Det er så få smittede med Covid-19 på Færøerne, at Live Art Danmark kan gennemføre performancefestivalen Playing Up her i februar.
Den 19.-21. februar forvandles Nordens Hus i Tórshavn til en kæmpe kunstscene. Legebørn i alle aldre inviteres til performancefestival. Her får familier, venner, unge, gamle og børn mulighed for selv at prøve kræfter med performancespillet Playing Up, der har samlet og oversat samtidskunstens mest ikoniske performances til leg og genopførelse. Man kan prøve værker af blandt andre Marina Abramovic, Goodiepal, Kirsten Justesen, John Lennon og Yoko Ono.
Playing Up
Playing Up består af spillekort, der beskriver historiske performances, forklarer værkerne og foreslår måder, som børn, unge og voksne kan afprøve at genskabe dem på – alene eller sammen med andre.

I Nordens Hus vises et særligt udvalg på 12 internationale og 12 helt nye kort, som er baseret på værker af kunstnere fra Færøerne, Grønland, Island, Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Man kan finde værkerne og aktiviteterne både oppe og nede, ude og inde på Nordens Hus. Unge guider fra Listabreytin (kunstlinjen) på den lokale Nám X (10.klasse-tilbud i Tórshavn), forklarer spillets regler og sørger for, at gæsterne får rekvisitter til at udføre værkerne: Man kan for eksempel fjernstyre sine venner, gå tur med sine forældre i snor, lave sushi på sin arm, prøve en gorillamaske og skrige så højt og længe som man kan!
Læs mere om Playing Up her.