HiLS DiN MOR turnerer landet rundt med ungdomsforestillingen Jeg er Silas – deres nyeste fællesproduktion med Folketeatret. En vigtig fortælling om kønsidentitet med en almengyldig kerne, der fokuserer på et opgør med normalitetsbegrebet.
Det er fire uger før Signes konfirmation. Hun trives ikke og skifter derfor skole. Signes mor drømmer om en fin, hvid kjole med strut og flæser. Signes far er i fuld gang med at skrive en festsang. Signe selv kan slet ikke overskue projektet. Noget inden i hende føles forkert.
Men så møder hun den udadvendte Hedvig til en fest, og det sætter gang i noget i hende. For måske er det ikke skolen, konfirmationen eller resten af verden, der skaber problemer. Måske er det noget inde i Signe, der skal falde på plads. Som hun selv indledningsvist forklarer, så var det ”før jeg rigtig forstod, at jeg er en dreng.”
LÆS OGSÅ: LGBT+-teater modtager Horsens Børneteaterpris 2019
Velcastet hold
Julie Maj Jakobsen har med Jeg er Silas skrevet en forholdsvis enkel, men særdeles væsentlig historie om at føle sig forkert i sin krop. Mio Trond Lambers spiller overbevisende i rollen som Signe, der i løbet af de cirka 60 minutter forestillingen varer, forvandler sig til Silas. Med sit ”androgyne look”, som Rikke Westis pink-pailletklædte Hedvig så kækt kalder det, er Mio Trond Lambers det oplagte valg til rollen. Vi køber fuldstændig præmissen om, at det er en 14-årig teenager, der står på scenen i Katrine Gjerdings stiliserede, lyseblå scenografi.
Rikke Westi, Maria Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen er – i vanlig HiLS DiN MOR-stil med masser af tøjskift – alle personerne omkring Silas. Rikke Westi er katalysatoren Hedvig med de farvede hårbolde, pailletshorts, stribede strømper og bastante plauteaustøvler, der forelsker sig i den lidt yngre Signe. Og hun er storesøsteren i lyserød joggingdragt, der gør sit bedste for at forstå, hvad Silas går igennem.
Maria Carmen Lindegaard og René Benjamin Hansen er sjove som de to identiske piger fra klassen med blonde parykker, miniskørter og gule knæstrømper, som måske nok tøsesladrer, men som også uden videre accepterer Signes forvandling til Silas. ”Måske er folk ikke så lukkede, som du tror”, konstaterer Hedvig og understreger dermed, at den største forhindring for udvikling ofte findes inde i en selv.
LÆS OGSÅ: Transperson på scenen i ny ungdomsforestilling
Opgør med normalitetsbegrebet
Også som forældreparret er Lindegaard og Hansen på samme tid morsomme og karikerede, mens de alligevel formår at sætte ord på de følelser, de fleste forældre oplever, når de ikke forstår deres teenager. Manglen på forståelse er højtråbende i Jeg er Silas, hvor forældrenes konfirmationssang er viser en tåkrummende opfattelse af deres eget barn. ”Du var ej til Barbie. Du vil’ ikke være artig,” synger de disharmonisk, kort før Signe udvandrer fra sin egen konfirmationsfest. På samme måde er den rungende tavshed, der møder Signe, da hun erklærer over for sin familie, at hun er en dreng, helt utroligt sigende. Mia Lipschitz benytter i sin instruktion et ret velafbalanceret mix af overdreven komik og underspillet stilhed, som gør fortællingen både stærk og rørende, selvom vi også flere gange griner højlydt.
Til trods for det ligetil sprog og det pastelfarvede univers, så er det nemlig ikke ren underholdning, publikum på 12+ bydes ind til. HiLS DiN MOR startede for ti år siden med at lave LGBTQ+ teater, fordi det manglede. Godt teater kan man spejle sig i. Enten direkte eller via genkendelse af følelser eller problematikker. Og selv om Jeg er Silas handler specifikt om kønsidentitet og transkønnethed, kan den efterfølgende samtale også sagtens hæves til et mere overordnet plan. Det er det evige, vigtige opgør mod normalitetsbegrebet. Normal findes ikke. Og her rammer HiLS DiN MOR en følelse, som helt sikkert vækker genklang hos mange teenagere – og hos såvel voksne som børn.
Læs mere om forestillingen og se turnéplan her.
