Del

I dagens udgave af Politiken bringes et interview med Jon Stephensen, teaterdirektør for Aveny-T. Artiklen lader ganske ukritisk Jon Stephensen udbrede en fejlagtig opfattelse af dansk ungdomsteater.

“Hvis man ser på, hvad vi spiller på de danske teatre, skulle man tro, at vi stadig levede i 1800-tallet. Vi er den eneste kunstform, der mangler at anerkende unge som målgruppe,” citeres Jon Stephensen blandt andet for at sige (Politiken, 8. februar 2021). 

Gentagelsen gør det ikke mere sandt

Det er ikke første gang, Jon Stephensen lufter sine holdninger om, at dansk teater har svigtet de unge. Men uanset hvor mange gange, han gentager det, så er det ikke korrekt. Det er problematisk, at der igen og igen gives spalteplads til ukorrekte udtalelser helt uden kritiske modspørgsmål. For der findes og skabes over hele landet seriøse og velfungerende scenekunsttilbud skabt netop til det unge publikum.

Ikke langt fra Aveny-T på Edison finder man C:NTACT, der blandt andet skaber scenekunst netop med det formål at give særligt unge en stemme og en mulighed for at skabe nyt billede af sig selv og en ny relation til hinanden og samfundet. Derfor skaber det også en vis frustration igen at høre, at Jon Stephensen overser teatrets eksistens.

“Det er forholdsvist højrøvet at sige den slags. Det må enten skyldes manglende kendskab, eller at Jon Stephensen har glemt, hvad han har set og hørt. Jeg har flere gange nævnt for ham, at C:NTACT findes, at det er et af Danmarks største ungdomsteatre og har været det i mange år,” siger Henrik Hartmann, kreativ direktør for C:NTACT og tilføjer: “Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad grunden er til, at Jon ikke nævner, at der findes andre i branchen, der laver forestillinger for og med unge. Man bliver ikke større ved at nedgøre andre. Og bare fordi det gentages, bliver det ikke mere sandt. Den form for argumentation hører Trump til og ikke kolleger i dansk teater”.

Manglende anerkendelse af ungdomsteatre i Danmark

Det er selvfølgelig et sympatisk projekt, at Jon Stephensens har ambitioner om at skabe en nationalscene for ungekulturen, som forhåbentligt kan skabe øget politisk opmærksomhed på børne- og ungdomsteatret. Problemet ligger i negligeringen af landets øvrige ungdomsteatre, som journalisten bag artiklen ikke på noget tidspunkt inddrager.

“Dansk Teater fylder 300 år næste år og anerkender stadig på ingen måder unge. Hverken i stykkerne eller som publikum,” citeres Jon Stephensen i artiklen for at have sagt. Men teatrene anerkender jo i høj grad de unge, og der knokles landet over for at skabe vedrørende scenekunsttilbud til netop denne målgruppe fx. hos Opgang2 Turnéteater, HiLS DiN MOR, Teatret Fair Play og senest Folketeatrets ung-til-ung-format Under huden for blot at nævne nogle.

På Randers Teater har de stor succes med en fast aftale, hvor alle gymnasieelever kommer i teatret og ser ungdomsforestillinger – enten teatrets egenproduktioner som Forræder eller gæstespil fra turnerende teatre. Derfor spores også en vis metaltræthed over Jon Stephensens udtalelser.

“Ligesom alle andre fornuftige mennesker bliver man lidt træt, når Jon tror, han kan opfinde noget, som vi andre har brugt et helt liv på at realisere. Og hvis man skal være ærlig og lidt hård, så er det jo ikke nok, at man laver SKAM 1-100, og derfor mener, man har opfundet scenekunst for unge,” udtaler teaterdirektør på Randers Teater Peter Westphael til ISCENE.