“Symptomatisk for kulturen omkring ungdomsdebatten i dansk teater er, at den ender med at blive ført af eliten og alle andre end unge selv”, skriver tre bestyrelsesmedlemmer fra Teaterhuset i denne kommentar.
Længe har det været kendt, at teaterdirektøren fra Aveny-T, Jon Stephensen, drømmer om at realisere sig selv og sit teater som frontfiguren for ungdommens teater. Efter et stort interview på forsiden af Politikens kultursektion d. 8. februar, blev det dog for meget, og debatten har siden raset. Hvor er unges holdning til sagen? Her kommer én på vegne af 11.
Gammel vin på nye flasker
Interviewet med Jon Stephensen og den efterfølgende debat har været mudret og demotiverende læsning for os, som unge. Den har været et kulturelt og strukturelt kedeligt symbol på, hvad der egentlig er problematisk ved ungeområdet i dansk teater: At man uhyre sjældent lader unge komme til orde og fylde i forhold til magtstrukturer, forvaltning og behov.
Når Jon Stephensen fremturer om negligering af unge i dansk teater, og om at få Aveny-T, og hans væksthus, House of T, på finansloven som national ungdomsscene, vækker det paradoksal skepsis. Især for unge som os, der få kilometer væk fra Aveny-T, på 17. år kæmper for at skabe et mangfoldigt og udviklende miljø baseret på demokratiske ungestyrede værdier. Tilmed i et kulturhistorisk græsrodshus, der årligt har 500.000 besøgende (KK-rapport, s. 36).
Det er ikke underligt, at retorikken og idéen falder mange i teaterbranchen for brystet, da det er faktuelt og politisk kritisabelt. Som mange allerede har påpeget i debatten, er Danmark internationalt anerkendt for sit teater til børn og unge. Det er der en særlig historisk årsag til: kollapset af det velmenende gamle monopol, Dansk Skolescene, i 1968 og den efterfølgende eksplosion af frie opsøgende børne- og ungeteaterkompagnier.
Tænk at et kulturområde blev epokegørende ved, at det gamle repræsentantskab nedlagde sig selv, så nye aktører kunne komme til og opsøge og inddrage dem, der var genstand for hele formålet. Det kunne man lære meget af i tidens debat om ungekulturen inden for teater. Så når Jon Stephensen i et opfølgende debatindlæg d. 22. februar skriver “Jeg træder ikke på nogen eller noget, der ikke også peger på mig selv”, har han ret, hvorfor vi må insistere på, at han og resten af branchen læser med her.
LÆS OGSÅ: Jon Stephensen forvrænger virkeligheden – og Politiken lader ham ukritisk gøre det
Det er hierarkiet, der er gammeldags
Har Aveny-T og Jon Stephensen tænkt over, hvilke konsekvenser det kan have, hvis kulturpolitikerne nationalt som kommunalt, begynder at holde andre aktører op imod en lovbeskyttet ungdommens nationalscene på Frb. Allé? Konsekvenser, der kan gå ud over det selvsamme segment, som projektet forsøger at repræsentere.
Med historien om Dansk Skolescene i baghovedet er det nemt at frygte, at vilkårene for andre og frie aktører, såsom os, bliver vanskeligere. For hvorfor skulle man styrke eksisterende initiativer, når House of T er på vej? Vi møder allerede argumentationen på Københavns Rådhus. Vi har derfor i sinde at spørge kulturministeriet, om det er repræsentativt og gavnligt for tidens generelle kultur i Danmark, at en 61-årig direktør skal kuratere ungdommens nationalteater, og om hvorfor og hvordan det rammemæssigt er en god idé kulturelt at nationalcentralisere et segment?
LÆS OGSÅ: Debat om ungdomsteater viser mediernes svaghed
Vi drømmer om, at Jon Stephensen kæmper for sagen ved at tilskynde til en forenet indsats, som ikke forfordeler hans eget kommercielt profilerede teater. Vi drømmer om, at han bruger sin indflydelse, og tydelige PR-talent, på at være mentor for en ung ledelse af sit teater og på den måde gøre projektet forfriskende og modigt. Mon ikke mange ville spærre øjnene op og blive nysgerrige, hvis en divers gruppe unge fik den reelle magt på Aveny-T?
Men så længe historien gentager sig selv, og det er de ældre magthavende fra etablissementet, der lægger programmet, ansætter og fyrer, fordeler budgetter, og har en hånd på den kreative udvikling i prøvelokalet, er det ikke en ligestillet alliance, men et godt gammeldags hierarki, hvor man oppe fra chefkontoret fortæller de unge nede i prøvesalen, hvad unge gerne vil se.
Vis tillid til ungdommen
Lad os få en ordentlig vidensbaseret og ydmyg debat om vilkårene og kulturen for såkaldt ”ungt” teater, i stedet for en overfladisk fremhævelse af det ene initiativ efter det andet, som er målrettet unge. Som repræsentanter for Danmarks største vækstlagsforening, der årligt har 200-300 medlemmer, synes vi, at det er tankevækkende, at ingen unge personer eller organisationer er blevet inviteret ind i debatten om ungdommens teater – med undtagelse af en kort opfølgende bemærkning fra den 28-årige teaterdirektør Anna Malzer.
Problemet er i vores øjne ikke viljen, men hele præmissen for debatten. Som Anna Malzer også pointerer, så er vi unge en lige så mangfoldig gruppe som resten af befolkningen, og at tro at vi alle ønsker at se teater, som kun er for, til, med, af, om og med unge, er en fejlslutning. De gamle klassikere kan tale lige så meget til en 16-årig som til en 79-årig, præcis som nyskrevne stykker kan.
Denne fejlsluting krystalliserer sig i interviewet i Politiken, når Jon Stephensen konkluderer: “Måske er Greta Thunberg et godt, velkendt navn, der kan lokke unge til teatret. Men så sexet er klimatemaet alligevel ikke”. Skulle unge mennesker være mere interesseret i Greta Thunberg, fordi hun også er ung, end de er i selve klimaet? Der skal udvises tillid og ydmyghed overfor ungdommen. Hvis der bliver skabt godt og vedkommende teater, som bliver godt formidlet, så skal vi og andre unge nok følge med.
LÆS OGSÅ: Rie Hammer taler om ungdomsteater i KRÆS på Radio4
Vi tror ikke, at løsningen på “negligeringen” af ungdommen i teaterverdenen er flere populærkulturelle tilbud eller en monopolistisk fordeling af finanslovsmidlerne. Vi tror i stedet, at politikerne, fondene og medierne skal begynde at anerkende det teater og de teaterorganisationer, unge selv skaber for hinanden. Vi tror på, at teaterdirektørerne og brancheorganisationerne skal opsøge, se og være nysgerrige på, hvad der sker, når unge selv styrer taktstokken og budgettet i fællesskab.
Inddrag os i debatten og forvaltningen frem for primært at se os som en målgruppe, man skal tjene eller spare penge på, bruge i sine statistikker eller tale på vegne af. Vi er her, vi kæmper allerede og vi vil gerne hjælpe med at skabe bedre rammer og muligheder for os selv og fremtidige generationer. Vi gør det endda frivilligt, trods professionelle kompetencer, fordi vi får lov at gøre det sammen som unge i al vores forskellighed og uenighed.
Spørg unge om de unge!
Mvh. Teaterhusets bestyrelse og ansatte (som består af 11 personer i alderen 23-32 år)
