelse. Men det er også en historie fuld af sne og nisser og julestemning – og om at finde sin ægte familie, biologisk eller ej.
Som dresserede heste
På Aalborg Teater har Mia Lipschitz stået for instruktionen, og det er en opgave, hun delvist er sluppet godt fra. For selvom forestillingen overordnet fungerer udmærket, er der nogle lidt fejlslagne instruktørvalg, som giver flere karakterer karikerede og fjollede udtryk. Fx taler Thomas Kristian Beks Håkon – Selma og Ruths nye, juleglade nabodreng – så kunstigt og unaturligt, at han lyder som en robot. Og da den ambitiøse nisse Winther overtager embedet som Julemand efter Jørgen W. Larsens elskelige Julius, og indfører et utal af regler i byen, begynder alle nisser (voksne og børn) omkring ham at bevæge sig unaturligt.
Alle hopper de omkring på scenen med hænderne løftet op foran sig, som holdt de om tømmen, og med let forhøjede knæløft, som børn, der leger ryttere eller blot som dresserede heste. Det ser underligt ud og virker unødigt i forhold til historien. Med de mange skilte med sætninger som ”Det er forbudt at grine” og ”Det er forbudt at spise boller” forstår vi allerede godt, at det muntre liv i Snefald, som nisserne kendte under Julius’ ledelse, er ovre.
Signe Krogh og Camilla Bjørnvads smukke og stemningsfulde scenografi, som også kunne opleves i Odense Teater iscenesættelse af samme forestilling sidste sæson (og i øvrigt stor ros til Aalborg Teater for dette bæredygtige genbrugsvalg) fungerer upåklageligt på Aalborg Teaters Store Scene. De enorme, udskårne snefnug og de velfungerende videoprojektioner af de hvide brevfugle, der flyver til Julemanden i Snefald. Det hele er med til at skabe den stemning, mange børn kender fra norske NRKs tv-julekalender Snøfall, der blev sendt på DR med danske stemmer i 2017.
Velspillende Winther
Enkelte af skuespillerne i Aalborg formår virkelig at brænde igennem i deres roller. Ferdinand Falsen Hiis er alletiders som Julemandens assistent Winther, der synes, det er hans tur til at blive julemand. Han formår at være næsten skræmmende perfid i sit ulastelige, hvide sæt og sit slibrige, røde hår med den perfekt formede pandekrølle. Falsen Hiis formår at give karakteren så meget dybde, at vi tror på, at han faktisk ikke er ond af væsen, men blot vildledt af sine drømme.
Mia Lipschitz’ valg om at lade Østen Borre Simonsen spille Yndis er også velfungerende. For udover det faktum, at han leverer en svært underholdende fortolkning af Snefalds eneste frisør, giver det også iscenesættelsen et lille strejf af det fokus på køn og seksualitet, der fylder meget i tiden. For er Yndis en mand eller en kvinde? Har nissepigen Frida to fædre eller en far og en mor? Det forklares ikke nærmere. Det er faktisk ligegyldigt. Frida har to forældre, og netop det manglende fokus på deres køn, gør det ret befriende.
Snefald på Aalborg Teater er overordnet set en fin familieforestilling, der især qua sine velfungerende elementer og den smukke scenografi er en seværdig oplevelse. De medvirkende børn og den lille hund giver det hele en ekstra tak på hygge-skalaen, men det kan ikke forbigås, at der er truffet en række mindre velfungerende valg, som får nogle af skuespillere til at fremstå ringere, end de formodentlig er.
Læs mere om forestillingen her.
