I Frede Gulbrandsen og Peter Friis’ iscenesættelse af Snefald på Odense Teater er der skruet helt op for julestemningen med nisser, store snekrystaller, glade barnestemmer og en julemand, der sætter tilgivelsen og kærligheden øverst på dagsordenen.
Snefald var bestemt allerede seværdig, da den blev sendt som tv-julekalender på DR i 2017. Men den fungerer overraskende nok mindst lige så godt på teatret.
Snefald er fortællingen om den forældreløse pige Selma (Lea Baastrup Rønne), der kun kortvarigt skulle være hos damen Ruth (Malene Melsen), indtil en plejefamilie blev fundet. Efter seks år bor Selma stadig hos Ruth, der med sine egne ord ikke er nogen »børneekspert«.
Ved et tilfælde havner Selma i julemandens verden, byen Snefald, hvor hun sammen med bognissen Frida (Anna Bruus Christensen) og drillenissen Pil (Magnus Andersen Hald) skal redde både julemanden og byen.
Der er mørke kræfter på spil i historien. Misundelsen over ikke at være blevet valgt som julemandens nye lærling har overvældet en af nisserne så meget, at han griber til yderligheder for at få opmærksomhed. Kun de tre børn kan se, at de må gøre noget for at bringe orden i sagerne igen før jul.
Musik, mirakler og modige børn
Frede Gulbrandsen og Peter Friis har stået for iscenesættelsen af og koreografien til Snefald på Odense Teater. Som en vaskeægte musical er der masser af sange undervejs med ensembledansescener, der bringer liv og dynamik til historien.
Hvor Pagten på Aarhus Teater er en forsimplet version af en temmelig kompliceret fortælling, så er den oprindelige historie om Selma og Snefald så forholdsvis enkel, at alle de vigtige elementer er kommet med videre i teaterversionen. Det betyder også, at historien hænger virkelig fint sammen, og det er let for både voksne og børn at følge med i handlingen.
Malene Melsen har en skøn kejtethed i sin fortolkning af knudemennesket Ruth, der har vanskeligt ved at indrømme overfor sig selv og andre, at hun holder af Selma. Men som Anton Sagers muntre, julesweaterklædte fortolkning af nabodrengen Håkon udtrykker det, så er december »måneden for mirakler og mysterier. Alt kan ske!«
Og der er også brug for både magi, mirakler og mod, hvis de tre børn skal finde og redde julemanden – både så Snefald fortsat kan bestå og så Selma kan komme tilbage til Ruth i VU, som nisserne kalder verden udenfor Snefald.
Selma og hendes to nissevenner må samle alt deres mod for at redde julemanden. Og i salen mærker vi især den dystre stemning og farerne, der lurer gennem Simon Holmgreens virkningsfulde lyssætning. Alt virker pludselig mørkt og farligt, og såvel uhyggelige hvide silhuetter som røde rotteøjne lyser i mørket foran børnene.
Ægte julestemning fra start til slut
Makkerparret Signe Krogh og Camilla Bjørnvad står bag scenografien og kostumerne, som er en væsentlig del af oplevelsen på Odense Teater. De har formået at skabe et ret enkelt univers, hvor der alligevel er masser af små detaljer, som børneøjne kan gå på opdagelse i.
Brugen af drejescenen gør det muligt på et øjeblik at skifte fra Ruths ryddelige lejlighed til gaden udenfor, hvor Selma går tur med sin elskede hund, Casper. Det samme gør sig gældende i Snefald, hvor Selma og nisserne let bevæger sig fra leg på gaden til besøg i julemandens værksted, hvor tandhjulene drejer, legetøjstoget kører og de magiske julekugler, der skal rumme alverdens børns juleønsker, dukker op.
Hele scenografien er dækket af store hvide snekrystaller, der sammen med de fint afstemte farver i Snefald, hvor stort set alle er klædt i blåt, rødt og hvidt, sætter gang i julestemningen. Godt hjulpet på vej af Anders Gjellerup Kochs barnligt begejstrede julemand, der med sin lange røde kåbe, sit store skæg og sin klukkende latter er præcis sådan, som en julemand skal være.
Og det er da også gennem julemanden at den sande julestemning titter frem. Både i hans læsning af de mange søde breve, skrevet af børn med små og store juleønsker, der via videoprojektioner på scenografien flyver til Snefald foldet som fine brevfugle. Men dog især i hans kærlighed til alle omkring sig og hans evne til at tilgive. Ikke mindst til sidst, hvor han i stedet for at straffe sekretæren Winter (Niels Skovgaard Andersen) for sine mange fejl og onde gerninger gennem julemåneden, beder denne om tilgivelse.
Der er skruet helt op for julestemning og hjertevarme på Odense Teater. Så hvis årets julehumør lader vente lidt på sig, er det så afgjort stedet af få fyret op under det. Snefald er en rigtig julehistorie med julemand, nisser, juleønsker, kærlighed, venskab, tilgivelse og en lykkelig slutning.